What NOT to do in Vietnam

Hmm hvor dum har man lige lov at være....

Jeg synes lige at jeg skulle forkæle mig selv lidt, så jeg fandt et lille "spa-sted" og til min STORE glæde, farvede de også øjenvipper!!!!- hvilket har været umuligt at finde et sted som gjorde det...
Jeg spurgte selvfølgelig ind til om det nu var farve til vipperne og ikke bare hårfarve og hun forklarede at de importere vippe-farven og at den var god- jeg stolede "blindt" på hende og var SÅ glad for endelig, at have fundet et sted der farver vipper... Jeg bestilte så også lige en bodyscrub- skulle da forkæles...

Jeg fik så udleveret et par meget små og meget gennemsigtige engangs-trusser, som jeg skulle tage på- kunne nærmest være det samme... Bagefter lagde jeg mig så på briksen og mens én pige begyndte at lægge farve på mine øjenvipper, begyndte én anden at skrubbe og skure på min hud (intet blev forskånet)... Der lå jeg så, nærmest uden en trævl på kroppen i et ALT for koldt rum i ca. 40 min, uden at kunne se en dyt- kunne hører at en eller anden gik i bad lige over for og at viste, at "klædet/døren" ikke var trukket for...

Glæden varede dog ikke ved- for efter ca. 20 min begyndte det at svie lidt i øjnene og hun tog farven væk (var begyndt at blive lidt bekymret)- men så puttede hun så mere farve på... "I make them extra black for you..." sagde hun og jeg, selvom jeg var lidt bekymret, stoppede hende ikke- tænkte vist (lidt "grådigt") YEP, helt sikkert!!! Da farven havde siddet i endnu 10 min. dryppede hun ét eller andet i mit øje (fandt ud af, at det var saltvand- men det er nok ikke blevet opbevaret helt korrekt og aner ikke hvor gammelt det var)- jeg havde mine kontaktlinser i øjnene og kunne hurtigt mærke at der var et eller andet galt- men IGEN stoppede jeg hende ikke (ved ikke lige hvorfor)... Bagefter var mine øjne ret irriteret og jeg kunne ikke få dem ud... Senere på aftenen blev det så slemt, at jeg måtte tage på sygehuset, tilbragte så 5 timer alt i alt på 2 forskellige sygehuse, da lægen på det første sygehus sagde, at der ingen kontaktlinser var... Jeg var dog ikke helt tryg ved det, jeg vidste jo at de var der... Men efter 3 besøg hos 2 øjenlæger, som begge siger at de ikke er der, så vælger jeg at stole på dem... Mine øjne er næsten normale nu, og er heldigvis sluppet uden større skade... men med med extra red eyes....

Lidt blandet

Så fik Sara og jeg sendt en masse (ca. 24kg hver) hjem- Ved simpelthen ikke hvordan jeg er endt med at have SÅ meget at sende hjem... tror nogen har taget mine penge og købt ALVERDENS ting og så placeret det i mit skab- det må være den eneste logiske forklaring...
Og som vi snart har måtte erfare: Ting Tager Tid her i Vietnam, selvom vi troede, at fordi vi havde klaret alt forarbejdet, med at putte i kasser og skrevet præcis hvad der var i dem, så ville det kun tage en times tid- meen Nej det tog lidt over 2½ time at få ordnet 4 kasser til hjemsendelse... Tålmodighed er en dyd....

Man kan have MEGET på en MotorBike...

En anderledes, men hylende morsom tur på gadekøkken...

Sara og jeg var et smut på gadekøkken for at få lidt "hurtig" aftensmad- meen vi kom til at sidde ved siden af et par tørstige vietnamesere, som bestemt synes at Sara og jeg skulle hilse på dem (gøres ved at drikke en shot risvin sammen) Og det gjorde vi så- OG SÅ startede cirkuset... De synes åbenbart at Sara og jeg var nogle rigtige prinsesser og derfor skylle vi selvfølgelig kysses... Den ene (som var "bedst" til engelsk) blev ved med at sige "I wanna mess with you tomorrow"... hvilket vi fik meget sjov ud af, tror han mente "meet"... Vi endte med at underholde hele "butikken"...

Hjemme hos min lærerinde (Huong)...

Jeg og Evelyne (frivillig i min klasse) var blevet inviteret på aftensmad hos Huong, det var rigtig hyggeligt- Evelyne og jeg hjalp til med maden og mange af naboerne kiggede forbi for at se "girafferne"- Huong forklarede, at det er ære for en vietnamesisk familie, at have vesterlændinge på besøg... Så det skulle foreviges- op til flere gange... (-:

Vietnam overvejder at forbyde lave folk, tynde
folk
eller folk med små brystmål at køre motorcykel eller
scooter.

Sundhedsministeriet i Vietnam har for nyligt
anbefalet, at det skal
være forbudt for mennesker, der har et brystmål på
mindre end 71 cm, at køre på
scooter eller motorcykel. Samtidig skal det
være forbudt for tynde eller lave
mennesker. Det skulle være et spørgsmål om
sikkerhed.
Hvis det bliver en
realitet, vil det have store konsekvenser
for den vietnamesiske befolkning, der
jo ikke hører til blandt de højeste i
verden. Mange vietnamesere bruger nemlig
scooteren til at køre på
arbejde.
Forslaget er en del af en pakke, der skal
sikre, at de
vietnamesiske trafikanter er sunde og raske. Men der er ikke nogen
forklaring på, hvorfor ministeriet mener, at små mennesker er dårlige
trafikanter, og talspersoner fra ministeriet har ikke ønsket at kommentere
på
forslaget, skriver nyhedstjenesten CNEWS.
Vietnameserne finder
forslaget
grinagtigt.
"De nye forslag er virkelig sjove, men mange
vietnamesere
risikerer at blive ofre for denne vittighed. Mange
vietnamesiske kvinder har små
bryster. Jeg har mange venner, der ikke vil
være i stand til at opfylde disse
krav," siger Le Quang Minh, en 31-årig
børsmægler fra Hanoi
Vietnamesiske
bloggere gør grin med forslaget på
internettet og forudser færdselsbetjente med
målebånd, der ivrigt stopper
kvindelige scooter-kørere for at tjekke
brystmål.
"Fra nu af bliver BH'er
med indlæg en best-seller," skriver Bo Cu
Hung, der er en populær blogger
fra Ho Chi Minh City.
Den gennemsnitlige
vietnamesiske mand er 163 cm høj
og vejer knap 55 kg. Den gennemsnitlige kvinde
i landet er 155 cm og vejer
knap 47 kilo. Det er ikke lykkedes at finde
oplysninger om det
gennemsnitlige brystmål.
-Newspaq

Synes lige i skulle have det her med... Siger MEGET om Vietnam... Taget fra: http://avisen.dk/vietnam-vil-forbyde-fladbrystede-paa-scooter_99640.aspx

Gudske lak og tov, at man hverken er det ene eller andet... Lidt godt skal der da være ved, at falde uden for mængden der hvor man bor...haha

På egne hjul til Chua Huong = Perfume pagoda

Lørdag d. 22. november besluttede jeg at lufte den lille Motorbike...

Jeg tog en tur til Chua Huong, 60km fra Hanoi, for at besøge perfume pagoda- en samling af en templer, beliggende i smukke bjerg omgivelser og som kun kan besøges i båd via Yen-river. Jeg havde forinden købt et kort og jeg havde fået forklaret turen, skrevet notater, samt fået tegnet den ind på kortet, jeg ville for alt i verden ikke ende med at fare vildt IGEN og ende med endnu en usynlig turist attraktion.. Alt var på plads og jeg pakkede mig godt ind og tog af sted kl. 7.30 ruten så let ud, skulle kun dreje 3 gange, det var jo lige til at huske... Men da jeg havde kørt ca. 15 km havde jeg stadig kun drejet 1 gang og jeg skulle ifølge beskrivelsen have været drejet 2 gange på dette tidspunkt!!! PANIK, jeg spurgte nok ca. 10 pers. om vej på en strækning på 2km, som alle sagde at jeg var på rette vej- lettere mistroisk (det kunne jo være en sammensværgelse) kørte jeg videre og sørme om jeg ikke endte med at komme til Chua Huong efter at have kørt 60km og 2½ time- HALLELUJA !!!

Jeg købte en tur i båd i 2 timer af en pige som hed Ming, hun var rigtig god til engelsk og så tilbød hun den billigste tur, det kostede 110.000 VD (ca. 60kr). Turen på floden var meget smuk og utrolig fredfyldt- jeg var stort set den eneste turist- hvilket var 50% af oplevelsen!!! Vi stoppede "kun" ved et tempel, Den Trinh, da jeg desværre ikke kunne nå at se flere, fordi jeg skulle nå tilbage til Hanoi inden det blev mørkt. Ming lod mig ro lidt af vejen- til STOR morskab for os begge, det er sgu ikke så nemt som det ser ud til, skal jeg lige hilse at sige!!!

Gravstene, som engang var placeret på tør grund- men pga. turismen har regeringen udvidet floden!!!

Ming lavede en halskæde til mig af en åkande (vildt!)- for "good luck" (-:

Da vi kom op til selve templet, sad der 4 munke (3 af dem var kvinder!!! det troede jeg så ikke at kvinder kunne være?! Men de kan de altså godt...) og spiste frokost og de inviterede mig til at spise med. Det var en meget speciel og unik følelse, at sidde der og spise sammen med dem. Og jeg følte mig meget "heldig" - tror jeg følte en lille snert af religiøsitet - selvom jeg normalt ikke er troende på nogen måde... Efter maden blev jeg vist ind i de to rum, hvor de tilbad Buddha og vi bad sammen... Tror sgu godt jeg kunne falde for Buddhisme (hvis ikke allerede jeg er smidt ud af "klubben" for at bande og skrive buddhisme i samme sætning...haha).

Turen tilbage var laaang og kold, og min bagdel protesterede voldsom imod, at skule tilbringe endnu 2½ time på den knap så konfrontable motorbike, så da jeg endelig nåede Hanoi sov begge mine balder! og jeg måtte kæmpe en brag kamp for at komme af motorbiken...

Regnet inde... D.1. - 2. November

SÅ KOM REGNEN...

Natten til fredag regnede det uafbrudt og fredag morgen lå Pho Ho Giam under ca. 2-3 cm vand - meen man er vel fra Dk, så lidt regn skulle da ikke holde mig indendøre... Jeg var den eneste der skulle på job, så jeg besluttede at tage en Taxa, for at "forkæle" mig selv lidt- ikke alt for klogt- det viste sig nemlig, at Ho Giam var én af de gader (der på det tidspunkt) var mindst ramt af regnen... Det tog mig 1.5time at komme på arbejde og alt var TOTAL kaos, nogle steder lå der ca. 50cm vand og det var umuligt at komme igennem uden en risiko for, at taxaen ville sidde fast eller brænde sammen... Endelig ankom jeg til Sao Mai- som den eneste frivillige- alle andre var blevet hjemme- hvilket jeg senere fortrød at jeg ikke havde gjort...

I frokostpausen skulle jeg ind til Big C (stort mall) og handle- Jeg kunne se at den eneste måde at komme dertil ville være at gå- gaderne var alle dækket af vand 15-20cm vand, hvilket jeg vurderede var ok at gå i- det viste sig så, at jo længere jeg gik jo højere blev vandstanden- jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, for det var en ret speciel oplevelse at gå rundt i vand til midt på læggen- nogle steder var vandstanden endda så høj, at jeg gik i vand til over knæene. Der holdt motorbikes og biler, som havde måtte givet op, rundt omkring i vandet- det tog ca. 45min. at gå hele vejen- ca. dobbelt så lang tid som normalt... (-:

Da jeg skulle hjem fra job var det begyndt at regne kraftigt igen og jeg måtte stoppe 7 taxier før der var én der ville køre mig hjem, men da vi havde kørt ca. 1.5km stoppede han og jeg måtte indse, at den eneste måde jeg ville komme hjem på var ved at gå (3-3.5km)! Men det var en oplevelse i sig selv- folk væltede rundt i vandet med deres motorbikes og kæmpede for at få dem med- et sted var vandet så højt at folk gik i vand til livet og ALLE inkl. mig var drivvåde, men trods det var der ingen sure miner at se, de fleste havde et lille smil på læben og kunne se det komiske i denne situation... Tror måske også at en del af dem jeg mødte tænkte: Hvad fanden laver hun ude i det her vejr... i hvert fald min egen tanke til tider...

Det tog mig ca. 3 timer at komme hjem og så var det ellers direkte ind under den varme bruser...

Vores hus var selvfølgelig også ramt af vandet og der lå vand i hele gangen- Sara og jeg gik først ud af huset igen lørdag aften, der var det meste vand væk igen...

Desværre havde jeg selvfølgelig ikke mit kamera med, men Sara havde taget nogle billeder:

D. 2. november

OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS

Har opdaget, at jeg har skrevet mit vietnamesiske tlf. nr. forkert...! Havde skrevet et "0" for meget, det rigtige nummer er:

+84 123 7302019

Tirsdag den 30. september

"I dag er det Louises fødselsdag....hurra hurra hurra......"

ZZZZZZZZZzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Sara var så sød at komme og "vække" mig med sang- det gik bare ikke helt som planlagt da jeg åbenbart var i en MEGET dyb søvn, så efter at have sunget et stykke tid uden reaktion fra mig, går Sara hen til sengen for at tjekke om jeg er i live- først der vågner jeg og vi får begge et kæmpe chok... sikke en start, Sorry Sara og tak det var SÅ sødt gjort!!! (-:

Mine lærerinder havde købt 2 halstørklæder til mig og sang en lille fødselsdagssang for mig og jeg blev meget rørt over det!

I frokost pausen fik jeg en besked om, at jeg kunne hente min mobiltelefon kl. 13.00 i Hanoi, da der var en fra nationalparken som alligevel skulle til Hanoi, så han havde taget den med til mig- jeg tog en taxi derind og chaufføren var en dame (sjældent set i Hanoi) som hedder Thuy og hun kunne snakke tysk, så vi fik os en lang snak på gebrokken tysk, Thuy hjalp mig med at ringe til manden med min mobil og få aftalt et sted at mødes. Efter at have fået min mobil (Jubiii) kørte vi tilbage til Sao Mai og på vejen stoppede Thuy og købte en buket roser til mig: Gutes geburstag ! Der blev jeg sgu rørt...det var så sødt af hende (-:

Efter arbejde kom Trang og hendes kæreste med en gigantisk buket blomster, fra hele fam. Viet- Endnu engang blev jeg rørt- det betyder bare SÅ meget når man er så laaangt væk fra familien i DK, at der er nogen der tænker på en (-:

Om aftenen tog Jannie, Allan, Sara og jeg ud og spiste på Boby Chien, en meget fin restaurant og måske den dyreste i Hanoi (3.000.000VD = 900kr) for 4 pers. Det var alle pengene værd, maden og stemningen var super og det var en rigtig hyggelig middag!

Sara havde lavet en fin gave til mig, med et gave kort til en rigtig tøsedag og Jannie og Allan gav mig et gavekort til cirkus, middag og kasino- Hvad mere kan man da lige ønske sig... (-:

Jeg savnede selvfølgelig min familie og vennerne i DK ekstra meget denne dag, men det hjalp at få så mange lykønskninger hjemmefra- TAK!!!!!!!!!

Lørdag D. 13. september

Den usynlige landsby Kiêu Ky...

Op skulle jeg jo, så efter 2 timers søvn tog jeg et laaaangt bad og begav mig ind mod Hoan Kiem søen, for at få en MEGET tiltrængt morgenkaffe...
Derefter fandt jeg en MotorBike-driver, viste ham navnet på landsbyen- han sagde 70.000VD og så sagde jeg 50.000VD og vi havde en deal (-: Vi var et yndigt syn, med matchende pink hjelme...

Ad sti af sted gik det og vi kørte ud af Hanoi og mod sølv landsbyen, jeg var rigtig stolt af mig selv over, at jeg var kommet afsted, trods tømmermændene som hang truende over mig, og glædede mig ved tanken om alt det billige og flotte sølv, som jeg skulle kigge på (og måske endda købe (-; ). Da vi havde kørt i lidt over 30min begyndte Chaufføren at spørge om vej og jeg anede at vi var lidt lost, i bogen stod der at det var 12km uden for Hanoi og vi havde mindst kørt 25km... men efter at have spurgt en del personer om vej, så det ud til at han var på rette vej og jeg smilede ved tanken om snart at være der... Det vist sig, at det var lidt for tidligt glæde sig, for efter at have tilbagelagt endnu ca. 20km var vi stadig ikke nået frem... vi stoppede i en lille landsby, for at få lidt at drikke og chaufføren spurgte endnu engang om vej... Folkene i byen kiggede meget eftertænksomt på mig og jeg kunne næste se, at de tænkte "hvad laver den hvide pige så langt væk fra alle de andre turister...?"
Chaufføren var virkelig sød og umådelig serviceminded, de 50.000VD var for længst brugt på benzin, men han beklagede sig ikke, men var fast besluttet på at få mig til Kiêu Ky...

Jeg besluttede dog, at eftersom vi efterhånden havde kørt i lidt over 1.5 time og endnu ikke havde fundet landsbyen og ingen tilsyneladende anede hvor denne lå, så var der nok ikke den store udsigt til at være der snart... Og vi kørte tilbage med uforrettet sag tilbage mod Hanoi igen... Udover aldrig at finde landsbyen, så var det virkelig en flot interessant tur jeg fik...

Da vi kom tilbage til Hanoi igen, var min numse fuldstændig følelsesløs og jeg havde virkelig store problemer med at komme af motorBiken igen, så chaufføren måtte hjælpe mig...

Tror ikke jeg kan sige det nok gange, men chaufføren var virkelig så sød, selvom turen var MEGET længere end først antaget, så krævede han ikke engang ekstra penge !!???!!! Hvilket ville være alt andet end rimeligt, jeg gav ham dog 200.000VD og han takkede mange gange- sikken en dejlig anderledes vietnameser...

Fredag D. 12. september

Bowling med 13 Vietnamesere...
Det skal opleves!

Sara, Jannie og jeg havde inviteret vores læreinder ud og spise og bowle. Til at starte med var det bare 9 læreinder og så os- men på da tiden nærmede sig d. 12, var vi lige pludselig oppe på 17 pers. (inkl. os 4 danskere), da nogle gerne ville have børn og mand med og da vi ikke kunne lide at sige nej- ja så voksede antallet af deltagere... Nå men vi sørgede for hele tiden at holde bowling centret opdateret, da vi både havde bestilt borde i restauranten og baner.... eller det var i hvert fald hvad vi troede...
Men da dagen kom og vi alle mødte op i bowling centret, viste det sig at hele restauranten var booket til et stort selskab og vi gik derfor ned på en restaurant som lå i nærheden. Tjenerne så dog noget overrasket ud, da vi troppede 17 pers. op- men efter et kvarters tid, havde de fået samlet nogle borde og dækket op til os. Vi fik 2 menukort til 17 pers, så udsigten til at få mad var ikke lige i den nærmeste fremtid, men heldigvis tog én af lærerinderne styringen og hun formåede på overraskende vis, at få klaret alle bestillinger på rekordtid! Jannie, Allan, Sara og jeg bestilte alle den samme kødret, og læreinderne bestilte alle nudler m. "seafood" og "lav-selv" forårsruller. Så langt så godt.
Vores kødretter kom først på bordet og ca. 10 min efter kom læreindernes mad. Det underlige var, at vores kødretter blev stillet midt på borden, så alle kunne smage, mens læreinderne fik hver deres ret stillet foran sig- da jeg ikke er så glad for seafood, var det lidt af en "mave-tom" fornemmelse, for nåede kun at få 2-3 stykker kød... Lærerinderne var dog så søde, at lave en forårsrulle til mig og så fik jeg lidt deres nudler. I Vietnam er man ikke så hysterisk med andres bakterier- så jeg fik lidt fra hver af deres tallerken, serveret med deres spisepinde, som de har haft i munden- Hvad man ikke dør af, bliver man vel stærkere af.... Haha

Afsted mod bowling centret igen, vi bestilte 3 baner og inden vi havde set os om, så havde én af lærerinderne fordelt os og skrevet vores navne på banerne- Meget effektivt, det er ellers det der kan tage laaang tid i DK (-:

Mine 2 lærerinder Huong (tv) og Ham (th)

De fleste af læreinderne havde aldrig prøvet at bowle, jeg vil prøve at forklare: nogen løb forvirret fra bane til bane med deres kugle, nogen tabte kuglen da de skulle bowle, andre overtrådte med 1-2 meter og nogen trillede kuglen mellem benene, altså et stort kaos... Men de var meget gode til at heppe på hinanden... (-:

Efter bowlingen tog Jannie, Allan og jeg sammen med nogen fra ambassaden på et noget anderledes diskotek (Solas)... for det første tog det en evighed for taxichaufføren at finde det og for det andet, så viste det sig, at diskoteket/baren var en gammel fiskekutter- men hyggeligt var det og de lavede de bedste mojito... så med slinger i valsen, kom vi retur til Pho Ho Giam ved en 6´tiden... Hvilket var lidt for sent for mit vedkommende, da jeg havde planlagt en tur til en sølv landsby lørdag morgen...

Ny Tattoo

En ægte Hanoi-Tattoo

Torsdag d. 11. september var dagen, hvor jeg officielt blev ægte Hanoianer... Hvilket denne noget uønskede tattoo viser:

En sådan fin tattoo får man, når man kommer til at gå ind i en brand varm udstødning på én af de tusinder af MotorBikes som findes i Hanoi... AV, tror jeg er det ord, som beskriver det bedst!

Mandag D. 8. september

Moon-festival på KOTO...

KOTO er et sted, hvor gadebørn og børn med en belastet baggrund kan komme og få en uddannelse, de lærer engelsk og får kurser i madlavning. Koto har to restauranter i Hanoi hvor de unge bagefter kan få et job.

Moon-festival er noget som holdes hvert år og det er der hvor månen er rundes (fuldmåne), det er en fest får børnene, hvor der er underholdning og hvor børnene får mulighed for at ønske at deres drømme skal gå i opfyldelse og man spiser en speciel kage, som er MEGET sød og ligger utrolig tungt i maven. Denne højtid kan vist nogenlunde sammenlignes med fastelavn..

Nå men vi var blevet inviteret at An Vu, som også arbejder på Sao Mai et par gange om ugen og vi havde forstået at det var med mad... meen maden viste sig at bestå af chips, mooncake og frugt, efter at have indtaget denne næringsrige aftensmad, begyndte underholdningen. Nogle af børnene havde klædt sig ud i drage-kostume, en anden dreng havde en trøje på maven og maske på og viftede med en vifte foran dragen og forsøgte at få dragen ind i huset, mens en tredje dreng tæmmede dragen med en stor kæp.

Dragen er et af de 4 hellige dyr i Vietnam og det bringer lykke, hvis dragen kommer ind i ens hus.

Dernæst fik vi hvert et rosenblad, som skulle symbolisere vores drøm, hvorefter vi alle gik ned mod Westlake for at lægge vores drømme/ønsker i en lotusblomst, som skulle sættes ud på Westlake.

En meget smuk og unik oplevelse at se ens drømme flyde væk i en lotusblomst på Westlake....

Søndag D. 7. september...

Bryllup 7/9 2008...

En af læreinderne (ved stadig ikke hvem hun er) på Sao Mai skulle giftes og Sara, Jannie, Allan og jeg blev inviteret med til receptionen - Juhuuu en mulighed for, at få brugt en af de mange nye kjoler (-:

I invitationen stod der en masse på vietnamesisk, som vi selvfølgelig ikke forstod, det eneste vi faktisk forstod var: 7/9 2008 og kl 9.30-12.30... Hvilket må siges at være de væsentligste detaljer (-: Dr. Lan forklarede os, at det er almindeligt at man i Vietnam inviterer ca. 600 personer til et bryllup og for at have plads til alle, så deler man gæsterne op i hold og vi var så på "morgen holdet" og det forventes at man forlader receptionen kl. 12.30 så der er plads til de nye gæster... Vi var alle sammen fulde af forventninger og spændte på at opleve et vietnamesisk bryllup... Vi aftalte med Dr. Lan at vi skulle komme hjem til hende først og derefter følges til receptionen, vi spurgte hvad vi skulle give i gave og fik af vide, at det er normalt at hver person giver 200.000VD (60kr)- så kan brudeparret selv købe hvad de mangler...



Vi drog alle afsted kl. 9.00 søndag morgen og ankom hos Dr. Lan 9.45- taxachaufføren var ikke helt så kendt i området og havde mildesttalt problemer med at finde hendes hus...



Nå, men da vi endelig kom til Dr. Lan´s hus blev vi modtaget af Dr. Lan og en ung pige, som jeg troede var hendes datter- jeg gav derfor pænt hånd og præsenterede mig selv- hun tog imod min hånd, men sagde intet- men da jeg jo gerne ville hilse "ordenligt" på hende forsøgte jeg igen på vietnamesisk: "Toi La Louise..."(jeg hedder Louise)- "Em te la si..?" (hvad hedder du?) hvoefter hun bare rystede på hovedet...Hmm jeg prøvede igen, bare langsommere "Em...te...la...si?" hun rystede på hovedet igen, mens hun sagde "Kaum" (nej)...Hvorfor vil hun dog ikke sige sit navn, tænkte jeg og gav det et forsøg mere, endnu langsommere og tydeligere "EM......TE......LA......SI?"- til sidst opgav jeg og fandt bagefter ud af, at hun ikke var Dr. Lan´s datter, men hendes maid, og det var derfor ikke hendes "bord" at socialisere med gæsterne... Hvor pinligt!- her havde jeg stået og forsøgt, at gøre mig forståelig imens hun har forstået det allerede første gang...

Hjemme hos Dr. Lan

Videre til receptionen, hvor Sara og jeg følte os en anelse "overdressed", da alle andre havde t-shirt og bukser på!!!

Nå men vi blev næsten med de samme inviteret hjem til brudens familie, hvor de inviterede på the og hvor vi mødte brudens bedstemor, en dame på 70 år, ca. 1.5m høj med kulsorte tænder- hun var bare så sød og virkelig sjov... selvom hende og jeg ikke forstod et kuk af, hvad hinanden sagde, så lykkedes det os på en eller anden måde, at få en lang snak... Hun tilbød mig noget af hendes frugt, som hun tyggede på og som gjorde tænderne sorte, jeg takkede pænt nej og fortalte at i DK er det "moderne" at have hvide tænder- en af gæsterne fortalte, at sorte tænder er et tegn på sunde og stærke tænder i Vietnam... Jeg forsøgte at fortælle, at de så ud til at det virkede, for i Dk har de fleste på hendes alder protese!!!

Da vi kom tilbage til receptionen, var det tid til at spise- vi fik en masse forskellige retter mad- én af dem var "pil selv-rejer", som jeg spiste en hel del af, jeg prøvede at finde et sted, hvor jeg kunne lægge de afpillede skaller, en af gæsterne så mit søgende blik og viste, at jeg bare kunne lægge dem på dugen eller smide dem på gulvet- Hmm jeg så mig lidt omkring og så hvordan folk bare smed deres rester på gulvet- den var vist ikke lige gået i DK...

Efter vi havde spist skulle vi hjem, men vi havde endnu ikke set brudeparret- så havde ingen anelse om, hvem det var der skulle giftes og hvem det var vi havde været til reception hos- MEGET mærkelig oplevelse!


Et par dage efter havde min lærerinde (Huong) billeder med af brudeparret, gommen var åbenbart hendes broder...

En følelse af, at være MEGET langt hjemmefra...

Senere på dagen tog jeg ud for at købe svinekød, på vores lokale marked, da jeg havde lovet at lave bryggergryde om aftenen til os alle sammen. Det blev til en lidt ubehagelig oplevelse!!!
Normalt plejer der at være mange boder med kød, så da jeg ankom til markedet ville jeg lige se mig omkring, inden jeg besluttede mig for, hvor jeg skulle købe mit kød. Den første bod jeg kom til, havde dækket kødet over med et klæde og da damen, som ejede boden havde travlt med noget andet, lettede jeg på klædet, for at se hvad hun solgte...Det var ikke lige det kød jeg skulle bruge, så jeg gik videre uden at tale med sælgeren. Denne dag var åbenbart anderledes end andre dage, for der var kun to boder med kød, som var "åbne"... Jeg gik derfor tilbage til den første bod jeg havde kigget på, for at se nærmere på hendes udvalg og her gik det så galt!!!!
Damen kiggede på mig med med så meget foragt, at jeg med det samme følte mig ubehageligt tilpas, men da jeg ikke viste hvad der var galt gik jeg tættere på for at spørge, hun begyndte at råbe af mig, mens hun viftede mig væk med hænderne- Det var ret tydeligt, at hun ikke ønskede at se mig og ej heller ville eje mine penge- om jeg så havde foræret hende dem- hvilket er ret usædvanligt i Vietnam. HVAD F..... HAVDE JEG DOG GJORT!!!????
Jeg forstod virkelig ikke hvad jeg havde gjort galt, men gik over til boden ved siden af for at købe kød der, damen stod stadig og råbte af mig og flere mennesker havde vendt sig om og kiggede med de samme hadefulde øjne på mig- det lykkedes mig dog at få lov at købe kød i den anden bod- men tror at den anden dame råbte at hun ikke skulle sælge mig noget!!!
Puha, lige pludselig følte jeg mig godt nok MEGET langt hjemmefra: jeg havde ingen anelse om, hvad det hele drejede sig om, om jeg havde fornærmet hende på nogen måde eller hvad søren jeg havde gjort galt og jeg havde absolut ingen mulighed for at finde ud af det eller forklare mig...
Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, som jeg har brugt en del energi på at tænke på, samtidig gik det op for mig hvor svært det er at være i et andet land/anden kultur, især når man ikke kan sproget...
Senere har jeg fundet ud af, at det kan have noget med overtro at gøre, da den første kunde der køber noget har betydning for salget resten af dagen og/eller at jeg muligvis har fornærmet hende ved først at kigge og derfeter vendt tilbage da der ikke var nogle andre boder der var åbne...