Fredag D. 12. september

Bowling med 13 Vietnamesere...
Det skal opleves!

Sara, Jannie og jeg havde inviteret vores læreinder ud og spise og bowle. Til at starte med var det bare 9 læreinder og så os- men på da tiden nærmede sig d. 12, var vi lige pludselig oppe på 17 pers. (inkl. os 4 danskere), da nogle gerne ville have børn og mand med og da vi ikke kunne lide at sige nej- ja så voksede antallet af deltagere... Nå men vi sørgede for hele tiden at holde bowling centret opdateret, da vi både havde bestilt borde i restauranten og baner.... eller det var i hvert fald hvad vi troede...
Men da dagen kom og vi alle mødte op i bowling centret, viste det sig at hele restauranten var booket til et stort selskab og vi gik derfor ned på en restaurant som lå i nærheden. Tjenerne så dog noget overrasket ud, da vi troppede 17 pers. op- men efter et kvarters tid, havde de fået samlet nogle borde og dækket op til os. Vi fik 2 menukort til 17 pers, så udsigten til at få mad var ikke lige i den nærmeste fremtid, men heldigvis tog én af lærerinderne styringen og hun formåede på overraskende vis, at få klaret alle bestillinger på rekordtid! Jannie, Allan, Sara og jeg bestilte alle den samme kødret, og læreinderne bestilte alle nudler m. "seafood" og "lav-selv" forårsruller. Så langt så godt.
Vores kødretter kom først på bordet og ca. 10 min efter kom læreindernes mad. Det underlige var, at vores kødretter blev stillet midt på borden, så alle kunne smage, mens læreinderne fik hver deres ret stillet foran sig- da jeg ikke er så glad for seafood, var det lidt af en "mave-tom" fornemmelse, for nåede kun at få 2-3 stykker kød... Lærerinderne var dog så søde, at lave en forårsrulle til mig og så fik jeg lidt deres nudler. I Vietnam er man ikke så hysterisk med andres bakterier- så jeg fik lidt fra hver af deres tallerken, serveret med deres spisepinde, som de har haft i munden- Hvad man ikke dør af, bliver man vel stærkere af.... Haha

Afsted mod bowling centret igen, vi bestilte 3 baner og inden vi havde set os om, så havde én af lærerinderne fordelt os og skrevet vores navne på banerne- Meget effektivt, det er ellers det der kan tage laaang tid i DK (-:

Mine 2 lærerinder Huong (tv) og Ham (th)

De fleste af læreinderne havde aldrig prøvet at bowle, jeg vil prøve at forklare: nogen løb forvirret fra bane til bane med deres kugle, nogen tabte kuglen da de skulle bowle, andre overtrådte med 1-2 meter og nogen trillede kuglen mellem benene, altså et stort kaos... Men de var meget gode til at heppe på hinanden... (-:

Efter bowlingen tog Jannie, Allan og jeg sammen med nogen fra ambassaden på et noget anderledes diskotek (Solas)... for det første tog det en evighed for taxichaufføren at finde det og for det andet, så viste det sig, at diskoteket/baren var en gammel fiskekutter- men hyggeligt var det og de lavede de bedste mojito... så med slinger i valsen, kom vi retur til Pho Ho Giam ved en 6´tiden... Hvilket var lidt for sent for mit vedkommende, da jeg havde planlagt en tur til en sølv landsby lørdag morgen...

Ny Tattoo

En ægte Hanoi-Tattoo

Torsdag d. 11. september var dagen, hvor jeg officielt blev ægte Hanoianer... Hvilket denne noget uønskede tattoo viser:

En sådan fin tattoo får man, når man kommer til at gå ind i en brand varm udstødning på én af de tusinder af MotorBikes som findes i Hanoi... AV, tror jeg er det ord, som beskriver det bedst!

Sao Mai D. 10.-12. september

Nye elever, Moon-festival på Sao Mai og en følelse af afmagt...


Dette skal fejres, og når man nu har lavet et program hvor børnene skal optræde og brugt til på at forberede det- ja hvorfor så ikke gentage succesen 3 dage i træk...!? Min første tanke er: hvor er det bare typisk Vietnamesere...


Vi slæber alle børnene op på første sal den 1. dag og ned i gården de andre dage - laver et program som varer ca. 2 timer, fylder de første 15-20 min. ud med underholdning med børn, for børnene og så fylder vi resten af tiden ud med taler af forskellig art- og hvorfor ikke invitere forældrene den ene dag, og sponsorer af forskellig art de 2 andre dage... Kan godt være jeg lyder lidt negativ- men det giver simpelthen ikke nogen mening for mig at tage alle børnene (de fleste autister) ud af deres vante rammer, for at de skal sidde stille og lytte til forskellige taler osv...Og så 3 dage i træk!

Nå men når nu det er sagt, så var det interessant at se hvordan de fejre nye elevers ankomst og moon-festivallen. Børnene var virkelig gode og de har trænet hårdt i en uge til dette og deres kostumer var virkelig flotte og kreativt lavet.






Den sidste dag, fredag, var der lidt mere for børnene, da en gruppe studerende havde taget sig tid til at komme og lave noget underholdning for børnene- det var dog tydeligt at mærke at flere af børnene ikke helt kunne overskue det- nogle græd, andre holdt sig for ørene, mens andre havde svært ved at skulle sidde stille...


Desuden var der en af de ældre (ca. 14år) børn, som meget gerne ville i kontakt med mig, først kom han hen og bogstaveligt talt satte sig på ryggen af mig, jeg forsøgte at forklare, at det gjorde temmelig ondt- men lidt efter kom han igen og satte sig, da jeg fik ham lidt væk prøvede jeg igen at forklare- men det virkede ikke helt, bagefter kom han og lagde hænderne rundt om min hals og klemte til- jeg fik hans hænder væk og sagde "Nej", hans lærerinder kiggede og smilede til mig, da jeg med mit blik prøvede at signalere at det ikke var rart- derefter kom han hurtigt tilbage og gjorde det samme igen- denne gang med et fastere greb og det var svært for mig at få dem væk igen. Det var så ubehageligt og der gik fuldstændig panik i mig, så jeg blev simpelthen nød til at forlade arrangementet, da jeg var bange for at jeg i ren refleks ville komme til at slå ud efter ham. Bagefter sad jeg lidt og tænkte over hvad det var der gjorde, at jeg reagerede så voldsomt og jeg tror at det var fordi, at jeg hverken kunne forklare drengen eller lærerinderne, hvad det gjorde ved mig, at han tog kvælertag på mig. Og at jeg går panik, når nogen gør det ved mig. Det var en rigtig ubehagelig følelse af fuldstændig afmagt, som jeg sad med bagefter.

Mandag D. 8. september

Moon-festival på KOTO...

KOTO er et sted, hvor gadebørn og børn med en belastet baggrund kan komme og få en uddannelse, de lærer engelsk og får kurser i madlavning. Koto har to restauranter i Hanoi hvor de unge bagefter kan få et job.

Moon-festival er noget som holdes hvert år og det er der hvor månen er rundes (fuldmåne), det er en fest får børnene, hvor der er underholdning og hvor børnene får mulighed for at ønske at deres drømme skal gå i opfyldelse og man spiser en speciel kage, som er MEGET sød og ligger utrolig tungt i maven. Denne højtid kan vist nogenlunde sammenlignes med fastelavn..

Nå men vi var blevet inviteret at An Vu, som også arbejder på Sao Mai et par gange om ugen og vi havde forstået at det var med mad... meen maden viste sig at bestå af chips, mooncake og frugt, efter at have indtaget denne næringsrige aftensmad, begyndte underholdningen. Nogle af børnene havde klædt sig ud i drage-kostume, en anden dreng havde en trøje på maven og maske på og viftede med en vifte foran dragen og forsøgte at få dragen ind i huset, mens en tredje dreng tæmmede dragen med en stor kæp.

Dragen er et af de 4 hellige dyr i Vietnam og det bringer lykke, hvis dragen kommer ind i ens hus.

Dernæst fik vi hvert et rosenblad, som skulle symbolisere vores drøm, hvorefter vi alle gik ned mod Westlake for at lægge vores drømme/ønsker i en lotusblomst, som skulle sættes ud på Westlake.

En meget smuk og unik oplevelse at se ens drømme flyde væk i en lotusblomst på Westlake....

Søndag D. 7. september...

Bryllup 7/9 2008...

En af læreinderne (ved stadig ikke hvem hun er) på Sao Mai skulle giftes og Sara, Jannie, Allan og jeg blev inviteret med til receptionen - Juhuuu en mulighed for, at få brugt en af de mange nye kjoler (-:

I invitationen stod der en masse på vietnamesisk, som vi selvfølgelig ikke forstod, det eneste vi faktisk forstod var: 7/9 2008 og kl 9.30-12.30... Hvilket må siges at være de væsentligste detaljer (-: Dr. Lan forklarede os, at det er almindeligt at man i Vietnam inviterer ca. 600 personer til et bryllup og for at have plads til alle, så deler man gæsterne op i hold og vi var så på "morgen holdet" og det forventes at man forlader receptionen kl. 12.30 så der er plads til de nye gæster... Vi var alle sammen fulde af forventninger og spændte på at opleve et vietnamesisk bryllup... Vi aftalte med Dr. Lan at vi skulle komme hjem til hende først og derefter følges til receptionen, vi spurgte hvad vi skulle give i gave og fik af vide, at det er normalt at hver person giver 200.000VD (60kr)- så kan brudeparret selv købe hvad de mangler...



Vi drog alle afsted kl. 9.00 søndag morgen og ankom hos Dr. Lan 9.45- taxachaufføren var ikke helt så kendt i området og havde mildesttalt problemer med at finde hendes hus...



Nå, men da vi endelig kom til Dr. Lan´s hus blev vi modtaget af Dr. Lan og en ung pige, som jeg troede var hendes datter- jeg gav derfor pænt hånd og præsenterede mig selv- hun tog imod min hånd, men sagde intet- men da jeg jo gerne ville hilse "ordenligt" på hende forsøgte jeg igen på vietnamesisk: "Toi La Louise..."(jeg hedder Louise)- "Em te la si..?" (hvad hedder du?) hvoefter hun bare rystede på hovedet...Hmm jeg prøvede igen, bare langsommere "Em...te...la...si?" hun rystede på hovedet igen, mens hun sagde "Kaum" (nej)...Hvorfor vil hun dog ikke sige sit navn, tænkte jeg og gav det et forsøg mere, endnu langsommere og tydeligere "EM......TE......LA......SI?"- til sidst opgav jeg og fandt bagefter ud af, at hun ikke var Dr. Lan´s datter, men hendes maid, og det var derfor ikke hendes "bord" at socialisere med gæsterne... Hvor pinligt!- her havde jeg stået og forsøgt, at gøre mig forståelig imens hun har forstået det allerede første gang...

Hjemme hos Dr. Lan

Videre til receptionen, hvor Sara og jeg følte os en anelse "overdressed", da alle andre havde t-shirt og bukser på!!!

Nå men vi blev næsten med de samme inviteret hjem til brudens familie, hvor de inviterede på the og hvor vi mødte brudens bedstemor, en dame på 70 år, ca. 1.5m høj med kulsorte tænder- hun var bare så sød og virkelig sjov... selvom hende og jeg ikke forstod et kuk af, hvad hinanden sagde, så lykkedes det os på en eller anden måde, at få en lang snak... Hun tilbød mig noget af hendes frugt, som hun tyggede på og som gjorde tænderne sorte, jeg takkede pænt nej og fortalte at i DK er det "moderne" at have hvide tænder- en af gæsterne fortalte, at sorte tænder er et tegn på sunde og stærke tænder i Vietnam... Jeg forsøgte at fortælle, at de så ud til at det virkede, for i Dk har de fleste på hendes alder protese!!!

Da vi kom tilbage til receptionen, var det tid til at spise- vi fik en masse forskellige retter mad- én af dem var "pil selv-rejer", som jeg spiste en hel del af, jeg prøvede at finde et sted, hvor jeg kunne lægge de afpillede skaller, en af gæsterne så mit søgende blik og viste, at jeg bare kunne lægge dem på dugen eller smide dem på gulvet- Hmm jeg så mig lidt omkring og så hvordan folk bare smed deres rester på gulvet- den var vist ikke lige gået i DK...

Efter vi havde spist skulle vi hjem, men vi havde endnu ikke set brudeparret- så havde ingen anelse om, hvem det var der skulle giftes og hvem det var vi havde været til reception hos- MEGET mærkelig oplevelse!


Et par dage efter havde min lærerinde (Huong) billeder med af brudeparret, gommen var åbenbart hendes broder...

En følelse af, at være MEGET langt hjemmefra...

Senere på dagen tog jeg ud for at købe svinekød, på vores lokale marked, da jeg havde lovet at lave bryggergryde om aftenen til os alle sammen. Det blev til en lidt ubehagelig oplevelse!!!
Normalt plejer der at være mange boder med kød, så da jeg ankom til markedet ville jeg lige se mig omkring, inden jeg besluttede mig for, hvor jeg skulle købe mit kød. Den første bod jeg kom til, havde dækket kødet over med et klæde og da damen, som ejede boden havde travlt med noget andet, lettede jeg på klædet, for at se hvad hun solgte...Det var ikke lige det kød jeg skulle bruge, så jeg gik videre uden at tale med sælgeren. Denne dag var åbenbart anderledes end andre dage, for der var kun to boder med kød, som var "åbne"... Jeg gik derfor tilbage til den første bod jeg havde kigget på, for at se nærmere på hendes udvalg og her gik det så galt!!!!
Damen kiggede på mig med med så meget foragt, at jeg med det samme følte mig ubehageligt tilpas, men da jeg ikke viste hvad der var galt gik jeg tættere på for at spørge, hun begyndte at råbe af mig, mens hun viftede mig væk med hænderne- Det var ret tydeligt, at hun ikke ønskede at se mig og ej heller ville eje mine penge- om jeg så havde foræret hende dem- hvilket er ret usædvanligt i Vietnam. HVAD F..... HAVDE JEG DOG GJORT!!!????
Jeg forstod virkelig ikke hvad jeg havde gjort galt, men gik over til boden ved siden af for at købe kød der, damen stod stadig og råbte af mig og flere mennesker havde vendt sig om og kiggede med de samme hadefulde øjne på mig- det lykkedes mig dog at få lov at købe kød i den anden bod- men tror at den anden dame råbte at hun ikke skulle sælge mig noget!!!
Puha, lige pludselig følte jeg mig godt nok MEGET langt hjemmefra: jeg havde ingen anelse om, hvad det hele drejede sig om, om jeg havde fornærmet hende på nogen måde eller hvad søren jeg havde gjort galt og jeg havde absolut ingen mulighed for at finde ud af det eller forklare mig...
Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, som jeg har brugt en del energi på at tænke på, samtidig gik det op for mig hvor svært det er at være i et andet land/anden kultur, især når man ikke kan sproget...
Senere har jeg fundet ud af, at det kan have noget med overtro at gøre, da den første kunde der køber noget har betydning for salget resten af dagen og/eller at jeg muligvis har fornærmet hende ved først at kigge og derfeter vendt tilbage da der ikke var nogle andre boder der var åbne...

Sao Mai

Faktisk rart at være tilbage på Sao Mai...

Efter at have været væk fra sao Mai i ca. 14 dage, var det overraskende rart at vende tilbage på Sao Mai. Da jeg trådte ind i klasselokalet om morgenen, kom børnene løbende over til mig og jeg fik massere af kram og lærerinderne smilede og forsøgte, så godt de nu kunne, at spørge ind til min ferie- hvilken dejlig velkomst... Må nok indrømme at jeg inden ferien ikke var helt sikker på, om jeg overhovedet var glad for at være på Sao Mai- hovedsageligt fordi kommunikationen imellem lærerinderne og mig er meget sparsom og derfor har jeg ofte følt mig meget alene og frustreret over ikke at kunne have en ordentlig samtale med nogle af dem. Dem som kender mig, ved også at jeg er glad for at snakke og oftest har en kommentar til det meste, så når jeg ser det lidt i bakspejlet, så er det måske en meget god øvelse for mig, at skulle observere uden faktisk at være i stand til kommentere på hvad jeg ser...

Inden jeg tog afsted på ferie, havde jeg sat et lille projekt igang (uden faktisk selv at være helt klar over det!!!) 2 af drengene i klassen, blev hver dag madet af læreinderne, selvom de er ca. 4 år og deres motorik umiddelbart er god til, at de kan spise selv- jeg havde længe siddet og tænkt over hvorfor de mon blev madet og eftersom det ikke var så nemt at få et svar fra lærerinderne, besluttede jeg mig en dag for, at finde ud af om de mon ikke selv var i stand til at spise selv. Jeg tog derfor et bord og 2 stole frem og satte de to drenge ved bordet, hvorefter jeg hentede en tallerken grød til dem begge og satte mig derefter foran drengene og gav dem en ske hver. Både lærerinderne, men også drengene kiggede lidt forundret på mig og jeg tror de tænkte "Hvad søren har hun gang i???"... Drengene tog skeerne i hånden, men var ikke helt klar over, hvad det var der skulle ske, jeg prøvede på mit gebrokne Vietnamesiske at sige "An di´" (Noget i retningen af spis...) Drengene kiggede endnu engang på mig og så på hinanden- "Hvad er det dog hun vil...". Nå, jeg tog så og hjalp drengene skriftesvis med at få en skefuld grød op på skeen og ind i munden og hvergang de havde spist en mundfuld, udbrød jeg en masse: jaaa! Godt! juhuuu!! efterfuldt af HighFive og thoms up... Hvilket var til stor morskab for drengene og der gik derefter hurtigt sport i at få spist en mundfuld, så vi kunne "fejre" det...

Dette gjorde jeg et par dage inden ferien og til min store overraskelse havde lærerinderne åbenbart fortsat med dette mens jeg var på ferie, for da børnene skulle til at spise frokost, havde læreinderne dækket op til de to drenge og mig!!! Det var en ubeskrivelig følelse af stolthed og glæde, der fyldte mig, da det gik op for mig, at lærerinderne rent faktisk havde lagt mærke til hvad jeg havde gjort og så endda fuldt op på det!!! Det gik ligepludselig op for mig, at det ikke kræver store samtaler, fagter osv. at kommunikere, men at en udemærket måde at kommunikere på faktisk er: "at gå foran" og på den måde vise hvad det er man tænker...

Senere på ugen havde jeg en tolk i klassen og jeg fortalte hvad der var "sket" og bad hende takke lærerinderne for at have lagt mærke til det og for at have fulgt op på det. lærerinderne fortalte at de synes det var en rigtig god idé, da det var "tidsbesparende" for dem og de roste mig for at have fundet en løsning! Ja der kan man bare se, det var jo ikke lige fordi jeg havde opfundet den dybe tallerken, men noget der var så indlysende og simpelt for mig, var rent faktisk "nytænkning" for dem- Så uden at lyde alt for "kliché agtig" så endte det med at vi alle lærte noget!

Drengene sidder nu sammen med de andre børn ved det store bord og spiser...

Sao Mai´s vagthunde...

Sao Mai har åbenbart 2 hunde som holder vagt om natten, de bor ude under en trappe i gården ved legepladsen- hvilket jeg først for nyligt har fundet ud af... Hundene bor i et bur, hvilket er ok- problemet er bare, at burets bund er lavet af hønsenet, hvilket er godt mørt og fyldt med store huller og da buret er hævet ca. 20cm over jorden, falder hundene igennem hullerne med deres poter og risikerer at få nogle dybe flænger- Og da jeg jo er en rigtig "dog-lover", var den eneste rigtige handling, at få fat i pedellen og spørge ham om det mon ikke kunne lade sig gøre, at hundene kunne få en ny bund i buret- jeg/vi skulle nok betale... Dagen efter kom han og viste mig det nye net han havde købt, samt en regning på 200.000VD (60kr) - Sara og jeg betalte med glæde og et par dage efter var den nye bund lagt i buret, Glade var vi!!! (-:

Hoi An

I`m no Scarlett...

Sara og jeg tog fredag d. 22. august på ferie til Hoi An, som er en ferie/bade by syd for Hanoi- vi valgte at tage afsted allerede nu, da de snart har regntid og hvem gidder på ferie til et sted hvor det regner...

Vi ankom til Da Nang lufthavn kl 21.00 efter ca.1 times flyvetur- lufthavnen var meget lille og da vi havde taget vores baggage og det var blevet tjekket, at det faktisk var vores baggage, gik vi ud i "ankomsthallen" som i Da Nang var direkte ud på en gade...Ja lille var den...
Eftersom vi jo er ved at være rutineret i at tage taxi og ikke betale overpris, så gik vi uden om alle de meget ivrige chauffører og direkte hen til en Malin-taxi- som vi kender fra Hanoi og som ikke snyder- vi satte os ind og viste chaufføren adressen til vores hotel i Hai An og han kørte derud af... Da jeg spørger chaufføren om et spørgsmål, svare han noget der lød som: "Sorry you`r no Scarlett..." Hmm... jeg sad lidt og funderede over svaret- nej, selvfølgelig ved jeg godt at jeg ikke er nogen Scarlett, men derfor kunne han da godt svare... Jeg forsøgte og se om Sara havde hørt det samme, for jeg var efter lidt tænketid ved at flække af grin... Sara havde vist ikke hørt det, så jeg forsøgte at fortælle hende det, uden at chaufføren opdagede at der var ham jeg grinte af- Sara spurgte ham derefter om noget, hvortil han svarede: "Sorry, i`m no Scarlett..." Hvorefter vi slet ikke kunne holde masken... Så det første spørgsmål er så: Hvis jeg ikke er nogen Scarlett og chaufføren heller ikke er, hvem er så?, hvem er hun? og hvor er hun???
Efter ca. 25min i taxaen med grineflip, og fundering over hvem der er en Scarlett, nåede vi frem til hotellet, hvor vi blev mødt af en ung mand, som var portner, han kiggede på os og lukkede os ind, vi hilste pænt, men han svarede ikke og havde ingen mimik, som kunne indikere at hun hilste tilbage... Andet spørgsmå: er han døv?, stum? eller måske ikke fra denne verden...?
Nå, men op på værelset, som var ok pænt, vi satte vores tasker og gik ud for at finde noget at spise og fandt restaurant "Eden"- bestilte en creamy tomatsuppe og agurk/tomat salat, som vi kender fra Hanoi, Men skuffet blev vi... Tomatsuppen smagte af og lignede vand med tomatpurre og salaten var mildt sagt fesen... mens vi sad og "nød" vores mad, kom en meget fuld mand ned fra en karaoke bar, som åbenbart lå over restauranten... Manden var så fuld at han havde problemer med at gå og havde det vist ikke for godt... For pludselig begynder han at kaste op, kun få meter fra Sara og jeg, som sad og spiste...Ard... Nå vi forsøger, at forklare at det ikke er det fedeste at se/høre på når vi sidder og spiser, men servitricen laver bare en bevægelse med hånden, som indikerer at han har fået for meget...Hmm det var jo sådan set også den konklusion vi var kommet frem til!!! Nå det ender så med at vi stadig "brokker" os og til sidst fatter de det vist og sætter ham så op på en knallert- hvilket fik Sara og jeg til at prostere højlydt- men Vietnamesisk logik er vist: Hvis manden ikke kan gå- så må han jo køre....

Morgenene efter gik vi ned i restauranten som hørte til hotellet, for at få lidt morgenmad hvilket var inkluderet. Vi tog hver et stykke lækkert friskbagt brød, troede vi... kort efter var vores tallerkner levende af små myre og vi smed straks tallerkenerne fra os- en ansat på hotellet kiggede på vores tallerkner, mens vi ivrigt prøvede at forklare at brødet var uønsket "proteinberiget"...hun tog til sidst brødkurven og kom kortefter tilbage mens hun kiggede undersøgende på brødet- har en stærk mistanke om at hun bare lige havde rystet det og skulle sikre sig at myrene ikke var der mere... hmm vi nøjedes derefter med ristet toastbrød...

Sara og jeg lejede en motorbike hver, vi tænkte at det var en god mulighed for at afprøve vores evner i den vietnamesiske traffik... vi var lidt tøvende den første dag, men derefter blev vi næsten prof til at køre dem- dog med en max. hastighed på 60kmh- selvom den kunne køre 160kmh, er vejene dårlige og specielt de vietnamesiske med-traffikanter gør, at det ville være livsfarligt at køre hurtigere.

Fredag d. 29. august tog Sara og jeg en tur til Cham Island med motorbåd, for at se den smukke og noglelunde turistfri ø, men særligt for at snorkle... Uhh jeg var lidt nervøs, fordi jeg lider lidt af vandskræk og derfor var bange for at gå i panik, men det gik noglelunde smertefrit- vandet var en smugle grumset, men jeg fik da set nemofisk, triggerfisk, papegøjefisk, kæmpe blå/lilla søstjerner og nogle andre flotte fisk... En helt ubeskrivelig fed oplevelse- som jeg helt sikkert skal prøve igen... Senere tog vi ud på en, på nær en lille lokal restaurant, øde strand hvor vi fik serveret alt godt fra havet- jeg nåede at smage østers og en snegl, inden jeg blev stukket på ryggen af en STOR bi... FOR H...... hvor gjorde det ondt, de lokale fattede hurtigt hvad der var sket og kom med noget salve samt gennemtyggede peanuts som de smurte på... hvilket lindrede en smule, men jeg havde så ondt at jeg ikke kunne spise mere om bare måtte gå en lang tur hvor jeg bandede og svovlede en hel del... først efter 1½ døgn var smerten helt væk, øv øv øv.

Søndag var der Miss Vietnam (finalen) i Hoi An, som Sara og jeg rigtig gerne ville se, men da vi skulle på job mandag kunne det ikke lade sig gøre- men heldigvis ringede Jannie og fortalte at Sao Mai var lukket mandag pga. helligdag, så vi skyndte os at få lavet vores flybillet om til mandag aften (kostede 15kr) og købte billetter til showet (150kr). Det var et stort og meget prangende show, dog var noget af showet fyldt med fejl: Åbningen kiksede, da lyd og fyrværkeri ikke gik igang, så det måtte gøres om og deltagerne var ikke helt så gode til at huske hvilken vej de skulle gå, hvilket resulterede i at der flere gange stod 7 piger i én side og kun 3 piger i den anden side, og til sidst måtte tv-mændene stå og guide pigerne med diverse fagter.. men alt i alt et flot show. Bagefter blev jeg interviewet til Vietnamesisk tv, hvilket var en sjov oplevelse. Interviewet var på engelsk og intervieweren spurgte om nogle lidt anderledes spørgsmål: 1. hvordan synes du publikum var?, 2. hvordan var showet? og 3. hvad synes du om vinderen? Jeg havde allermest lyst til at svare: 1.kedelige og meget uengageret, 2.flot men fyldt med fejl og 3.tror at det afhænger af øjnene der ser, men flot kjole hun havde på... Men svarede selvfølgelig bare: 1. meget engagerede, 2. smukt og meget flot show og 3. super smuk vinder...

Ellers brugte Sara og jeg ellers dagene på, at ligge på stranden

...og fise rundt fra den ene skrædder til den anden og fik syet diverse kjoler og nederdele- vi havde den plan at vi hellere ville spille på flere heste i starten hvorefter vi kunne finde frem til den bedste skrædder, så vi fik syet nogle simple kjoler i starten og fandt til sidst frem til én skrædder: MINH KHÁNH, som er ejet af Hieñ og hendes datter Thuý- de er virkelig dygtige og på en eller anden måde lykkedes det dem, at forvandle de billeder vi havde i hovedet til super flotte kjoler... Så der endte vi med at få lavet det meste af vores tøj- tror alt i alt at jeg har fået lavet ca. 25 stykker tøj s-:

Vi fik også lavet en del sko (ca. 10 par) og måtte købte en ekstra rygsæk...Puha havde ellers ikke de store planer om at få lavet noget inden vi tog afsted og havde også sagt til Sara, at jeg ikke regnede med at få lavet så meget... Hmm har lige pakket det hele ud og må (endnu engang) konstatere, at jeg ikke er så god til at begrænse mig... Har regnet mig frem til at for at få brugt kjolerne, så skal jeg i hvert fald til 7-10 bryllupper/store fester/runde fødselsdage og min. 1 Oscar uddeling....

Alt i alt har det været super skønt med en ferie- men må indrømme, at jeg den sidste dag glædede mig til at komme "hjem" til Hanoi (-: