Tirsdag den 30. september

"I dag er det Louises fødselsdag....hurra hurra hurra......"

ZZZZZZZZZzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Sara var så sød at komme og "vække" mig med sang- det gik bare ikke helt som planlagt da jeg åbenbart var i en MEGET dyb søvn, så efter at have sunget et stykke tid uden reaktion fra mig, går Sara hen til sengen for at tjekke om jeg er i live- først der vågner jeg og vi får begge et kæmpe chok... sikke en start, Sorry Sara og tak det var SÅ sødt gjort!!! (-:

Mine lærerinder havde købt 2 halstørklæder til mig og sang en lille fødselsdagssang for mig og jeg blev meget rørt over det!

I frokost pausen fik jeg en besked om, at jeg kunne hente min mobiltelefon kl. 13.00 i Hanoi, da der var en fra nationalparken som alligevel skulle til Hanoi, så han havde taget den med til mig- jeg tog en taxi derind og chaufføren var en dame (sjældent set i Hanoi) som hedder Thuy og hun kunne snakke tysk, så vi fik os en lang snak på gebrokken tysk, Thuy hjalp mig med at ringe til manden med min mobil og få aftalt et sted at mødes. Efter at have fået min mobil (Jubiii) kørte vi tilbage til Sao Mai og på vejen stoppede Thuy og købte en buket roser til mig: Gutes geburstag ! Der blev jeg sgu rørt...det var så sødt af hende (-:

Efter arbejde kom Trang og hendes kæreste med en gigantisk buket blomster, fra hele fam. Viet- Endnu engang blev jeg rørt- det betyder bare SÅ meget når man er så laaangt væk fra familien i DK, at der er nogen der tænker på en (-:

Om aftenen tog Jannie, Allan, Sara og jeg ud og spiste på Boby Chien, en meget fin restaurant og måske den dyreste i Hanoi (3.000.000VD = 900kr) for 4 pers. Det var alle pengene værd, maden og stemningen var super og det var en rigtig hyggelig middag!

Sara havde lavet en fin gave til mig, med et gave kort til en rigtig tøsedag og Jannie og Allan gav mig et gavekort til cirkus, middag og kasino- Hvad mere kan man da lige ønske sig... (-:

Jeg savnede selvfølgelig min familie og vennerne i DK ekstra meget denne dag, men det hjalp at få så mange lykønskninger hjemmefra- TAK!!!!!!!!!

27-28. september

Så så man lige 2xNynne på weekendtur til Cuc Phuong...

Egentlig var det meningen, at vi alle 4 skulle have været i Sapa (nord for Hanoi), vi havde købt biletter til toget og alt så lovende ud- glædede mig super meget til at komme lidt væk fra Hanoi og se noget andet- Og Sapa skulle være så smuk... Men, men, men der var varslet storm og orkan i Sapa og ambassaden rådede folk til ikke at tage nord på... Hmm skuffet og irriteret blev jeg, men rasende blev jeg da vi skulle have pengene retur for vores tog biletter... Vi kunne ikke få pengene retur for biletten til Sapa, da toget ikke var aflyst og vi kunne kun få 70% retur for biletterne tilbage til Hanoi- alt i alt kostede det os knap 1 million (300kr) hver...

Sara og jeg besluttede så, at tage væk fra Hanoi, når vi nu alligevel havde fri fra arbejdet. Vi fandt nationalparken Cuc Phuong (150km syd for Hanoi) i "lonely planet" og tog afsted lørdag morgen.

Vi startede selvfølgelig med, at være alt for længe om, at komme afsted og da vi åbnede hoveddøren lå der ca. 10-15cm vand i gaden- så af med strømer og sko og så gik vi ellers, klædt i det fineste Robinson/BackPacker outfit, på bare tæer med sko og strømper i hænderne- vi prejede en taxi og kørte afsted mod busstationen- som viste sig at ligge betydeligt længere væk end beregnet, så vi kunne godt glemme alt om at nå bussen, som kørte 7.40 og vi var ærligtalt temmelig irriteret på os selv- HVORNÅR lærer vi lige, at det kan betale sig at undersøge tingene 110%...!

Da vi endelig kom frem, blev vi mødt af en gruppe "bus-hajer", som mildestalt rev os i arme og ben for at få os med i deres bus - vel og mærke uden at have en anelse om hvor vi skulle hen (MEGET stressfuldt!), nå men vi kom ind i en bus og kørte i ca. 2 timer hvorefter vi ankom til Ninh Binh. Vi blev STRAKS "modtaget" af en MEGET ivrig mand, som nok skulle kører os for Xkr- igen uden at vide hvor vi skulle hen... Det blev lidt for meget for Sara og jeg, så vi satte os og drak en sodavand og forsøgte at finde ud af hvad vores næste "smarte" træk skulle være- efter at havde forhørt os om priser på taxi til Cuc Phuong (45km), indså vi, at den ihærdige mand fra bussen var billigst og vi måtte bøje os. Han arrangerede en bil som kunne køre os for 300000VD(90kr).

Vi ankom kl 11.45 til receptionen i Cuc Phuong, spiste frokost og bestilte overnatning inde i parken- vi havde selvfølgelig glemt vores pas, så efter en del hurlumhej lykkedes det os, at få Trang til at faxe kopier af vores pas og vi kunne ånde lettet op!.

Dién, en guide som skulle vise sig at blive meget vigtig, spurgte om vi skulle med motorbike/bil eller cykel til stedet hvor vi skulle sove. Og da var det så at Sara og jeg fik den første hjerneblødning og blev enige om, at vi skulle gå- det var jo "kun" 20km og Dién sagde det ville tage 3 timer- dog så han lidt skeptisk ud... kort tid efter kom min anden hjerneblødning, vi kunne jo gå en tur til "1000-year-old-tree", når vi var kommet frem og så lige spise aftensmad, derefter kunne vi tage på Nightseeing og så kunne vi tage til vandfaldet og Muong village søndag... Her ydede både Sara og Dién en meget nødvendig førstehjælp- de stoppede mig og Dién forslog at vi "kun" gik turen og tog på Nightseeing og søndag kunne vi se 1000-year-old-tree og så synes han ikke vi kunne nå mere... Vi lyttede til ham, han var trods alt en "smugle" mere rutineret end os...det skulle vise sig at være en STOR STOR fejl!!

Optimistiske og spændte begyndte Sara og jeg at gå og vi fik selskab af en hanhund, som vi kaldte Albert og han fulgte os hele vejen... Jeg faldt selvfølgelig straks for Albert, hvilket senere førte til min tredje hjernebødning...

Turen var utrolig smuk og det var en helt ubeskrivelig følelse at gå ad vejen gennem junglen, hvor vi så og hørte mange forskellige ting, bla:

Da vi havde gået i de knap 3 timer, som hele turen skulle tage, og først nu var nået til det første stop: Prehistoric Man, forstod vi, hvorfor Dién havde set så skeptisk på os, da vi sagde at vi ville gå hele vejen og at han nok havde ment at de 3 timer var til dette stop og ikke HELE vejen... Vi indså, at vi måske nok havde taget munden for fuld og på kortet kunne vi se at vi ikke engang var halvvejs. Vi blev dog, af en uforklarlig grund, enige om at hvis vi bare gik lidt hurtigere og tog knap så mange billeder, så skulle vi nok nå frem inden det blev mørkt...WRONG!!!

Da vi havde gået endnu 1.5 time kom der bil med nogle af dem der arbejde i nationalparken og tilbød os lift- YES var det eneste rigtige svar til dette og da Albert var forsvundet fra os, var det bare om at komme frem til stedet hvor vi skulle sove... Efter at have kørt ca. 2km så vi igen Albert og gensynsglæden var gensidig stor (troede jeg) og vi forsøgte at få Albert med i bilen- mændene gav efter og jeg løftede ham op på ladet hvor vi sad- Albert var dog ikke helt tryg ved situationen og det endte med at han hoppede ned og vi måtte køre fra ham. Albert løb efter bilen da den kørte og da det var meget glat, skred hans ben flere gange under ham- til stor fornøjelse for mændene som grinede af det- Det var lige en tand for meget for mig og mit hjerte og efter flere forsøg på at få dem til at stoppe- fik jeg min 3 hjerneblødning- og råbte "STOOOOOOOP bilen jeg vil af!" de forsøgte at ændre min beslutning, da der endnu var 4 km tilbage... Men stædig var jeg og jeg havde jo Albert at følges med... troede jeg, men da bilen med Sara og mændene kørte, ja så løb Albert selvfølgelig med og så stod jeg ellers der midt i junglen, alene´, træt, uden lommelygte (Sara havde begge) og var rødglødende af raseri... "Hvad fanden tænkte jeg lige på...?!?" Men der var kun én ting at gøre og det var at gå. Efter ca. 15min var det blevet ret mørkt og jeg begyndte så småt at gå i panik ved tanken om at skulle gå 4 km i bælgravende mørke- Heldigvis havde Sara set Albert komme til guetshous´et uden mig og havde fået overtalt Dién til at hente mig- så efter 30min alene i junglen (føltes som flere timer) kom han og hentede mig på en scooter- HVILKEN LYKKE!!!

Alene i Junglen...

1½ time senere tog Dién og jeg på Nightseeing i 2 timer, hvor jeg så flyvende egern som var på størrelse med en stor kat, samt forskellige kryb- meget spændende og Albert fulgte med hele vejen, selvom jeg var lidt "sur" på ham (-: Alt i alt havde jeg gået ca.16km den dag og var mere end træt- så selvom sengen var hårdere end hård, så sov jeg som en sten... Og Albert sov på gulvet(-;

Søndag stod vi tidligt op, delte en müslibar og gik turen til 1000-year-old-tree, som skulle være ca. 3km- meen Surprise, surprise turen var i alt 8 km og var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Da vi kom til træet havde vi gået i ca. 2 timer og troede at vi bare lige skulle gå en ½ time for at komme tilbage- men nej. det tog os ca. 1½ time at komme retur og ruten var ubeskrivelig hård- op og ned af meget stejle og lange "trapper" (indhug i bjerget/klippen) og nogle steder var stien næste ufremkommelig (mindede om noget taget ud fra en Indiana Jones film)

Sara og jeg havde absolut ingen anelse om hvor vi var, hvor langt der var til "målet", vi mistede tidsfornemmelsen og da vi ikke havde fået andet end en müslibar så var disse faktorer en ret stor psykisk/fysik belastning + at der intet net var så hvis én af os kom til skade ville vi ikke kunne ringe efter hjælp- Endelig så vi SKILTET som fortalte os at vi var nået målet:

Vi åndede begge lette op og blev næsten euforiske ved synes- svært at beskrive men aldrig har jeg været så glad for at se et skilt, som da! Turen vi havde gået viste sig at være 8km lang!

Vi blev kørt tilbage til receptionen, Albert blev- vi fik af vide at han aldrig før havde gået så langt væk, jeg tænker at han med det samme, da han så os, vidste at vi havde brug for en lille "skytsengel"...haha
Efter et kort stop for at se nogle aber, blev vi kørt til busstationen- det lykkedes mig selvfølgelig at glemme min mobil i bilen og opdagede det først alt for sent- men de lovede at sende den til mig- så måske ser jeg den igen!

Da vi havde kørt i lidt over 2 timer stopper bussen pludselig og Sara og jeg bliver gænget/smidt over i en anden bus- vi forstår overhovedt ikke hvad der sker og da jeg er tæmmelig træt og sulten får jeg et mindre nervesammenbrud, da chaufføren i den nye bus råber noget jeg ikke forstår, mens han river mig i armen og forsøger at trække mig forbi den åbne busdør (mens bussen køre) - bussen er TOTALT pakket og jeg kan ikke komme forbi og er bange for at falde ud af døren- hvilket han ikke forstår før jeg med meget høj stemme fortæller ham at NU STOPPER DU!!!!!!!!!!!!! Herefter er jeg så "heldig" at sidde ved siden at 2 piger, som sidder og griner og stirre mens de peger på mig, her måtte jeg virkelig tælle til 100000 for ikke at miste temperamentet... Da vi så endelig når til busstationen i Hanoi bliver vi bogstaveligt overfaldet af 7-12 taxi chauffører/motorbike drivers som alle ville have os med- Det var så bægeret der fik det hele til at flyde over- Sara stod og stirrede ud i luften og sagde: lalalalalalalaal og jeg gik rundt i ring og talte højlydt til 10 x mange. til sidst så vi på hinanden og kunne ikke lade være med at grine- det hele var bare lige lidt for meget...

Vi sluttede af med at spise varm dejlig mad i rekord fart på en restaurant i Hanoi, hvorefter vi slæbte vores slemt ildelugtende og ømme kroppe hjem i et varmt bad og direkte i seng...

Det er den hårdeste weekendtur jeg nogensinde har været på- men ville absolut bytte denne skøre/unikke/spændende/hårde og sjove tur for noget andet...!

Tak til Sara den bedste rejse makker ever! (-:

Målformulering

1) Jeg vil i min praktik forsøge, at forbedre den sproglige kommunikation imellem mine lærerinder/børnene og mig. Dette vil jeg gøre ved, at købe ordbøger (engelsk-vietnamesisk og vietnamesisk-engelsk) og forsøge at benytte disse i hverdagen, således at jeg lære nogle vietnamesiske ord og sætninger og lærerinderne kan forbedre deres engelsk og derved opnå en bedre kommunikation i hverdagen.


2) Jeg vil under hele min ophold forholde mig nysgerrigt og spørgende til kulturen, såvel som pædagogikken på Sao Mai og derved forsøge at få en større forståelse for, hvordan og hvorfor lærerinderne underviser/handler som de gør.


3) Jeg vil i min praktik forsøge at bidrage til små ændringer i dagligdagens struktur, således at børnene får nogle udfordringer, som svarer til deres udvikling. Dette vil jeg forsøge at gøre ved at fokusere på 2 specielle tidspunkter på dagen:
A) Tidsrummet mellem ca. 10.30 og 11.00 hvor børnene spiser frokost. Mange af børnene bliver madet, selvom der er ca. 3-4år og deres motorik er god nok til at de selv burde kunne spise selv. Ved at lade børnene spise selv giver man dem en følelse af ”at kunne”, og derved styrker man deres selvtillid, samt forbedre deres koordinations evne, hvilket på længere sigt vil styrke deres fysiske såvel som psykiske udvikling…
B) Desuden vil jeg forsøge, at få indført fælles fysisk udfoldelse om eftermiddagen, da børnene ofte skal sidde stille i tidsrummet 15.30-16.30 mens de venter på at blive hentet. Jeg vil forsøge at lave forskellige lege så som stopdans, boldspil, imitation af dyr osv… Dette for at styrke børnenes motoriske udvikling, samt samspillet børnene imellem.


4) Jeg vil i min praktik forsøge at dekorere væggene i klassen, da al dekoration i klassen sidder over børnehøjde. Således at børnene har/får noget at kigge på. Dette vil jeg gøre ved, at lave nogle farverige dekorationer, hvor billeder af børnene, samt deres navne skal indgå. Det er min tanke, at disse dekorationer kan bruges til f.eks. at lære børnene at tælle, lære de andre børns navne at kende osv.


5) Jeg vil under hele mit ophold i Vietnam forsøge at forholde mig nysgerrigt til den vietnamesiske kultur og historie og derved få en større forståelse, samt kendskab til landet. Dette vil jeg bl.a. gøre ved, at besøge forskellige museer, samt tage rundt og opleve de forskellige dele af landet. Jeg vil desuden deltage i de evt. arrangementer, som jeg bliver inviteret med til, samt prioritere at få et dybere kendskab til de lokal område vi bor i, ved at tage på markeder og købe ind, spise på gadekøkkener, tage kontakt til de lokale osv.

Virksomhedsbeskrivelse

Sao Mais historie:
Trung Tâm Sao Mai (Morning star center) er en institution for handikappede børn startet af Dr. Do Thuy Lan i 1995. Da Dr. Lan startede institutionen i 1995 var det den første institution i Hanoi for handikappede børn. I starten var det en lille institution med 15 børn og to lærerinder, hvor Dr. Lan var nødt til at betale alt ud af egen lomme. Forældre betalte lidt skolepenge, men udover dette var det Dr. Lan der måtte betale resten. I 1996 hjalp en hollandsk organisation med at uddanne lærerinderne, ved at sende en psykolog ud til institutionen. Med tiden blev institutionen større i takt med at behovet for flere pladser til børn steg. På et tidspunkt havde Dr. Lan 4 institutioner med 15-40 børn hvert sted. Nu har hun kun Sao Mai, som vi studerende kender til, samt et lille sted, Bach Mai, med 15-20 børn. Sao Mai åbnede i 2005 og er nu i 2008 en stor institution med 170 børn og ca. 72 ansatte, inklusiv køkkenpersonale, pedel, talepædagoger, fysioterapeuter osv. Børnene på Sao Mai er i alderen 1 1/2 år-15 år gamle. Børnene lider enten af fysiske eller psykiske handikap, så som autisme, downs syndrom og Cerebral parese. Når børnene er fyldt 15, er der ikke længere noget tilbud til dem, hverken på Sao Mai eller andre steder. Forældre har udtrykt ønske om at Dr. Lan skulle udvide Sao Mai så der også var et tilbud for deres børn når de er fyldt 15, men dette er ikke noget som der endnu er taget stilling til. Dr. Lan har dog snakket om at bygge ud og åbne to-tre stuer til, dog for mindre børn. Målet på Sao Mai er at gribe tidligt ind og hjælpe og støtte forældrene.

Institutionens beliggenhed og fysiske rammer:
Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Det tager ca. 40 min. for os at komme til Sao Mai – 20 min. på gåben og 20 min. med bus nr. 22.

Der er 2 indgange til Sao Mai. Der er hovedindgangen, som bruges af bl.a. forældre og børnene og en indgang ved cafeen (som Phuong står for). Vi benytter altid indgangen ved cafeen, hvor vi oftest sidder og får noget koldt at drikke, inden vi begynder arbejdet klokken 8.

Der er fire etager på Sao Mai. I stuen er der café, hvor de ældste børn er i en slags jobtræning. Der er et stort køkken, som laver mad til hele Sao Mai. I stuen er der også sygeplejerske, et forældrerådslokale samt en klasse med de bedst fungerende børn, og som har potentiale til at starte i almindelig skole. Desuden er der også udgang til legepladsen herfra.

Her kan man også komme op til den swimmingpool, der ligger ovenover legepladsen. Swimmingpoolen bliver brugt til behandling og genoptræning (har dog ikke set den i brug...)
På 1. sal er der fire klasser med autistiske børn, en klasse med cerebral parese børn og et stort motorikrum.
På 2. sal er der fire klasser med autistiske og andre handicappede børn, en klasse med børn med downs syndrom, et billedkunstlokale samt et kontor.
På 3. sal er der fire kontorer, et rum til talepædagogen, et mødelokale og et rum til frivillige med sofaer og madrasser.
På 4. sal er der ca. 4 klasser, hvor de ældste børn (teenagere) er. desuden er der et musik-terapi rum, computerrum og ca. 3 rum som talepædagogerne bruger.

Løn og forældrebetaling:
Lønnen på Sao Mai afhænger af om lærerinderne er uddannet eller ej og om hvor lang tid de har været på stedet. Hvis de er uddannet på universitetet er lønnen højere end hvis de kommer lige fra High School. Lønnen ligger et sted mellem 1,5 mio. Dong om måneden til maximalt 2,2 mio. Dong, hvilket svarer til ca. 450-660 danske kr. Hver måned bliver lærerinderne vurderet ud fra deres undervisning, og hvis de klarer sig godt, ifølge dem der observerer undervisningen kan de komme op på de 2,2 mio.
Forældrene betaler for at deres børn kan gå på Sao Mai. Denne forældrebetaling afhænger af forældrenes økonomi. De forældre der ikke er fattige, betaler op til 1 mio. om måneden for at have deres børn på Sao Mai. Dette dækker mad mens børnene er på stedet og skal være med til at dække udgifter til el, vand, lønninger osv. De forældre der er meget fattige kan få tilskud for nogle af de organisationer der støtter Sao Mai økonomisk. Det foregår ved at der bliver sendt en ud for at vurdere familiens tilstand og økonomi, og herefter vurderes det hvor meget tilskud familien skal have. Fattige familier betaler mellem 200.000-500.000 pr måned.

Ledelsen:
Sao Mai er en Non Goverment organisation (NGO), hvilket betyder at stedet ikke får tilskud fra staten, men er afhængig af at få doneret penge fra forskellige organisationer. Det er Dr. Lan der er lederen på stedet og som bestemmer hvad der skal ske på stedet og i klasserne. Ud over Dr. Lan, er der en sekretær, der hjælper Dr. Lan på kontoret, og en økonomiansvarlig der holder regnskab med de forskellige udgifter. Dr. Lans søster er også ansat på stedet til at hjælpe med ledelsen når Dr. Lan har for travlt. Dr. Lan bruger meget tid på at finde økonomisk hjælp til Sao Mai, da stedet er afhængig af disse tilskud.
Normering og frivillige:
Hver klasse på Sao Mai har et sted mellem 10-20 elever, og to eller tre lærerinder i hver klasse. Antallet af lærerinder hænger sammen med børnenes behov. Der er ca. 1 lærerinde til hver 5-7 barn afhængig af deres handikap og alder. I vores klasser er der to lærerinder og os. Udover lærerinderne er der en masse frivillige på stedet, både fra udlandet, men også fra de forskellige high schools rundt omkring. De frivillige er der i forskellige perioder. De vietnamesiske frivillige er der ca. i et par timer om ugen i et par måneder. De hjælper lærerinderne med at holde styr på børnene og hjælper med at lege med dem, så lærerinderne kan få lidt større frihed. De mange internationale frivillige på stedet bliver udsendt gennem forskellige organisationer. I øjeblikket er der 4 frivillige udover os. Der er en fra Holland, to fra USA og en fra Australien. De skal alle sammen være her de næste 2 måneder.

Alle lærerinderne, inkl. os bærer en lyserød uniform...

Lørdag d. 20. september

Hvis man bare forstod vietnamesisk...

Vi var inviteret med til en stor konference om autisme, hvor der var forskellige oplæg om diagnose, "behandling" og hvad man gør i Vietnam, for at hjælpe autister. Da weekenden er blevet lidt hellig for mig, var det med blandede følelser, at jeg forlod Pho Ho Giam kl 7.30- Men så frem til at få mere viden om autisme, samt et indblik i vietnams syn på autisme...
Det viste sig dog, at jeg desværre ikke blev så meget klogere- selvom der var 10-15 andre vesterlændinge, så blev næsten alle foredragene holdt på vietnamesisk... Der var dog et foredrag på Tysk (same, same...) og 2 på engelsk- så på de 8 timer, som konferencen varede, så forstod jeg sammenlagt ca. 30 min... Jeg var en anelse skuffet og irriteret over at have tilbragt 8 timer i en konference sal- når jeg kunne have været ude og opleve en masse, samt nyde det gode vejr- som denne dag var super godt med næsten skyfri himmel (hvilket ikke sker så tit)...!

What too do...

Torsdag D. 18. september
(skrevet umiddelbart efter ”oplevelsen”, så i må bærer over med mig, mht. grammatik osv…)

Da jeg sad I klassen, mens børnene spiste, hørte jeg godt, at der var et barn der græd, men da strømmen havde været gået hele formiddagen (som det ofte sker), så er det ”normalt” at nogle børn græder pga. den ulidelige varme... Nå men denne pige havde jeg i hvert fald hørt græde i ca. 20 min. uden dog at tillægge det mere opmærksomhed. Da børnene var færdige med maden og vi havde ryddet af, gik jeg ud af klassen for at gå ned til frokost.
I det jeg trådte ud af klassen så jeg hvorfor, denne pige havde grædt – jeg blev helt forskrækket, da det gik op for mig, at hun havde lidt i 20 min. tid og jeg havde siddet og hørt på hendes gråd, uden at gøre noget ved det...
Pigen (ca. 2.5 år) lå på ryggen, mens en lærerinde holdt hende med en arm og med den anden arm bogstaveligt talt skovlede grød ind i munden på hende. Pigen forsøgte hver gang, at lade grøden flyde ud af munden igen, men da hun var ved at blive kvalt i det, måtte hun hoste og spytte for at få maden ud af munden. Lærerinden puttede, den grød pigen spyttede ud, ind i munden på hende igen. På gulvet var der opkast og lærerinden havde endda taget en fejebakke med, så hun kunne fjerne opkasten fra gulvet… Jeg stod et øjeblik og bare så på, mens min hjerne kørte på højtryk for at finde en logisk forklaring på scenariet - men den fandt selvfølgelig ingen... Derefter prøvede jeg på tusinder af forskellige måder, at fortælle lærerinden, at det var forkert, at hun skulle stoppe og at pigen var ved at blive kvalt- med mellemrum gik jeg ind og ud af min klasse- tror det var for lige at få lidt ”luft” for hele episoden. Lærerinden derimod kiggede bare på mig mens hun, stadig tvangs fodrede pigen og gestikulerede, at alt var helt okay og normalt- hvilket det jo bestemt ikke var... Til sidst begyndte jeg bare at græde, tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg febrilsk forsøgte at få hende til at stoppe. Endelig så mine egne lærerinder hvad det var, som jeg reagerede så voldsomt på og de så, at jeg græd- så de gik ud og sagde et eller andet til lærerinden, som så ENDELIG (efter 25 min. tortur) hjalp pigen op og sidde og stoppede!
Det var det hårdeste og sværeste jeg nogensinde har prøvet- at være tilskuer til et overgreb på et andet menneske, uden at være i stand til at kunne gøre noget ved situationen...
Peter (en engelsk mand, som arb. med lærerinderne på Sao Mai) og Phuong (Dr. Lans sekretær), hjalp mig efter frokost pausen med, at snakke med min egne lærerinder og Phuong oversatte/forklarede dem hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg prøvede også at forsøge at få en forståelse/forklaring på, hvorfor den pågældende lærerinde havde handlet, som hun havde. Den eneste forklaring/begrundelse jeg fik var, som jeg havde forventet: at pigen ikke ville spise… Jeg spurgte, om det kunne være pga. af varmen, om hun var syg e.l., at hun ikke havde nogen appetit eller om der var andre logiske forklaringer og om der ikke kunne være en anden måde at håndtere situationen på. det var meget vigtigt for mig, at fortælle at det ikke var for at ”skælde ud” og at jeg ikke ville gå til Dr. Lan med det, da det var tydeligt, at både Phuong og lærerinderne var meget bange for, at jeg skulle gøre det. Det ”eneste” der dog ville ske ved det var, at Dr. Lan ville tage ”affære” i form af, at trække lærerinden i løn og måske i værste tilfælde fyre hende… Hvilket ikke var det, som jeg ønskede at udfaldet af denne situation skulle være. Derimod fortalte jeg, at jeg synes vi skulle hjælpes ad, med at finde en bedre løsning… Må dog indrømme, at jeg mens situationen udspillede sig, bare ønskede lærerinden aldrig kom tilbage… Men fik heldigvis tænkt lidt mere over det…

Peter roste mig efterfølgende for min ”diplomatiske måde” at gribe situationen an på og tilbød at skrive en kommentar til situationen, hvilket jeg tog imod.

Louise told me about an incident that happened when she was in the classroom. She was upset and came to see me. Louise did not understand what had happened and thought it best to see me first. We decided to ask the interpreter to go with her and talk to the teacher concerned. They talked to the teacher and Louise was able to get some information as to why the incident happened.
I was impressed with Louise because she showed a lot of empathy and was careful not to blame anybody till she had discovered what was the cause of the incident. Her attitude was good because when you deal with Autistic children everything can be complicated and twice as complicated when you are involved with Autistic children in another culture. Louise is to be recommended for the way she handled this incident.
Peter Thomas. Teacher trainer. Voluntary Service Overseas.

Peter J Thomas. 19.September 2008


Opfølgning D. 19. september

Jeg bad om lov til at hjælpe, i den pågældende klasse, med at ”made” pigen, fra gårsdagens episode, hvilket jeg fik lov til. Jeg fik hurtigt en ”forståelse” for, hvorfor lærerinden havde set sig nødsaget til, at give hende mad som hun gjorde… det var tydeligt, at pigen absolut ikke ønskede at spise og efter et par forskellige forsøg, på at få hende til at spise, løb jeg ned i caféen og købte et brød- jeg tænkte at hun måske ikke kunne lide maden, havde dårlige erfaringer med grød (som den måde hun fik det i går) o.l. så måske ville hun være mere interesseret i at spise brød, da hun selv kunne bestemme mængden og tempoet… Hun tog imod brøden og jeg tænkte ”jeg har knækket koden”- meen så let var det selvfølgelig ikke! Pigen spise meget, meget lidt af brødet og brugte det meste af tiden på at smuldre det i bitte små stykker… What too do…? Jeg fik en af de andre lærerinder til at oversætte for mig- jeg fortalte til den føromtalte lærerinde, at jeg godt kunne se, at det var en meget svær situation, som hun stod i og at jeg i weekenden ville tænke over hvilke andre løsninger der kunne være. Så alt i alt en meget kompleks situation, da hun åbenbart heller ikke spiser derhjemme, så der er mange ting der spiller ind, men jeg vil forsøge, at finde en løsning- velvidende at jeg højest sandsynligt ikke finder én…

Lørdag D. 13. september

Den usynlige landsby Kiêu Ky...

Op skulle jeg jo, så efter 2 timers søvn tog jeg et laaaangt bad og begav mig ind mod Hoan Kiem søen, for at få en MEGET tiltrængt morgenkaffe...
Derefter fandt jeg en MotorBike-driver, viste ham navnet på landsbyen- han sagde 70.000VD og så sagde jeg 50.000VD og vi havde en deal (-: Vi var et yndigt syn, med matchende pink hjelme...

Ad sti af sted gik det og vi kørte ud af Hanoi og mod sølv landsbyen, jeg var rigtig stolt af mig selv over, at jeg var kommet afsted, trods tømmermændene som hang truende over mig, og glædede mig ved tanken om alt det billige og flotte sølv, som jeg skulle kigge på (og måske endda købe (-; ). Da vi havde kørt i lidt over 30min begyndte Chaufføren at spørge om vej og jeg anede at vi var lidt lost, i bogen stod der at det var 12km uden for Hanoi og vi havde mindst kørt 25km... men efter at have spurgt en del personer om vej, så det ud til at han var på rette vej og jeg smilede ved tanken om snart at være der... Det vist sig, at det var lidt for tidligt glæde sig, for efter at have tilbagelagt endnu ca. 20km var vi stadig ikke nået frem... vi stoppede i en lille landsby, for at få lidt at drikke og chaufføren spurgte endnu engang om vej... Folkene i byen kiggede meget eftertænksomt på mig og jeg kunne næste se, at de tænkte "hvad laver den hvide pige så langt væk fra alle de andre turister...?"
Chaufføren var virkelig sød og umådelig serviceminded, de 50.000VD var for længst brugt på benzin, men han beklagede sig ikke, men var fast besluttet på at få mig til Kiêu Ky...

Jeg besluttede dog, at eftersom vi efterhånden havde kørt i lidt over 1.5 time og endnu ikke havde fundet landsbyen og ingen tilsyneladende anede hvor denne lå, så var der nok ikke den store udsigt til at være der snart... Og vi kørte tilbage med uforrettet sag tilbage mod Hanoi igen... Udover aldrig at finde landsbyen, så var det virkelig en flot interessant tur jeg fik...

Da vi kom tilbage til Hanoi igen, var min numse fuldstændig følelsesløs og jeg havde virkelig store problemer med at komme af motorBiken igen, så chaufføren måtte hjælpe mig...

Tror ikke jeg kan sige det nok gange, men chaufføren var virkelig så sød, selvom turen var MEGET længere end først antaget, så krævede han ikke engang ekstra penge !!???!!! Hvilket ville være alt andet end rimeligt, jeg gav ham dog 200.000VD og han takkede mange gange- sikken en dejlig anderledes vietnameser...