Så så man lige mig på egen motorbike i Hanoi...

Torsdag D. 13. november

ENDELIG fik jeg taget mig sammen og jeg har lejet en rigtig fin ægte Hanoi motorbike (125kubik) med defekt speedometer og kilometer tæller og kun ét bakspejl (revnet)...

Mere ægte Hanoianer bliver jeg vist ikke... Ja altså lige bortset fra, at jeg skiller mig temmelig meget ud fra mængden med det lyse hår og er sådan ca. et hoved højere end de fleste vietnamesere (-:

Det er slet, slet ikke så kaotisk som det ser ud... Det er dog en smugle mere koncentrations krævende end at sidde bagpå, da jeg ikke er så rutineret endnu- men ellers synes jeg, at det er SUPER fedt med den frihed det giver og jeg ærgrer mig over ikke at have gjort det for længe, længe siden..!!! Den første dag jeg havde motorbiken, kunne jeg slet ikke stoppe med at smile, jeg var simpelthen så glad og stolt over, at JEG kørte rundt i Hanoi på min EGEN motorbike!!!!

Trafikken minder mig mest af alt om at stå på ski: Hvis man bare har hele tiden fokus på den/de som kører foran én, så går det helt fint. Og så er der selvfølgelig de kendte "snowboardere" som fiser ned af pisten og er til fare for dem selv og andre, oversat til Hanoi-trafik: unge fyrer som kører sindsygt stærkt medens de SMS´er... dem skal være på vagt overfor!!!

Vejret i Hanoi er også blevet koldere (17-24 grader)- Man skulle dog tro at det var minus-grader, da nogle pakker sig ind som var de rent faktisk var skiferie...

Jeg er dog blevet så sikker på min lille motorbike, at jeg kan kører med nogen bagpå og Sara var villig til at være "forsøgs person" (-:

Opfølgning på spisesituation #2

Hurraaaaaaa!!!!

"projektet" med Ling er blevet en succes (-:

Lærerinderne har nu, på eget initiativ, ændret den måde hvorpå spisningen normalt foregår på og dette er resultatet:

Det kan ikke beskrives, hvor glad, rørt og stolt, jeg blev, da jeg kom ind for at hjælpe som normalt, og så dette... Lærerinden (som var så skeptisk i starten), smilede stolt og jeg gik straks hen og takkede hende mange gange: XIN Cam On!!!!!!!!!! og hun takkede "igen"- for fanden hvor er jeg glad!!!

Jeg ved ikke hvor længe "dette" holder, men jeg tror og håber at det fortsætter- også når jeg ikke er der mere...

Video og billeder fra processen:

Et smut til Laos

Laos PDR (Please dont rush...)

David og jeg tog et smut til Laos og jeg tror jeg havde forestillet mig at Laos var meget som Vietnem, men allerede da jeg trådte ud af lufthavnen blev jeg opmærksom på, at det er to MEGET forskellige lande/kulturer... Jeg er jo vant til at blive overfaldet af taxi/motorbike-drivers i Hanoi, men da jeg kom ud af lufthavnen i Vientiane kom der én mand og spurgte om jeg skulle have en taxi, jeg svarede at jeg lige skulle have en cigaret først, Okay svarede han og jeg kunne gå over og sætte mig- og jeg skulle selv henvende mig igen, da jeg var klar... Hmm det var anderledes og faktisk rigtig rart- jeg viste med det samme, at jeg ville elske Laos!

Vientiane er en smuk og MEGET rolig by med et utal af mange udsmykkede templer og så ligger den ud til den almægtige Mekong flod. Jeg var meget overrasket over hvor afslappede menneskerne i Vientiane var- når man gik ind i en butik eller stod ved en bod, skulle man selv tage kontakt til sælgeren- der var ikke nogen der prøvede at presse én noget på...

Vang Vien ligger ca. 7 timers kørsel nord for Vientiane og er en mere "ungdommelig-by". Én af byens hovedattraktioner er Tubing, som er en slags pub-crawl, det foregår bare på Mekong floden iført badetøj siddende på en stor badering- det var noget af en speciel oplevelse og nok noget af det mest "uansvarlige" jeg længe har været med til... Det første stop var allerede efter ca. 5 min på floden... Det fungerer sådan, at man sidder i sin badering, og så står der en mand og stikker en lang bambuspind ud mod én, som man så griber fat i og så bliver man hevet ind på land og så er der en bar, musik, drikkevare med høje procenter og på de fleste af barene var der også en svævebane- som folk (uanset promillen) benyttede- heldigvis så vi ingen uheld- men det var vist mere held end forstand...

Luang Prabang ligger ca. 8 timers kørsel fra Vang Vien. Luang Prabang er på World Heritage - listen, hvilket vil sige at den er fredet og at byen modtager forskellige midler til at restaurere og bibeholde dens bygninger, veje osv. og netop derfor er byen utrolig velholdt og smuk og der er en helt speciel atmosfære i byen og selvfølgelig gør de mange templer og Mighty Mekong også deres til at denne by er smuk, dejlig og helt speciel at være i.

Luang Prabang bestilte vi en 2 dages tur "Mahut-elefanttur" hvor vi red på elefanter og badede med dem i floden- en HELT speciel oplevelse, en elefant er jo KÆMPE stor, meget større end man faktisk forestiller sig og jeg må indrømme, at jeg var en anelse bange for dem, eller måske mere stor respekt for dem, men David og jeg fik selvfølgelig den største elefant og da det blev min tur til at ride som en "Mahut" (sidde på nakken), tror jeg at den mærkede at jeg var lidt nervøs, i hvert fald skete der det, at den pludselig fik lyst til at spise blade af et træ, så den løftede hovedet og jeg måtte kæmpe for ikke at falde ned af den, mens David og elefantføren skuppede mig frem...Uhh der var jeg ikke helt så tryg, men jeg blev siddende og det må have set umådeligt sjovt ud...

Vi var også ude og se, samt svømme i 2 vandfald Kuang Si (hvor der også var et bjørne reservat) og Tad Sae:

Vi var også så heldige at opleve 2 store helligdage/festivals: Bun Nam (boat racing festival) og Bun Awk Phansa (full moon/Ok watsa).

Til Bun Nam mødte vi et Par fra Loas og de viste os rundt og så bød de på mad... Som så var lidt forskellige retter, bestående af ged, svinekød og grillede hønsfødder... Det smager nøjagtig som det lyder- men så er det da smagt... )-:

Dagen inden Full Moon festen havde vi mødt et ældre australsk par, som havde lejet en båd, så de kunne se de festlige begivenheder fra Mekong floden og de inviterede os med ud på båden- det var meget smukt og den HELT rigtige måde at overvære festen.

Fra Luang Prabang til Nong Khiaw og videre til Muang Neua, som ligger ved Pak Ou floden. Muang Neua er en lille landsby uden elektricitet, så der er kun strøm fra kl. 18.30-21.30 via generatorer, som at blive bombet tilbage i tiden- det var en meget (igen) smuk og speciel landsby og måden man overnattede der var i små meget sparsommelige bungalows lavet af kokosblade og træ- men den primitive måde at leve på tiltalte mig faktisk utroligt meget- jeg kunne let have tilbragt flere uger i den landsby... Og så var der jo alle de hunde der løb frit omkring- paradis for mig (-:

Regnet inde... D.1. - 2. November

SÅ KOM REGNEN...

Natten til fredag regnede det uafbrudt og fredag morgen lå Pho Ho Giam under ca. 2-3 cm vand - meen man er vel fra Dk, så lidt regn skulle da ikke holde mig indendøre... Jeg var den eneste der skulle på job, så jeg besluttede at tage en Taxa, for at "forkæle" mig selv lidt- ikke alt for klogt- det viste sig nemlig, at Ho Giam var én af de gader (der på det tidspunkt) var mindst ramt af regnen... Det tog mig 1.5time at komme på arbejde og alt var TOTAL kaos, nogle steder lå der ca. 50cm vand og det var umuligt at komme igennem uden en risiko for, at taxaen ville sidde fast eller brænde sammen... Endelig ankom jeg til Sao Mai- som den eneste frivillige- alle andre var blevet hjemme- hvilket jeg senere fortrød at jeg ikke havde gjort...

I frokostpausen skulle jeg ind til Big C (stort mall) og handle- Jeg kunne se at den eneste måde at komme dertil ville være at gå- gaderne var alle dækket af vand 15-20cm vand, hvilket jeg vurderede var ok at gå i- det viste sig så, at jo længere jeg gik jo højere blev vandstanden- jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, for det var en ret speciel oplevelse at gå rundt i vand til midt på læggen- nogle steder var vandstanden endda så høj, at jeg gik i vand til over knæene. Der holdt motorbikes og biler, som havde måtte givet op, rundt omkring i vandet- det tog ca. 45min. at gå hele vejen- ca. dobbelt så lang tid som normalt... (-:

Da jeg skulle hjem fra job var det begyndt at regne kraftigt igen og jeg måtte stoppe 7 taxier før der var én der ville køre mig hjem, men da vi havde kørt ca. 1.5km stoppede han og jeg måtte indse, at den eneste måde jeg ville komme hjem på var ved at gå (3-3.5km)! Men det var en oplevelse i sig selv- folk væltede rundt i vandet med deres motorbikes og kæmpede for at få dem med- et sted var vandet så højt at folk gik i vand til livet og ALLE inkl. mig var drivvåde, men trods det var der ingen sure miner at se, de fleste havde et lille smil på læben og kunne se det komiske i denne situation... Tror måske også at en del af dem jeg mødte tænkte: Hvad fanden laver hun ude i det her vejr... i hvert fald min egen tanke til tider...

Det tog mig ca. 3 timer at komme hjem og så var det ellers direkte ind under den varme bruser...

Vores hus var selvfølgelig også ramt af vandet og der lå vand i hele gangen- Sara og jeg gik først ud af huset igen lørdag aften, der var det meste vand væk igen...

Desværre havde jeg selvfølgelig ikke mit kamera med, men Sara havde taget nogle billeder:

Opfølgning på spisesituationen D. 30. oktober

Jeg har, så vidt det har været muligt, været sammen med, den i bloggen, føromtalte pige ved frokost og det går da fremad... JUHUUUU !!!!

Jeg har forsøgt at "løse problemet" på mange forskellige, men det som der fungerer lige nu er, at hun og jeg sætter os ude på gangen ved et bord foran hendes klasseværelse, hun får 2 skåle, én med ris og kokos/peanuts drys og én tom skål og en ske... I starten sat hun og rørte i den tomme skål med skeen, mens hun, med fingrene spiste ét riskorn af gangen, fra en anden skål- hun gik til og fra bordet og interesserede sig for mange ting på én gang. Men i dag var den første dag, hvor hun brugte skeen til at spise risene med og hun spiste flere riskorn af gangen, samtidig er det tydeligt at hun slapper mere af, hun viser mindre interesse for hvad der sker omkring hende og mere interesse for maden. Under hele situationen er jeg meget "passiv", jeg sidder "bare" hos hende, men hvis hun retter sin interesse mod mig, besvarer jeg den selvfølgelig. Min tanker omkring denne passivitet er, at jeg formoder at hun er vant til at blive presset til at spise og for at hun skal få tillid til mig, vælger jeg ikke at tage kontakt til hende under spisningen, jeg lader hende bestemme tempoet for relationen...

Det næste skridt er udviklingen af denne situation er, at Peter og jeg laver en beskrivelse af hele forløbet og derefter tager kontakt til forældrene og således få lavet et samarbejde med dem.

D. 2. november

OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS

Har opdaget, at jeg har skrevet mit vietnamesiske tlf. nr. forkert...! Havde skrevet et "0" for meget, det rigtige nummer er:

+84 123 7302019

Workshop d. 29. oktober

Ikke langt fra succes til fiasko… hvor pinligt kan det blive...

Sara, Jannie og Jeg havde igen allieret os med Peter og fik lov at bruge hans onsdags engelsk-undervisningstime til at holde vores workshop... Denne gang havde vi valgt temaet: anerkendelse og flow og synes egentlig selv, at vi havde kædet det ok sammen og vi havde også valgt, at lave noget skuespil for lærerinderne - da det jo gik så godt sidst...

Nå, men det var mig som skulle lægge ud med at sige noget, men mens jeg snakkede, snakkede de fleste af lærerinderne også og der gik et stykke tid før de rent faktisk begyndte, at høre efter... Vi tegnede og fortalte og kunne godt se, at lærerinderne var noget ukoncentrerede og egentlig bare ville hjem... Da vi skulle lave skuespillet, måtte vi sætte os i midten af den hestesko, som lærerinderne (ca. 40 pers.) sad i og det blev hurtigt tydeligt for os, at de ikke blev så fanget af det, som sidste gang, hvilket gjorde situationen SÅ pinlig: her sad vi og legede børn midt på gulvet (og snakkede engelsk)... mens de sad lettere skeptiske og så på og vist ikke helt forstod hvordan og hvorfor...

Men efter 45min-1 times tid var vi endelig færdige og staks som vi havde sagt tak fordi i lyttede, rejste alle lærerinderne sig og skyndte sig afsted - Hmm ja det var nok så tæt på en fiasko man kan komme...

Peter var dog sød at give os ros og synes det var nogle rigtig gode emner vi havde taget fat i og gav os et råd om, at hvis vi havde fået Phuong (Dr. Lans sekretær) til at oversætte power-point præsentationen til vietnamesisk, så havde lærerinderne måske fået mere ud af det...

Vores workshop ses nedenfor.

Flow and recognition.
Today we like to talk about how you can use flow and regination in the daily work in the classrooms at Sao Mai.
First we would like to talk about the definition of flow.

Flow
Flow is a state of mind where you lose track of time and place, and you’re completely focused on the things you are doing. The state of flow happens when you are enjoying what you are doing, and when the challenges matches your skills

For eksample: flow is what happens, when you go out and sing karaoke all night with your friends, you are totally focused on the song and forget everything else around you (-:

When the challenges and skills don’t match
If the challenges are set too low compared to your skills, you will end up getting bored and uninterested in the thing you are supposed to be doing.
Assignment: Write your name on apice paper 30 times and see how it makes you feel.
When the challenges and expectations are set too high compared to your skills, you will end up getting frustrated and anxious and give up on the thing you were supposed to be doing.
Assignment: Now try to write you name 30 times with the oppisite hand than you are use to and see how it makes you feel
( Udfordring = Challenge and Kompetence = skills)
Lav = low and Høj = high
Kedsomhed = Bored or uninterested and Angst = Anxiety)

(This is a diagram explainling flow and the two zones, that we just explained. We will run through this and try to follow up what we just talked about….)
And now we like to talk about the definition of recognition.

Recognition
Recognition is when you see and understand a childs/persons needs and emotions.
If a child/person doesn’t get recognitions the consequence can be tha the child/person will end up feeling less worthy and feel that their emotions are wrong. In worst case senario, it can result being unengages and being passive in it’s life.
For exsamble if a child cries and it doesn’t get the recognition and comfort it’s needs, the child might think that his or hers feelings is wrong and eventually stop showing his emotions because he thinks they are wrong.

How to recognise a child.
Exsample of an everyday episode without the use of recognition (skuespil).
Exsample of an everyday episode with the use of recognition (skuespil).
Another exsample of an everyday episode without the use of recognition (skuespil).

How could you see the use of recognition in this exsample (til lærerinderne)?
Another way to recognize a child is to plan different lessons so that the challenges matches the skills of the induvidual child.
When you plan the lessons from the induvidual childs needs and skills, you recognize the child and thereby support the childs further development.
Do you have any questions?

Thank you for the attentiton…