lørdag den 26. juli 2008

Puha - sikken meget larm..

Mini tour til templet i Ho Hoan Kiem søen...

Vi tog ind Til Ho Hoan Kiem søen igen, igen... Der er en masse at se og vi ville specielt gerne se Ngoc Son-Templet, som ligger ude på søen.


Indgangen, før templet, var meget flot, og inden man kommer til selve templet, er der mulighed for at brænde penge og røgelse af for de døde. Det er vist nok sådan, at det betyder rigdog efter livet og vist også for de efterladte.. Damen på billedet brænder røgelse af.
For at komme ud til templet, skal man over en rød bro- kaldet The Huc- solstrålebroen...
Med ryggen mod templet- fik desværre ikke noget billed af selve templet, da mit kamera gik død for strøm )-: Men det kan anes på det første billede.
Ved templet er der udstillet en skildpadde, som blev fundet og døde i 1986, da vejede den 250kg og var 2.10m lang... Man mener at den har levet i søen i 4-500år og er en nær slægtning til Kim Quy, den gyldne skildpadde som hjalp Kong Le Loi med at fordrive kineserne i 1420 ´erne....
Bagefter Gik Sara og jeg lidt rundt i gaderne nær Hoan Kiem søen, men det er meget turistet og befærdet, så jeg fik pludselig bare for meget af hele tiden at skulle afvise gadesælgere og af alt den larm og dyttende biler, knallerter og taxier... Så om aftenen var vi bare hjemme og slappede af i hovedet...

Regn og Wellness

Det blev til en hyggedag...
Vi havde ellers planlagt at gå en tur rundt om Ho Hoan Kiem søen, men da det regnede en hel del, måtte vi ændre planerne lidt... Vi trodsede dog vejret og begik os mod søen, da regnen var stoppet lidt, men da vi havde gået i ca. 20 min. begyndte det igen og regne, så vi måtte købe et paraplyer, til ca. 5 kr...



Men det blev værre og vi søgte ly i en lille lokal Café, hvor jeg forsøgte endnu engang, at købe en kop kaffe med mælk... det lykkedes efter mange fagter og mimik at få en kop kaffe med ekstra vand og flydende mælk, så jeg var lykkelig(-:


Vi gik videre da regnen var stillet lidt mere af og kom, næsten tørre, frem til Ho Hoan Kiem søen. Vi fik øje på en skobutik, som havde udsalg og det kunne vi jo ikke stå for, så der måtte vi ind. Hold da helt op, det var rigtige "sex and the city"-sko og der var SÅ mange forskellige- "heldigvis" kunne jeg ikke passe deres str.40. så jeg sparede en masse penge (-: Da vi kom endelig kom ud af butikken, regnede det igen..


Vi besluttede at forkæle os og tog hen til en negle butik, som Trang havde anbefalet og der fik vi manicure, sat acryl negle på og fik lakeret negle på fødderne... Hvilket vi gav 425000Vd = ca. 140kr

De forstod ikke helt at vi ville have fransk manicure- negle på hænderne - i Vietnam er det nemlig moderne at sætte disse negl på tåneglene... Eller også bliver tåneglene udsmykket med diverse sten og motiver...

Der er meget at se...

Ho Hoan Kiem søen
Sara og jeg tog til "Ho Hoan Kiem" søen - det tilbageleverede sværds sø... Historien fortæller at da Kong Le Loi havde fordrævet kineserne i år 1427, sejlede han ud på søen med sit sværd, og en stor gylden skildpadde (Kim Quy) dukkede op og tog sværdet tilbage, som den havde lånt kongen, så han kunne besejre kineserne... Det lille tårn (Thap Rua) midt på søen er viet til skildpadden, Kim Quy, og kaldes skildpadde tårnet.






Vi satte os ved søen og drak en kold øl og nød udsigten og atmosfæren. Jeg fik den idé at jeg synes det kunne være helt vildt flot, hvis vi kunne få taget et billede af os, der sad og nød udsigten... Jeg spurgte et Vietnamesisk par, som sad bag os, om de ikke ville tage et par billeder- gav dem kameraet og satte mig tilbage med ryggen til... Hmm ikke så gennemtænkt, men heldigvis var de ærlige mennesker!







Damen (Huong) kom ned og snakkede med os- hun var ret god til engelsk og hun tilbød os at vise os lidt af det det "rigtige" Hanoi, så vi fik hendes nummer og vil helt sikkert benytte os af det..

Vi var også en tur i supermarkedet, de har utrolig mange tørrede ting (kød og fisk), som hænger i lange baner i markedet- troede først at det var til hunde, da det ligner det vi kender herhjemmefra - men nej det er fordi at det langt fra er alle, som har køleskab og det kan derfor bedre holde sig...





Jeg har af samme grund også haft utrolig svært ved at finde frisk mælk til min kaffe... Har gennem mange forsøg dog endelig fundet mælk- men ikke frisk som vi kender det fra DK- men sojamæk... De kan godt lide at mælken er sød, så har haft lidt svært ved at finde usødet mælk. En dame prøvede endda at sælge mig modermælkserstatning til min mælk...)-:

Det var en lang tur og vi fik gået utrolig meget, så mine fødder og ben var ret hævede- så om natten blev jeg nød til at lægge med benene oppe, i håb om at jeg næste morgen kunne se mine ankler igen...

onsdag den 23. juli 2008

Den første dag i Hanoi - Nu med video

Lige et par billeder af vores hus:


Set udefra................................Set indefra (lige når man kommer ind)

Den første dag i Hanoi
Jeg vågnede kl. ca. 7.00 i morges - en masse dytten og trafik vækkede mig og jeg gik ud på altanen for at se hvad det var... det er åbenbart bare sådan morgen trafikken -og i det hele taget sådan al trafik foregår hernede... Jeg optog lidt af det, så her ses både min udsigt fra altanen og trafikken.


Husejeren og hans datter (Trang), kom kl. 7.30 for at hjælpe os med internettet, som vi ikke kunne få til at fungere- men det kunne de heldigvis (-: senere tog vi en tur rundt for at se byen. Det var så ufattelig varmt og mine ben og ansigt hævede helt vildt - men synes dog at jeg så småt er ved at vænne mig til varmen...

Noget af det første der mødte os -og især overaskede mig var en lille skaldet hane der gik frit på gaden

Vi fik af vide at det var så den så mere farlig ud og at den vist nok blev brugt til kamp... stakkels den!
Vi gik en tur rund om søen (` Giâm - udtales Ho Sam), som ligger lige udenforan vores hus
Det er en en meget fin park, men en knap så ren sø... men jeg er meget overrasket over hvor ren
og velholdt den er - men tror vist også at den bliver "gjort ren" flere gange om dagen. Lige overfor parken er Quô`c `Giàm - det første nationale universitet i Vietnam og det besøgte vi selvfølgelig også, men da vi skulle mødes med Trang, var vi desværre i lidt tidsnød, så vi fik ikke set det hele - men det kostede kun 5000VD (ca. 3kr) så vi tager derhen igen senere og ser det hele.


Trang havde tilbudt os at vise os supermarkedet og hvor vi kunne købe et Vietnamesisk sim-kort - så det tog vi selvfølgelig imod med kyshånd, Trang er meget hjælpsom og hun viste os alle mulige forskellige steder og sørgede for at vi ikke betalte overpris for vores vare. Desværre ville min mobil ikke tage det vietnamesiske sim-kort så jeg har måtte købe en ny mobil, til den nette sum af 1.500000VD (ca. 400kr) så nu virker den (-:


Mit nummer er: 01224185459

Ved endnu ikke om der skal skrives nogle tal foran nummeret for at kunne sende sms´er fra DK- men finder ud af det i morgen (-:



Til sidst lige nogle stemningsbilleder:

læg mærke til el-ledningerne og kablerne...
De renser bassinet

farve til maling

Gadesælger med puder
Tror de er "skralde-damer"... eller måske gartnere...

Ankommet

Så ankom Sara og jeg endelig efter ALT for mange timer i fly, rygekabiner og dårlige sove/sidde-stillinger...
Det første der mødte os da vi stod ud af flyveren var en ubeskrivelig varme. Kl. var 20.30 og der stod 32C på termometret samtidig var luft fugtigheden sindsyg høj, så det føltes som om vi gik direkte ind i en sauna!
De studerende som er hernede nu havde arrangeret en taxa til os, så da vi havde hentet kufferterne og været igennem tolden stod der en mand (Lol) med et skilt med danske flag og vores navne på. han tog vores kufferter og så kørte vi af sted mod vores hus. Trafikken var det næste som overraskede mig, Lol kørte midt i vejbanen og dyttede ca. hvert minut og det var både af forankørende, bagvedkørende og noglegange bare for at dytte - jeg fandt i hvert fald ikke noget system i dytterriet...
Da vi ankom til huset tog ejerne imod os - de var meget venlige og søde, de løb straks af sted og købte dejlig nudelsuppe, tørre nudler, chips, æg og brød til os....
Efter lidt snak med dem og overrækkelse af de gaver (dansk chokolade og royal copenhagen askebæger) som vi havde med til dem, gik vi igang med at pakke ud og så var det vist tid til et lille glas rødvin og snak om alt det der var sket de sidste 36 timer...


Og så på hovedet i seng... Dog ikke uden at sige godnat til vores nye roommate:
Baby-Gekko




fredag den 4. juli 2008

Obligatoriske elementer i rejsebloggen

Obligatoriske elementer i bloggen

Beskriv i bloggen dine overvejelser (inden opholdet)
-Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er..
-Den største faglige udfordring tror jeg bliver...
-Den største personlige udfordring tror jeg bliver...
-min største bekymring er
- Det, jeg tænker det betyder, at være dansk i udlandet er...
- Det, jeg kommer til at savne mest bliver nok...
-Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket...

Institutionsbeskrivelse (efter 4 uger)
Præsentation af institutionen, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning
- Hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse, suppler gerne med billeder
- Hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen?
- Hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e.lign., der beskriver institutionens overordnede formål).
- Er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, "community" eller hvorfra?
- Er der forældrebetaling/brugerbetaling?
- Normering

Beskriv dine mål (efter 6 uger)
Hvad ønsker du at opnå med din praktik, hvilke mål ar du sat dig, hvilken viden vil du få brug for, for at opnå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

Institutionens pædagogik (efter 10 uger)
- Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen?
-Hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i DK?
- (Hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet?)
- Hvordan forklarer d aktiviteterne og deres handlinger og relationer ift. børn eller brugere?
- Er den styrket af en "læseplan" eller andre centrale forordninger?
- Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
- Hvilke sider af læring lægges der vægt på?
- Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
- Hvordan ser en typisk dag/uge ud?
- Værdier ift. DK vs. Vietnam?

Indlæg i bloggen (efter 12 uger)
Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således, at studerende i DK kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Om kulturen (efter 16 uger)
- Hvilke grupper institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper- og har det nogen betydning)?
- Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, minoriteter mv.)?
- Hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?
- Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv?
- Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner, er der stærk styring fra ledelsen, er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Indlæg i bloggen (inden hjemrejse)
Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?
- F.eks. ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i...
Hvad har du lært om dig selv?
- På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?
- Hvorledes reagerer du i fremmede forhold?
- Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig?
- Andet...

Afrunding af blog (efter hjemkomst)
Skriv en kort opsamling og f.eks. lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.

Tanker før afrejse

TANKER FØR AFREJSE

Jeg har valgt udlandspraktik af flere forskellige årsager, blandt andet fordi jeg er jeg overbevist om, at jeg vil blive udfordret såvel fagligt som personligt på mange områder og samtidig finder jeg det utrolig spændende og interessant, at komme ud i verdenen og lære om andre kulturer. Heriblandt finder jeg det meget spændende og lærerigt, at skulle lære den vietnamesiske kultur, samt deres pædagogik at kende, samt at skulle udveksle pædagogiske overvejelser og synspunkter.

Det følgende du vil læse, er et forsøg på at beskrive mine umiddelbare tanker og følelser om hvad jeg skal ud og opleve, hvad der er i vente i Vietnam og hvad det kommer til at betyde for mig, som person… I skrivende stund er der lidt over 2 uger til jeg rejser og det er faktisk forbløffende svært for mig, at forholde mig til det faktum, at jeg skal forlade mine trygge rammer i Roskilde i et halvt år, for at bo i Vietnam…
Jeg kommer uden tvivl til at savne mig dejlige familie, min mor, far, mine brødre, mine skønne venner og veninder, som alle er så stor og vigtig del af min hverdag… det bliver svært, ikke lige at kunne smutte forbi når man har lyst og brug for en lille snak, hygge, kommer i det hele taget til at savne deres selskab og det bliver nok den største personlige udfordring for mig, at forlade alt det man kender, mennesker, normer, kultur, mad osv. L
Heldigvis skal jeg rejse med Sara, som jeg er overbevist om at jeg vil komme rigtig godt ud af det med. Samtidig skal Jannie og Allan, kærestepar fra Slagelse, også bo i huset sammen med os og min fornemmelse af dem, er at det bliver hyggeligt og at vi nok skal komme godt ud af det sammen, det håber jeg i hvert fald…)-:
Jeg kommer nok også til at savne rugbrød, frikadeller og alt hvad man ellers forbinder med Danmark... Samtidig glæder jeg mig også rigtig meget til at lære den Vietnamesiske kultur at kende, jeg tror at det bliver rigtig godt for mig, at lægge den ”stressede” danske kultur lidt væk og ikke tænke på alt det der også skal nås, i dag, i morgen og i næste uge, men bare være i nuet. Måske bliver det svært, da det er så indgroet i mig, eller måske gir det helt sig selv når man er midt i den Vietnamesiske hverdag... Jeg tænker at det vietnamesiske samfund er meget anderledes skruet sammen end det danske og jeg tror at der er mange ting, som jeg, som dansker, vil finde underligt, være undrende overfor og måske aldrig vil kunne forstå, men jeg håber, at jeg vil være i stand til at være så åben som muligt og bare forholde mig nysgerrigt til det og ikke have for mange forforståelser/fordomme til tingene.
Jeg har haft mange bekymringer/tanker ift. at skulle i praktik i en specialbørnehave: har vietnameserne et helt anderledes syn på ”handicappede” end vi har i vesten og hvordan vil jeg reagere på dette. Jeg ved, at de i nogle institutioner tvangsfodrer børnene, hvilket jeg tror, vil blive meget svært for mig at se på og jeg har nok svært ved ikke at reagere på det én eller anden måde… Jeg ved også, at ikke alle i institutionen er lige gode til engelsk, så jeg er lidt bekymret for hvordan kommunikationen, imellem mig og de ansatte, kommer til at foregå… Sidst men ikke mindst hvordan bliver kommunikationen mellem mig og børnene og vil sproget overhovedet blive det vigtigste eller bliver det kropssprog og mimik det primære i kommunikationen imellem børnene og mig…?
Heldigvis skal Sara og Jannie også arbejde samme sted, så vi har da hinanden og kan bruge hinanden til at diskutere og snakke om de problemstillinger der uden tvivl vil opstå…
Jeg håber og tror, at dette ophold i Vietnam vil få stor betydning for min personlige udvikling, idet jeg vil lære mine personlige grænser bedre at kende, bliver udfordret på egne værdier og holdninger, samt på mine pædagogiske metoder og arbejdsmåder. Herigennem tror jeg, at jeg vil blive mere åben, tolerant og forstående over for andre kulturer og deres pædagogik.
Alt i alt håber jeg, at få en masse erfaringer og viden med, som jeg kan bruge i mit videre arbejde som pædagog, da jeg mener det er meget vigtigt at have kendskab til andre kulturer, når man arbejder som pædagog.