Hjemme igen..

Så kom jeg hjem... Da dagen nærmede sig og jeg skulle til at pakke mit værelse i Hanoi ned og tiden var til at forlade Hanoi, blev jeg fyldt med glæde (glæde over at skulle se min familie og venner igen efter 6 måneder), men også med "ked af det hed" (ked af, at skulle forlade Vietnam og især Hanoi, som jeg er kommet til at holde så meget af og ked af at jeg fik en følelse af, ikke at have fået 160% ud af opholdet- pludselig var der meget som jeg ville have gjort mere, tiere og bedre...)Det var super sørgeligt at skulle sige farvel til Trang og resten af fam. Viet og da de andre 3 allerede var taget hjem, var det som om det var endnu sværere at sige farvel også fordi jeg fyldt med så mange blandede følelser, 13 timers hjemrejse forand mig og ingen at "dele" det med......VELKOMMEN TIL KØBENHAVNS LUFTHAVN...Det var det vildeste jeg har prøvet, en masse følelser væltede ind over mig, gud hvor var jeg dog glad for at se de 4 ord!!!

Da jeg kom ud af lufthavnen var det første jeg så: mine forældre, min lillebror og mine venner og så hørte jeg min mor råbe: DER ER HUN !!! Det var VIDUNDERLIGT at se dem alle og så surrealistisk, fordi jeg havde været væk i 6 måneder, men det føltes som om jeg lige havde været en tur i klædeskabet (Narnia)... Min mor havde inviteret alle til frokost og der var linet op med ALT hvad jeg elsker af dansk mad... Hvor heldig har man lov at være... Omgivet af mad og personer som jeg elsker :-)

Jeg Savner Vietnam HELT VILDT meget og jeg skal HELT sikkert tilbage og se og opleve mere af Vietnam...!

What NOT to do in Vietnam

Hmm hvor dum har man lige lov at være....

Jeg synes lige at jeg skulle forkæle mig selv lidt, så jeg fandt et lille "spa-sted" og til min STORE glæde, farvede de også øjenvipper!!!!- hvilket har været umuligt at finde et sted som gjorde det...
Jeg spurgte selvfølgelig ind til om det nu var farve til vipperne og ikke bare hårfarve og hun forklarede at de importere vippe-farven og at den var god- jeg stolede "blindt" på hende og var SÅ glad for endelig, at have fundet et sted der farver vipper... Jeg bestilte så også lige en bodyscrub- skulle da forkæles...

Jeg fik så udleveret et par meget små og meget gennemsigtige engangs-trusser, som jeg skulle tage på- kunne nærmest være det samme... Bagefter lagde jeg mig så på briksen og mens én pige begyndte at lægge farve på mine øjenvipper, begyndte én anden at skrubbe og skure på min hud (intet blev forskånet)... Der lå jeg så, nærmest uden en trævl på kroppen i et ALT for koldt rum i ca. 40 min, uden at kunne se en dyt- kunne hører at en eller anden gik i bad lige over for og at viste, at "klædet/døren" ikke var trukket for...

Glæden varede dog ikke ved- for efter ca. 20 min begyndte det at svie lidt i øjnene og hun tog farven væk (var begyndt at blive lidt bekymret)- men så puttede hun så mere farve på... "I make them extra black for you..." sagde hun og jeg, selvom jeg var lidt bekymret, stoppede hende ikke- tænkte vist (lidt "grådigt") YEP, helt sikkert!!! Da farven havde siddet i endnu 10 min. dryppede hun ét eller andet i mit øje (fandt ud af, at det var saltvand- men det er nok ikke blevet opbevaret helt korrekt og aner ikke hvor gammelt det var)- jeg havde mine kontaktlinser i øjnene og kunne hurtigt mærke at der var et eller andet galt- men IGEN stoppede jeg hende ikke (ved ikke lige hvorfor)... Bagefter var mine øjne ret irriteret og jeg kunne ikke få dem ud... Senere på aftenen blev det så slemt, at jeg måtte tage på sygehuset, tilbragte så 5 timer alt i alt på 2 forskellige sygehuse, da lægen på det første sygehus sagde, at der ingen kontaktlinser var... Jeg var dog ikke helt tryg ved det, jeg vidste jo at de var der... Men efter 3 besøg hos 2 øjenlæger, som begge siger at de ikke er der, så vælger jeg at stole på dem... Mine øjne er næsten normale nu, og er heldigvis sluppet uden større skade... men med med extra red eyes....

Lidt blandet

Så fik Sara og jeg sendt en masse (ca. 24kg hver) hjem- Ved simpelthen ikke hvordan jeg er endt med at have SÅ meget at sende hjem... tror nogen har taget mine penge og købt ALVERDENS ting og så placeret det i mit skab- det må være den eneste logiske forklaring...
Og som vi snart har måtte erfare: Ting Tager Tid her i Vietnam, selvom vi troede, at fordi vi havde klaret alt forarbejdet, med at putte i kasser og skrevet præcis hvad der var i dem, så ville det kun tage en times tid- meen Nej det tog lidt over 2½ time at få ordnet 4 kasser til hjemsendelse... Tålmodighed er en dyd....

Man kan have MEGET på en MotorBike...

En anderledes, men hylende morsom tur på gadekøkken...

Sara og jeg var et smut på gadekøkken for at få lidt "hurtig" aftensmad- meen vi kom til at sidde ved siden af et par tørstige vietnamesere, som bestemt synes at Sara og jeg skulle hilse på dem (gøres ved at drikke en shot risvin sammen) Og det gjorde vi så- OG SÅ startede cirkuset... De synes åbenbart at Sara og jeg var nogle rigtige prinsesser og derfor skylle vi selvfølgelig kysses... Den ene (som var "bedst" til engelsk) blev ved med at sige "I wanna mess with you tomorrow"... hvilket vi fik meget sjov ud af, tror han mente "meet"... Vi endte med at underholde hele "butikken"...

Hjemme hos min lærerinde (Huong)...

Jeg og Evelyne (frivillig i min klasse) var blevet inviteret på aftensmad hos Huong, det var rigtig hyggeligt- Evelyne og jeg hjalp til med maden og mange af naboerne kiggede forbi for at se "girafferne"- Huong forklarede, at det er ære for en vietnamesisk familie, at have vesterlændinge på besøg... Så det skulle foreviges- op til flere gange... (-:

Afsked på Sao Mai

I dag holdt vi afsked med lærerinderne og Dr. Lan, da det var sidste dag, hvor vi alle var på arbejde på samme tid... Vi havde købt frugt og Kage og køkkenet havde lavet ekstra lækker mad (forårsruller...MUMS) Det var rigtig hyggeligt og vi fik sunget en masse- vi skiftedes til at synge henholdsvis danske og vietnamesiske sange...

Lego

Jannies forældre havde kontaktet Lego i DK og havde fået sponsoreret 30kg Lego til børnene på Sao Mai,!!!!!!!!!!!! Selvom det var et helvede og at det tog 4½ time at hente kasserne med Lego- så var det, bestemt alt besværet værd, da jeg så hvor glade børnene blev, da de fik det (-:

Lærerinderne blev ved med at sige "Beautiful, Beautiful !!" og jeg kunne sagtens forstå hvorfor- kvaliteten af Lego, er klasser over den normale standard for kvalitet på vietnamesisk legetøj!!!

TAK LEGO!!!

Kulturbeskrivelse

Jeg oplever ikke, at religion er styrende på Sao Mai og det er ikke fremgår ingen steder, om hvilken religion børnene tilhører. Men jeg vil tro, at de fleste børn enten kommer fra buddhistiske eller katolske hjem - derimod har de en stor byste af Ho Chi Min oppe i mødelokalet – selvom det ikke er en religion, så er det det, som de fleste på Sao Mai har til fælles ... I de fleste butikker er der dog et lille ofringsbord/alter (aner ikke hvad det hedder), med figurer af Buddha og hvor der bliver offeret gaver og diverse mad, drikke og sågar cigaretter til Buddha.
Sao Mai er en selvstændig institution og den ”overlever” via diverse sponsorater og vha. forældrenes betaling. Alle, uanset social klasse, har mulighed for at få deres barn indskrevet på Sao Mai... Der er et udvalg, som tager ud til familierne og ser hvor mange midler de har at gøre godt med og vurderer derudfra hvor meget de skal betale, for at have deres barn på Sao Mai...
På Sao Mai (og Vietnam i det hele taget) er de ikke specielt lukkede omkring hvordan deres kultur er formet og man kan uden problemer diskutere/tale om, hvad forskellen er mellem den vestlige og den Vietnamesiske kultur. Jeg følerhelt klart, at de respekterer mig og den måde jeg tænker og reagerer på. Det er dog for alvor gået op for mig, i hvor høj en grad ens kulturelle baggrund præger ens tanke- og handlingsmønstre ....
Der fejres en del højtider på Sao Mai... Eftersom man kører efter den kinesiske kalender hernede, fejrer de dage som Månedagen (hvor månen er rundest) og går meget op i, at dagen er hyggelig med musik, mad og arrangementer.. Man fejrer også første skoledag som en festlig begivenhed, hvilket er lidt sjovt da den ligger midt i september og der ikke er forskel fra den ene dag til den anden dag, men man starter et nyt år alligevel og den bliver fejret lidt på samme måde som månefesten. To gange om året fejrer man Womensday hvor lærerinderne får blomster af forældrene og giver blomster til ledelsen... De fejrer også teachersday hvor man fejrer lærerinderne lidt på samme måde som på womensday... De fejrer faktisk også jul, hvilket nok mest har noget at gøre med den vestlige indflydelse som alle de frivillige har på stedet... ellers fejrer de fødselsdage og afslutninger næsten ligesom man gør i Danmark med sang og slik, hvor forældrene også deltager… Forældrene har dog ikke helt samme rolle som de har derhjemme. Eftersom børnene bliver hentet og afleveret ved porten til gangen hvor deres klasse er, har jeg ikke rigtig nogen ide, hvem der er forældre til hvem- men tror de fleste af forældrene til børnene i min klasse ved hvem jeg er- hvordan det er gået til, aner jeg ikke (-;
Generelt oplever jeg, at forældrene er meget omsorgsfulde og kærlige over for deres børn og bekymrer sig meget om deres børn (Hvilket vel ét eller andet sted er globalt…) - Forældrene og lærerinderne snakker sammen ude ved porten og jeg gætter, at de snakker om hvordan dagen er gået og om der er noget de skal være særligt opmærksom på. Det tænker jeg i hvert fald, da lærerinderne ved en masse om børnene... Forældrene bliver også inviteret med til workshop hvor de har mulighed for at høre om fx Autisme og hvordan man kan arbejde med det som forældre osv...
Som også tidligere beskrevet, er det Dr. Lan der er lederen på stedet og det er hende, som tager alle beslutningerne. Dr. Lan står helt og holdent for hvad børnene skal lære og hvordan dette skal foregå... Jeg oplever ikke, at der er mange diskussioner mellem lærerinderne og Dr. Lan, omkring hvordan og hvorledes tingene bliver gjort... En gang imellem kan lærerinderne godt diskutere med hinanden, men i bund og grund gør de som der bliver ”dikteret” oppe fra... De eneste tidspunkter hvor jeg har oplevet diskussioner, er til de workshops vi har været til... Her har vi/Peter specifikt bedt lærerinderne om, at komme med deres mening og det har ikke været helt nemt, men det lykkedes da meget godt til den første workshop... Men derudover er der ellers ikke personalemøder som man kender derhjemme, hvor man diskuterer hvordan det går og om man kan gøre tingene anderledes.. Man gør lidt hvad der bliver sagt til en og forventet af en, fra ledelsens side... Jeg ved ikke om jeg oplever en tydelig ledelse men man kan vel sige, at den er ”usynlig synlig” i og med, at der er videokamera i hvert klasselokale, og via disse bliver der holdt øje med lærerinderne og de er klar over at ledelsen holder øje..

Rejsebrev

Hmm, det er faktisk ret surrealistisk at skulle til at skrive dette rejsebrev, der er allerede gået 4 måneder og pludselig føles det som om jeg kun har været her i 4 uger- tiden er fløjet af sted og jeg synes der er så meget, som jeg ikke har fået nået- men på den anden side, får man nogensinde nået det man gerne ville??? Nej det tror jeg ikke, så selvom jeg havde været her i 4 år, så var der sikkert stadig 1000 ting som jeg gerne ville have set/gjort.
Jeg synes meget hurtigt, at jeg er faldet ind i hverdagen hernede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der ikke været meget energi tilbage, når jeg er kommet hjem fra Sao Mai... Jeg tror det har har haft meget at gøre med, at jeg ikke rigtig har kunne kommunikere med mine lærerinder og selvom om vi stort set hver dag har øvet forskellige ord på vietnamesisk og engelsk, så synes jeg ikke, at der har været noget mærkbart resultat ift. kommunikationen. En anden ting der har drænet mig meget, har været rutinerne, jeg trives bestemt ikke særlig godt med alt for mange rutiner, og selvom jeg faktisk har haft ok frie rammer til at gøre som det "passer" mig ift. arbejdet på Sao Mai, så har den manglende energi haft en indflydelse på mine initiativer. Men måske og nok meget sandsynlig, har jeg nok også haft alt for store forventninger til mig selv og hvad jeg kunne præstere ift. Sao Mai. Det har hjulpet mig meget, at Peter (fra VSO) har været der og har den "samme" kulturelle baggrund som mig, jeg har brugt ham meget som en slags rådgiver, når tingene blev lidt for meget for mig og vi har haft en masse gode snakke om netop det, at komme fra en anden kultur, end den man pt. bor i. Jeg har nogle gange befundet mig i situationer, hvor jeg har følt mig så presset, at jeg faktisk har taget mig selv i at tænke "Og hvorfor var det lige, at det er så slemt at slå børn". Det er UTROLIGT skræmmende, når man pludselig opdager, at man som person kan blive presset SÅ meget, at man tænker en tanke, som er SÅ langt fra ens syn på hvad der rigtigt og forkert og virkelig, virkelig frustrerende at opdage at man dybt, dybt inde rummer sådanne tanker/følelser, tanker/følelser man ikke troede man kunne få/have...
Den situation med pigen, Ming, har dog været min lille sejr (hvis man kan sige det) på Sao Mai og det har betydet meget for mig, at vide at jeg har gjort en lille bitte foreskel, mens jeg har været på Sao Mai- dermed ikke sagt, at det er det eneste jeg synes jeg har "fået noget ud af", men det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at beskrive hvad jeg ellers har fået ud af mit ophold i Vietnam- for jeg tvivler ikke på at listen er lang, men tror først at det rigtigt går op for mig, når jeg er kommet hjem til DK igen... Det er bare nemmere at sætte fingeren på de "store" ting som har "ændret" sig på Sao Mai og som har ændret mig- men i virkeligheden tror jeg måske at det er de små ting/episoder, som er sværere at beskrive, og som i længden har betydning for mig og "Sao Mai". En ting, som dog er gået op for mig er, at lærerinderne, i den tid jeg har været i klassen, er blevet mere legende, pjattende og kærlige overfor børnene, i starten så jeg INGEN af dem lege og pjatte med børnene og i fredags gik det så op for mig, at de nu faktisk leger, pjatter, krammer, kysser børnene, giver dem svingture, kilder dem osv. og jeg vælger, at tro, at det er min interaktion med børnene, som de har set og derfor gør det samme... Ja man har jo lov at være optimistisk (-;
En anden ting som jeg har opdaget om mig selv er, at i mit daglige færden i Hanoi, er mit temperament skrumpet betydeligt ift. hvordan jeg ellers ville reagere hjemme i DK, hvor jeg kender sproget, de uskrevne regler, kulturen og hvor demokratiet er så dybt forankret i hverdagen. lad mig give 2 eksempler:
1# Skulle hente en pakke fra Lego, som Jannies forældre havde sørget for var blevet doneret til Sao Mai, denne skulle hentes i lufthavnen, det tager ca. 45min i taxa hver vej, så tænkte det når jeg da lige i frokostpausen- 2 timer skulle være nok! Meeen NEJ, jeg brugte 4½ time alt i alt, måtte gå fra den ene skranke til den næste, til den tredje og så tilbage til den første, for at ordne div. papirer, stempler, bevise at jeg var mig osv... Den sidste og fjerde skranke jeg kom til, blev bestyret af en lille sur mand, som nægtede at give mig mit pas før han havde fået nogle penge og så skulle jeg da også lige udfylde det 3275432649 stykke papir i 2 eksemplarer...!!#"#! Så var det lige, at jeg brændte sammen og sagde meget højt og meget tydeligt "Nej (på vietnamesisk)" stampede i gulvet og hamrede hånden ned i disken- at han så bare grinede af mig hjalp så ikke lige på temperamentet og da jeg endelig fik mit pas igen- ja så ville de så ikke give mig pakken- !"¤""!#! Igen måtte min fornuft kapitulere og jeg råbte det er "for helvede CHARITY!!!!" Endelig fik jeg pakkerne (2x15kg) og var først tilbage på Sao Mai kl. 16.15.
2# Skulle i dag melde tyveriet af mit kamera (ja det blev så lige stjålet), jeg kørte ind, på min motorbike, på den store politistation ved Hoan Kiem søen og parkerede, gik hen for at finde en betjent, da jeg fandt ham der havde vagt spurgte jeg selvfølgelig, om det var her man skulle melde tyveri- Nej var svaret- hvor kan jeg så melde det??? Nej, var svaret igen..?? Jeg forsøgte med div. fagter at forklare, at mit kamera var blevet stjålet (lige til en oscar, hvis jeg selv skulle vurdere min optræden) Nej, var svaret igen... !#"!"!!!##¤? DOES ANYONE SPEAK ENGLISH??? Svaret var vist også NEJ, for betjenten tog mig hårdt i armen og ville føre mig ud på vejen, hvis det så ikke lige var fordi min motorbike stod parkeret inde i deres gård, så var jeg også gået... Jeg forsøgte mindst 5 gange at forklare, at jeg altså skulle have min motorbike med- og hver gang hev han bare hårdere i min arm- til sidst rev jeg mig løs og gik demonstrativt (Louise 4 år) over til min motorbike og så kørte jeg- jeg måtte yderligere på 2 politistationer inden det lykkedes mig, at få meldt tyveriet...

Tror ALDRIG at jeg før i mit liv, har været i sådanne situationer hvor jeg har tyet til så primitive metoder... Men det har for alvor fået mig til at indse, hvor svært det er, at være i et land hvor man ikke kender sproget, kulturen, "reglerne", procedurerne osv...

Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at tage praktikken her i Vietnam, er det BEDSTE jeg nogensinde kunne have gjort og jeg ville aldrig have gjort det anderledes, ville ikke være foruden!!!