Rejsebrev

Hmm, det er faktisk ret surrealistisk at skulle til at skrive dette rejsebrev, der er allerede gået 4 måneder og pludselig føles det som om jeg kun har været her i 4 uger- tiden er fløjet af sted og jeg synes der er så meget, som jeg ikke har fået nået- men på den anden side, får man nogensinde nået det man gerne ville??? Nej det tror jeg ikke, så selvom jeg havde været her i 4 år, så var der sikkert stadig 1000 ting som jeg gerne ville have set/gjort.
Jeg synes meget hurtigt, at jeg er faldet ind i hverdagen hernede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der ikke været meget energi tilbage, når jeg er kommet hjem fra Sao Mai... Jeg tror det har har haft meget at gøre med, at jeg ikke rigtig har kunne kommunikere med mine lærerinder og selvom om vi stort set hver dag har øvet forskellige ord på vietnamesisk og engelsk, så synes jeg ikke, at der har været noget mærkbart resultat ift. kommunikationen. En anden ting der har drænet mig meget, har været rutinerne, jeg trives bestemt ikke særlig godt med alt for mange rutiner, og selvom jeg faktisk har haft ok frie rammer til at gøre som det "passer" mig ift. arbejdet på Sao Mai, så har den manglende energi haft en indflydelse på mine initiativer. Men måske og nok meget sandsynlig, har jeg nok også haft alt for store forventninger til mig selv og hvad jeg kunne præstere ift. Sao Mai. Det har hjulpet mig meget, at Peter (fra VSO) har været der og har den "samme" kulturelle baggrund som mig, jeg har brugt ham meget som en slags rådgiver, når tingene blev lidt for meget for mig og vi har haft en masse gode snakke om netop det, at komme fra en anden kultur, end den man pt. bor i. Jeg har nogle gange befundet mig i situationer, hvor jeg har følt mig så presset, at jeg faktisk har taget mig selv i at tænke "Og hvorfor var det lige, at det er så slemt at slå børn". Det er UTROLIGT skræmmende, når man pludselig opdager, at man som person kan blive presset SÅ meget, at man tænker en tanke, som er SÅ langt fra ens syn på hvad der rigtigt og forkert og virkelig, virkelig frustrerende at opdage at man dybt, dybt inde rummer sådanne tanker/følelser, tanker/følelser man ikke troede man kunne få/have...
Den situation med pigen, Ming, har dog været min lille sejr (hvis man kan sige det) på Sao Mai og det har betydet meget for mig, at vide at jeg har gjort en lille bitte foreskel, mens jeg har været på Sao Mai- dermed ikke sagt, at det er det eneste jeg synes jeg har "fået noget ud af", men det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at beskrive hvad jeg ellers har fået ud af mit ophold i Vietnam- for jeg tvivler ikke på at listen er lang, men tror først at det rigtigt går op for mig, når jeg er kommet hjem til DK igen... Det er bare nemmere at sætte fingeren på de "store" ting som har "ændret" sig på Sao Mai og som har ændret mig- men i virkeligheden tror jeg måske at det er de små ting/episoder, som er sværere at beskrive, og som i længden har betydning for mig og "Sao Mai". En ting, som dog er gået op for mig er, at lærerinderne, i den tid jeg har været i klassen, er blevet mere legende, pjattende og kærlige overfor børnene, i starten så jeg INGEN af dem lege og pjatte med børnene og i fredags gik det så op for mig, at de nu faktisk leger, pjatter, krammer, kysser børnene, giver dem svingture, kilder dem osv. og jeg vælger, at tro, at det er min interaktion med børnene, som de har set og derfor gør det samme... Ja man har jo lov at være optimistisk (-;
En anden ting som jeg har opdaget om mig selv er, at i mit daglige færden i Hanoi, er mit temperament skrumpet betydeligt ift. hvordan jeg ellers ville reagere hjemme i DK, hvor jeg kender sproget, de uskrevne regler, kulturen og hvor demokratiet er så dybt forankret i hverdagen. lad mig give 2 eksempler:
1# Skulle hente en pakke fra Lego, som Jannies forældre havde sørget for var blevet doneret til Sao Mai, denne skulle hentes i lufthavnen, det tager ca. 45min i taxa hver vej, så tænkte det når jeg da lige i frokostpausen- 2 timer skulle være nok! Meeen NEJ, jeg brugte 4½ time alt i alt, måtte gå fra den ene skranke til den næste, til den tredje og så tilbage til den første, for at ordne div. papirer, stempler, bevise at jeg var mig osv... Den sidste og fjerde skranke jeg kom til, blev bestyret af en lille sur mand, som nægtede at give mig mit pas før han havde fået nogle penge og så skulle jeg da også lige udfylde det 3275432649 stykke papir i 2 eksemplarer...!!#"#! Så var det lige, at jeg brændte sammen og sagde meget højt og meget tydeligt "Nej (på vietnamesisk)" stampede i gulvet og hamrede hånden ned i disken- at han så bare grinede af mig hjalp så ikke lige på temperamentet og da jeg endelig fik mit pas igen- ja så ville de så ikke give mig pakken- !"¤""!#! Igen måtte min fornuft kapitulere og jeg råbte det er "for helvede CHARITY!!!!" Endelig fik jeg pakkerne (2x15kg) og var først tilbage på Sao Mai kl. 16.15.
2# Skulle i dag melde tyveriet af mit kamera (ja det blev så lige stjålet), jeg kørte ind, på min motorbike, på den store politistation ved Hoan Kiem søen og parkerede, gik hen for at finde en betjent, da jeg fandt ham der havde vagt spurgte jeg selvfølgelig, om det var her man skulle melde tyveri- Nej var svaret- hvor kan jeg så melde det??? Nej, var svaret igen..?? Jeg forsøgte med div. fagter at forklare, at mit kamera var blevet stjålet (lige til en oscar, hvis jeg selv skulle vurdere min optræden) Nej, var svaret igen... !#"!"!!!##¤? DOES ANYONE SPEAK ENGLISH??? Svaret var vist også NEJ, for betjenten tog mig hårdt i armen og ville føre mig ud på vejen, hvis det så ikke lige var fordi min motorbike stod parkeret inde i deres gård, så var jeg også gået... Jeg forsøgte mindst 5 gange at forklare, at jeg altså skulle have min motorbike med- og hver gang hev han bare hårdere i min arm- til sidst rev jeg mig løs og gik demonstrativt (Louise 4 år) over til min motorbike og så kørte jeg- jeg måtte yderligere på 2 politistationer inden det lykkedes mig, at få meldt tyveriet...

Tror ALDRIG at jeg før i mit liv, har været i sådanne situationer hvor jeg har tyet til så primitive metoder... Men det har for alvor fået mig til at indse, hvor svært det er, at være i et land hvor man ikke kender sproget, kulturen, "reglerne", procedurerne osv...

Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at tage praktikken her i Vietnam, er det BEDSTE jeg nogensinde kunne have gjort og jeg ville aldrig have gjort det anderledes, ville ikke være foruden!!!