Nam Dinh 27-28. oktober

Besøg på en institution der minder om Sao Mai...

Til konferencen d. 20. september mødte vi Mr. Hái og 3 af hans medarbejdere, og de inviterede os til at komme til Nam Dinh og se deres institution: "Nam Dinh save disable children centre" og vi takkede selvfølgelig ja.
Dagen kom hvor Jannie, Allan og jeg skulle besøge Mr. Hái og hans center og vi havde forinden skrevet en mail til dem om vores besøg, men for lige at være sikre ringede vi om morgenen d. 27. oktober og fortalte at vi kom senere på dagen- Mr. Háis engelsk kan være lidt svært at forstå og tror heller ikke helt, at han forstod mig... Mr. Hái ringede nemlig efterfølgende omkring 15-20 gange indtil vi ankom til Nam Dinh!!! Størstedelen af vores "samtaler" var noget nær volapyk og indimellem måtte jeg finde en vietnameser, som kunne snakke lidt engelsk og få ham til at snakke med Mr. Hái for mig og derefter oversætte... Den sidste "samtale" jeg havde med Mr. Hái var i bussen mod Nam Dinh og jeg bad bus konduktøren om at snakke med ham- det udviklede sig til, at hele bussen fulgte med i samtalen og konduktøren hævede stemmen og på et tidspunkt lignede det at personerne i bussen var ved at komme op og skændes med hinanden, imens sad og forstod absolut intet af hvad der skete...
ENDELIG kom vi frem til Nam Dinh (3 timer i minibus) og da vi stod af stod der nogle med knallerter og jeg blev først lidt irriteret og vendte ryggen mod dem uden rigtig at se på dem- det viste sig så, at det var Mr. Hái og hans personale der var kommet for at hente os... PINLIGT!!!
Den ene af hans medarbejdere, Thuy, var vel hvad man kunne "helt oppe at kører" hun krammede os og grinte/fniste og krammede igen... Jannie sad bagpå Thuy på vej mod centret- en ikke helt ufarlig tur, da Thuy under det meste af turen skiftevis vendte sig om mod Jannie og grinte og aede hende og derefter grinte/fniste og kiggede på mig osv...

Da vi kom frem til Centret blev vi modtaget med håndtryk, bukken og smil og alle børnene/eleverne (fra ca. 3-40år) var meget nysgerrige på hvad vi var for nogle. Det som jeg straks bemærkede var, at atmosfæren på centret var meget "afslappet" ift. på Sao Mai og det var tydeligt at se, at børnene havde det godt indbyrdes og det sociale spillede en stor rolle her. Børnene/eleverne havde forskellige problematikker så som: døvhed, stumhed, spasticitet, Downs syndrom, autisme... Og aldersforskellen som først chokerede/undrede mig lidt, viste sig faktisk at være en positiv ting, da de ældste hjalp/guidede de mindste- hvilket var rart at se.

Én af pigerne, som var døv, havde et særligt talent, som hun stolt viste os: Catwalk! Det var helt fantastisk og helt uventet for os- alle klappede og heppede mens hun spankulerede op og ned af gulvet, hun var et naturtalent og vi blev igen bevidste om hvor godt sammenholdet mellem eleverne var!

Om aftenen tog Mr. Hái, Dr. Lóc og en 3. herre og ud og spise- meget interessant, der blev spyttet, bøvset og smasket under hele måltidet, og hvad man ikke lige kunne lide eller tygge røg på gulvet- Jeg havde det lidt svært med alle lydene, og jeg kæmpede med ikke at "reagere" på det- man er jo en høflig gæst... Da regningen kom, insisterede de på, at de ville betale og vi blev gænget ud mens det økonomiske blev ordnet... bagefter blev vi kørt på hotel og fik et værelse med 3 senge (hårde som sten), jeg gik en tur rundt i byen og fik en øl på en "Bier Hoi", Nam Dinh er vist ikke så vant til "hvide mennesker", så jeg blev kigget meget på og stort set alle jeg mødte sagde: Hallo, hvorefter de fniste helt vildt... det var nu meget sjovt.

kl. 7.00 næste morgen blev vi hentet og inviteret på morgenmad (nudelsuppe), hvilket faktisk også fungere ret godt som morgenmad... Og bagefter tilbage på centeret, hvor vi brugte lidt tid på at lege med de mindste børn. Mr.

Hái spurgte om hvornår vi havde tænkt os, at undervise lærerinderne...HVAD???!!! Øhhh det var vi jo ikke lige forberedt på... Vi fortalte pænt at det havde vi ikke forberedt og at det ikke helt var derfor vi var der... Men Mr. Hái gentog bare spørgsmålet og til sidst måtte vi sige, at det kunne vi altså ikke- Mr. Hái sagde så, at vi bare skulle lære dem hvordan tingene blev gjort på Sao Mai !!!- til sidst blev vi så enige om, at vi ville sende nogle af de pictogrammer, som vi bruger på Sao Mai... En temmelig pinlige situation, men MEGET typisk Vietnam...

Lidt senere fortalte vi, at vi gerne ville se lidt af Nam Dinh, inden vi skulle hjem- egentlig ville vi bare gerne gå lidt rundt på egen hånd, men Mr. Hái insisterede på at vise os rundt- hvilket var rigtig sødt af ham, men vi havde vist alle 3 brug for en lille pause... Nå men vi gik en tur rundt om den store sø i Nam Dinh og kørte ud til en stor Pagoda, det var SÅ smukt! Til sidst var vi alle 3 lidt "fyldt" op og måtte undskyldende og gentagende gange sige, at det var ok og at vi bare lige skulle gå lidt rundt og kigge...

Det var faktisk ret svært at sige, for de havde virkelig været overordentlig gæstfrie og gjort meget for os, så vi følte os til utaknemmelige, men vi havde VIRKELIG også bare brug for at være lidt alene og se lidt af byen på egen hånd... Vi tog hjem med bus kl. 13.30, det var et rigtig godt og lærerrigt besøg i Nam Dinh.

Institutionens pædagogik

Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen?
De ansatte på Sao Mai har, som vi også beskrev under institutionsbeskrivelsen, forskellige former for uddannelser… De kan enten være uddannet på universitetet eller komme direkte fra High School (gymnasiet) og derfor enten have en uddannelse inden for det pædagogiske felt eller ej… Der er en primærlærer i klassen og hun er som regel uddannet. De rigtig dygtige lærer er i de klasser med mindst problematiske børn. Dette er en form for belønning. Der er også psykologer ansat på stedet. Men personalet, uddannet såvel som ikke uddannet, gør alt hvad der står i deres magt for at gøre det bedst mulige for børnene på Sao Mai.
Hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
På Sao Mai kaldes pædagoger for lærerinder, og lærerinderne udfører det pædagogiske arbejde på Sao Mai, der er dog ledelsen, som bestemmer størstedelen af "hvad, hvordan og hvorledes". Det er primært undervisning af børnene der ses som det pædagogiske arbejde på Sao Mai. Undervisningen er struktureret læring og elementerne i undervisningen er mere eller mindre det samme som vi ”lærer” børnene hjemme i Danmark. Det er bare forskellige arbejdsmetoder..
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere?
For ca. et halvt år siden er piktogrammer blevet indført på Sao Mai og lærerinderne bruger disse til at kommunikere med børnene.. Nogle gange virker det mere tilfældigt end andre… De bruger meget billedet med at børnene skal sidde stille, men tit glemmer de at bruge de andre skilte om hvilken undervisningstime de skal til at have… Det er tydeligt, at lærerinderne er rigtig glade for børnene og gør meget for at de skal have det godt. Deres omsorg føles lidt ”hårdere” end den er derhjemme… Det er en lidt mere voldsom måde der bliver givet omsorg i forhold til kys og kram…
Er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger?
Så vidt jeg har opfattet er måden undervisningen er sammensat på styret af hvor gamle børnene er og hvor meget det skønnes at børnene kan… Fx deles undervisningen op i to hold hvor det ene hold er dem som kan ”snakke” og udføre og forstå lidt bedre og et hold som ikke er så gode til dette… Det der bliver undervist er også forskelligt alt afhængig af hvor børnene er… det ene hold bliver fx undervist i hvad hoved, øjne osv. hedder og det andet i hvad dyr hedder og siger…
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte?
Lærerinderne gør bl.a. de didaktiske overvejelser omkring hvor børnene er og hvor dygtige de er.. Som beskrevet ovenfor… de vurderer også hvem af børnene der kan have lidt mere "ansvar" mht. spisningen osv.….
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai… Det er meget vigtigt for dem, at læringen foregår via undervisningen og derfor sidder børnene meget ned i løbet af en dag,… Undervisningen foregår både enkeltvis og i grupper… Selv det, at lege med klodser er en struktureret læring og derfor skal børnene sidde på en stol mens de leger/lærer…
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig/jer?
Det strukturerede i undervisningen gør stort indtryk på mig. Ud fra et dansk synspunkt er der mange andre måder, at give børnene støtte og faste rammer på og samtidig udvikle en læring hos dem, men ud fra et vietnamesisk synspunkt giver det meget god mening… Nogle/en del forældrer er feks. stadig i den overbevisning, at stedet kan helbrede deres børn så de kan blive sluset ud i det normale samfund igen...
Hvordan ser en typisk dag – uge ud?
Dagen på Sao Mai starter for os kl. 8.00.
Børnene ankommer fra omkring 7.45 til 8.30… I klasserne er der enten musik eller fri leg eller børnene sidder på en række og venter på at klokken bliver 8.30… det kommer an på lærerinderne i klassen.
Kl. 8.30 starter morgencirklen og der bliver sunget godmorgen til hvert af børnene. Der bliver vist et billede rundt i cirklen af det barn der bliver sunget for.. Børnene kommer op en af gangen og skal samle armene foran brystet og bukke mens de siger deres navn og godmorgen til de andre børn og lærerne.. Nogle gange skal børnene sige om det er solskin eller skyet og regn udenfor og pege på nogle billeder…
Kl. 8.50 er morgencirklen færdig og det er blevet tid til at børnene skal på toilettet.
Kl. 9.00 første undervisningstime går i gang og der gøres klar til dette. (social skills eller leg med klodser)
Kl. 9.30 er det som regel motor skills, som står programmet og børnene skal lærer at hoppe, kaste bold, eller danse en bestemt dans til en sang…
Kl.10.00 er der leg med klodster, sang, historielæsning (lærerinderne sidder med en "flipover" bog og fortæller)
Kl.10.30 Der kommer mad op på etagerne og lærerinderne går ud for, at fylde op med grød, ris, og hakketkød. Og det er tid til at børnene skal have mad.. De får enten grød eller ris med hakketkød og suppe.
Kl. 11.00 er de fleste færdige med at spise og der bliver fejet og lagt måtter ud til at sove på.. Børnene skal lige tisse af og herefter bliver de lagt på måtterne med en pude hver og så skal de sove..
11.30-14.00 er der frokostpause, hvor vi går ned i cafeen og får lidt mad, som består af ris og tilbehør.. Vi får rigtig god mad.. efter vi har spist kan vi enten gå ovenpå og sove i rummet til frivillige eller tage ud og shoppe eller arbejde med evt. projekter eller bloggen…
Kl. 14.00 børnene bliver vækket og der bliver tisset af inden undervisningen går i gang igen..
Kl.14.30 børnene har dagens sidste undervisning, somregel "rytmik" eller "farvelære"...
Kl.15.00 Børnene får grød og chips og nogle af dem får en slags mælkeproteinpulver blandet med vand…
Kl. 15.30 der bliver sagt farvel og tak for i dag.. Det foregår på samme måde som beskrevet ved morgencirklen.
Kl.15.45. Børnene får sko på og sidder enten og venter på at de bliver hentet eller der bliver sat musik på eller de får noget legetøj de kan lege med.. Igen alt afhængig af hvilken klasse det er i osv.…
Kl.15.45-16.30 børnene bliver hentet og dagen afsluttes.

Dagen for os forløber fra 8-16.30, men for lærerinderne er der tit aktiviteter efter arbejde som er mere eller mindre obligatoriske. Det kan enten være at de har engelskundervisning eller workshop i weekenderne. Workshops´ne i weekenderne handler oftest om børn med autisme og hvordan man kan arbejde med dem eller om nye tiltag der skal ske på Sao Mai… Dette er Peter fra England der står for dette og dr. Lans sekretær oversætter for ham…

Workshop d. 6. oktober

Sara, Jannie og jeg havde allieret os med Peter og holdt vores første workshop søndag d. 6. oktober.

Jeg var lidt nervøs, da vi skulle stå foran 20-30 personer og holde foredrag, og så på engelsk... Og så hjalp det ikke, at vi 30min før start fandt ud af, at de videoer som vi skulle vise ikke virkede... Og efter at have forsøgt 1000 forskellige måder, at få det til at virke på, måtte vi opgive og i stedet lave et lille skuespil af hvad der skete på videoerne- hvilket faktisk virkede ret godt. lærerinderne var meget engageret og stille mange og gode spørgsmål og Dr. Lan var der også (kom godt nok først halvt inde i foredraget...), men alt i alt en vellykket workshop.

Dr. Lan kommenterede ikke vores workshop- hvilket vist nok er et tegn på at det var godt, men Peter derimod roste os og synes vi havde taget et godt emne op- rart med lidt ros(-:

Worshoppen på engelsk:

We are the three Danish students Louise, Sara and Jannie.

Today we would like to talk about how children interact with others and how important that skill is in matter to be a part of the society.

This presentation is a suggestion to all of you teachers how you might can develop the teaching of the children. We are aware that it can be difficult to change the teaching and therefore this can be an inspiration to you.

The three zones of learning

The first zone of learning:

The teacher shows the child what to do. Now we would like to show a videoclip with an example of this. (Video hoppesituation motorik). In this example we just showed the teacher is showing the child how to jump and the child does the same as her afterwards. The teacher is setting the example and the child needs an adult to guide him or her when he or she is learning new skills. For example to show the child how to eat with a spoon when they have never tried it before.

The second zone of learning:

The teacher is beside the child meaning that the child and teacher are sharing and learning from each other and they both contributes to the interaction. Through this zone the child is learning personal skills which have an impact on the childs further development and interaction with others. For example a child picks up two bricks and put them together pretending it’s a pistol. He aims at the teacher and says “bang bang” and the teacher pretends to get hurt. Then the teacher does the same and an important interaction has begun.

The third zone of learning:

The teacher is grabbing the childs initiatives and the child is in control of the interaction and the interaction is entirely based on the childs initiatives. Now we will show a videoclip with an example. (Hoppe hvor hun løber med).The teacher is showing the child how to jump which is the first zone of learning and then the child takes an initiative to run also and she grabs his initiative and runs after him and therefore the interaction is developing into the third zone of learning.This zone is important because it increases the childs self esteem and the trust within itself which is important for the childs further personal development as well as the social skills.

How to use the three zones of learning in the daily work with the children at Sao MaiThe first zone of learning is daily used at Sao Mai during the lessons.

The other two zones can be used whenever there is sparetime. For instance the last 45 minutes before the children are going home.

Now we will show another example of the zones.In this example the children reflects themselves in Louise and starts on their own initiative to interact with each other. One of the boys is developing the game even further by picking up the ball and returning it to the two boys playing with it.This is an example of how all three zones of learning can be combined in one simple game and this can be an example of how to develop the childrens interactions with others.

Opfølgning

Selvom lærerinerne var meget engageret og meget spørende ift. emnet på workshoppen, så blev jeg alligevelle meget glædeligt overrasket, da jeg så at lærerinderne i min klasse rent faktisk har ændret den lektion som de kalder "Social skills". Normalt skal børnene i denne lektion stable stole, lærer at folde en karklud osv. meeen denne dag sad børnene i en rundkreds og et barn kom ind i midten og han/hun skulle så kaste en bold til en af de andre børn og denne skulle så kaste bolden tilbage og barnet i midten kastede så bolden til et nyt barn osv... Ved godt, at det er små skridt, men det var VIRKELIG dejligt at se, da børnene faktisk skulle arbejde sammen for at lektionen "lykkedes".. JUHUUUU glæde og stor anerkendelse til lærerinderne for at have hørt hvad vi havde sagt og derefter tilpasset det, så det passede ind i deres hverdag...!

Onsdag d. 1. oktober

ENDELIG FÆRDIG.........

Så blev jeg endelig færdig med at lave blomsterne som skulle dekorerer væggen i klassen- tog MEGET længere tid end beregnet!

Mine lærerinder, Thám og Huong, samt 2 af drengene, Quân og Duy hjalp mig med at sætte det hele op på vægen, det var rigtig hyggeligt og et dejligt afbræk i den ellers så strukturerede hverdag...

Én af drengene, Bee, viste allerede med det samme interesse for blomsterne og begyndte at pege på billederne og ville have mig til at sige navnet- det var lige præcis dét som jeg håbet på de kunne bruges til, så det var hele arbejdet værd!

Efterfølgende har lærerinderne også brugt dem til at lære, at udtale mit navn korrekt - har ellers heddet alt fra Lodi til Ui (-: meen der er lang vej til det bliver udtalt "Louise"- Og det er sikkert lige så svært for dem, som det er for mig, at udtale deres navne....

Tirsdag den 30. september

"I dag er det Louises fødselsdag....hurra hurra hurra......"

ZZZZZZZZZzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Sara var så sød at komme og "vække" mig med sang- det gik bare ikke helt som planlagt da jeg åbenbart var i en MEGET dyb søvn, så efter at have sunget et stykke tid uden reaktion fra mig, går Sara hen til sengen for at tjekke om jeg er i live- først der vågner jeg og vi får begge et kæmpe chok... sikke en start, Sorry Sara og tak det var SÅ sødt gjort!!! (-:

Mine lærerinder havde købt 2 halstørklæder til mig og sang en lille fødselsdagssang for mig og jeg blev meget rørt over det!

I frokost pausen fik jeg en besked om, at jeg kunne hente min mobiltelefon kl. 13.00 i Hanoi, da der var en fra nationalparken som alligevel skulle til Hanoi, så han havde taget den med til mig- jeg tog en taxi derind og chaufføren var en dame (sjældent set i Hanoi) som hedder Thuy og hun kunne snakke tysk, så vi fik os en lang snak på gebrokken tysk, Thuy hjalp mig med at ringe til manden med min mobil og få aftalt et sted at mødes. Efter at have fået min mobil (Jubiii) kørte vi tilbage til Sao Mai og på vejen stoppede Thuy og købte en buket roser til mig: Gutes geburstag ! Der blev jeg sgu rørt...det var så sødt af hende (-:

Efter arbejde kom Trang og hendes kæreste med en gigantisk buket blomster, fra hele fam. Viet- Endnu engang blev jeg rørt- det betyder bare SÅ meget når man er så laaangt væk fra familien i DK, at der er nogen der tænker på en (-:

Om aftenen tog Jannie, Allan, Sara og jeg ud og spiste på Boby Chien, en meget fin restaurant og måske den dyreste i Hanoi (3.000.000VD = 900kr) for 4 pers. Det var alle pengene værd, maden og stemningen var super og det var en rigtig hyggelig middag!

Sara havde lavet en fin gave til mig, med et gave kort til en rigtig tøsedag og Jannie og Allan gav mig et gavekort til cirkus, middag og kasino- Hvad mere kan man da lige ønske sig... (-:

Jeg savnede selvfølgelig min familie og vennerne i DK ekstra meget denne dag, men det hjalp at få så mange lykønskninger hjemmefra- TAK!!!!!!!!!

27-28. september

Så så man lige 2xNynne på weekendtur til Cuc Phuong...

Egentlig var det meningen, at vi alle 4 skulle have været i Sapa (nord for Hanoi), vi havde købt biletter til toget og alt så lovende ud- glædede mig super meget til at komme lidt væk fra Hanoi og se noget andet- Og Sapa skulle være så smuk... Men, men, men der var varslet storm og orkan i Sapa og ambassaden rådede folk til ikke at tage nord på... Hmm skuffet og irriteret blev jeg, men rasende blev jeg da vi skulle have pengene retur for vores tog biletter... Vi kunne ikke få pengene retur for biletten til Sapa, da toget ikke var aflyst og vi kunne kun få 70% retur for biletterne tilbage til Hanoi- alt i alt kostede det os knap 1 million (300kr) hver...

Sara og jeg besluttede så, at tage væk fra Hanoi, når vi nu alligevel havde fri fra arbejdet. Vi fandt nationalparken Cuc Phuong (150km syd for Hanoi) i "lonely planet" og tog afsted lørdag morgen.

Vi startede selvfølgelig med, at være alt for længe om, at komme afsted og da vi åbnede hoveddøren lå der ca. 10-15cm vand i gaden- så af med strømer og sko og så gik vi ellers, klædt i det fineste Robinson/BackPacker outfit, på bare tæer med sko og strømper i hænderne- vi prejede en taxi og kørte afsted mod busstationen- som viste sig at ligge betydeligt længere væk end beregnet, så vi kunne godt glemme alt om at nå bussen, som kørte 7.40 og vi var ærligtalt temmelig irriteret på os selv- HVORNÅR lærer vi lige, at det kan betale sig at undersøge tingene 110%...!

Da vi endelig kom frem, blev vi mødt af en gruppe "bus-hajer", som mildestalt rev os i arme og ben for at få os med i deres bus - vel og mærke uden at have en anelse om hvor vi skulle hen (MEGET stressfuldt!), nå men vi kom ind i en bus og kørte i ca. 2 timer hvorefter vi ankom til Ninh Binh. Vi blev STRAKS "modtaget" af en MEGET ivrig mand, som nok skulle kører os for Xkr- igen uden at vide hvor vi skulle hen... Det blev lidt for meget for Sara og jeg, så vi satte os og drak en sodavand og forsøgte at finde ud af hvad vores næste "smarte" træk skulle være- efter at havde forhørt os om priser på taxi til Cuc Phuong (45km), indså vi, at den ihærdige mand fra bussen var billigst og vi måtte bøje os. Han arrangerede en bil som kunne køre os for 300000VD(90kr).

Vi ankom kl 11.45 til receptionen i Cuc Phuong, spiste frokost og bestilte overnatning inde i parken- vi havde selvfølgelig glemt vores pas, så efter en del hurlumhej lykkedes det os, at få Trang til at faxe kopier af vores pas og vi kunne ånde lettet op!.

Dién, en guide som skulle vise sig at blive meget vigtig, spurgte om vi skulle med motorbike/bil eller cykel til stedet hvor vi skulle sove. Og da var det så at Sara og jeg fik den første hjerneblødning og blev enige om, at vi skulle gå- det var jo "kun" 20km og Dién sagde det ville tage 3 timer- dog så han lidt skeptisk ud... kort tid efter kom min anden hjerneblødning, vi kunne jo gå en tur til "1000-year-old-tree", når vi var kommet frem og så lige spise aftensmad, derefter kunne vi tage på Nightseeing og så kunne vi tage til vandfaldet og Muong village søndag... Her ydede både Sara og Dién en meget nødvendig førstehjælp- de stoppede mig og Dién forslog at vi "kun" gik turen og tog på Nightseeing og søndag kunne vi se 1000-year-old-tree og så synes han ikke vi kunne nå mere... Vi lyttede til ham, han var trods alt en "smugle" mere rutineret end os...det skulle vise sig at være en STOR STOR fejl!!

Optimistiske og spændte begyndte Sara og jeg at gå og vi fik selskab af en hanhund, som vi kaldte Albert og han fulgte os hele vejen... Jeg faldt selvfølgelig straks for Albert, hvilket senere førte til min tredje hjernebødning...

Turen var utrolig smuk og det var en helt ubeskrivelig følelse at gå ad vejen gennem junglen, hvor vi så og hørte mange forskellige ting, bla:

Da vi havde gået i de knap 3 timer, som hele turen skulle tage, og først nu var nået til det første stop: Prehistoric Man, forstod vi, hvorfor Dién havde set så skeptisk på os, da vi sagde at vi ville gå hele vejen og at han nok havde ment at de 3 timer var til dette stop og ikke HELE vejen... Vi indså, at vi måske nok havde taget munden for fuld og på kortet kunne vi se at vi ikke engang var halvvejs. Vi blev dog, af en uforklarlig grund, enige om at hvis vi bare gik lidt hurtigere og tog knap så mange billeder, så skulle vi nok nå frem inden det blev mørkt...WRONG!!!

Da vi havde gået endnu 1.5 time kom der bil med nogle af dem der arbejde i nationalparken og tilbød os lift- YES var det eneste rigtige svar til dette og da Albert var forsvundet fra os, var det bare om at komme frem til stedet hvor vi skulle sove... Efter at have kørt ca. 2km så vi igen Albert og gensynsglæden var gensidig stor (troede jeg) og vi forsøgte at få Albert med i bilen- mændene gav efter og jeg løftede ham op på ladet hvor vi sad- Albert var dog ikke helt tryg ved situationen og det endte med at han hoppede ned og vi måtte køre fra ham. Albert løb efter bilen da den kørte og da det var meget glat, skred hans ben flere gange under ham- til stor fornøjelse for mændene som grinede af det- Det var lige en tand for meget for mig og mit hjerte og efter flere forsøg på at få dem til at stoppe- fik jeg min 3 hjerneblødning- og råbte "STOOOOOOOP bilen jeg vil af!" de forsøgte at ændre min beslutning, da der endnu var 4 km tilbage... Men stædig var jeg og jeg havde jo Albert at følges med... troede jeg, men da bilen med Sara og mændene kørte, ja så løb Albert selvfølgelig med og så stod jeg ellers der midt i junglen, alene´, træt, uden lommelygte (Sara havde begge) og var rødglødende af raseri... "Hvad fanden tænkte jeg lige på...?!?" Men der var kun én ting at gøre og det var at gå. Efter ca. 15min var det blevet ret mørkt og jeg begyndte så småt at gå i panik ved tanken om at skulle gå 4 km i bælgravende mørke- Heldigvis havde Sara set Albert komme til guetshous´et uden mig og havde fået overtalt Dién til at hente mig- så efter 30min alene i junglen (føltes som flere timer) kom han og hentede mig på en scooter- HVILKEN LYKKE!!!

Alene i Junglen...

1½ time senere tog Dién og jeg på Nightseeing i 2 timer, hvor jeg så flyvende egern som var på størrelse med en stor kat, samt forskellige kryb- meget spændende og Albert fulgte med hele vejen, selvom jeg var lidt "sur" på ham (-: Alt i alt havde jeg gået ca.16km den dag og var mere end træt- så selvom sengen var hårdere end hård, så sov jeg som en sten... Og Albert sov på gulvet(-;

Søndag stod vi tidligt op, delte en müslibar og gik turen til 1000-year-old-tree, som skulle være ca. 3km- meen Surprise, surprise turen var i alt 8 km og var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Da vi kom til træet havde vi gået i ca. 2 timer og troede at vi bare lige skulle gå en ½ time for at komme tilbage- men nej. det tog os ca. 1½ time at komme retur og ruten var ubeskrivelig hård- op og ned af meget stejle og lange "trapper" (indhug i bjerget/klippen) og nogle steder var stien næste ufremkommelig (mindede om noget taget ud fra en Indiana Jones film)

Sara og jeg havde absolut ingen anelse om hvor vi var, hvor langt der var til "målet", vi mistede tidsfornemmelsen og da vi ikke havde fået andet end en müslibar så var disse faktorer en ret stor psykisk/fysik belastning + at der intet net var så hvis én af os kom til skade ville vi ikke kunne ringe efter hjælp- Endelig så vi SKILTET som fortalte os at vi var nået målet:

Vi åndede begge lette op og blev næsten euforiske ved synes- svært at beskrive men aldrig har jeg været så glad for at se et skilt, som da! Turen vi havde gået viste sig at være 8km lang!

Vi blev kørt tilbage til receptionen, Albert blev- vi fik af vide at han aldrig før havde gået så langt væk, jeg tænker at han med det samme, da han så os, vidste at vi havde brug for en lille "skytsengel"...haha
Efter et kort stop for at se nogle aber, blev vi kørt til busstationen- det lykkedes mig selvfølgelig at glemme min mobil i bilen og opdagede det først alt for sent- men de lovede at sende den til mig- så måske ser jeg den igen!

Da vi havde kørt i lidt over 2 timer stopper bussen pludselig og Sara og jeg bliver gænget/smidt over i en anden bus- vi forstår overhovedt ikke hvad der sker og da jeg er tæmmelig træt og sulten får jeg et mindre nervesammenbrud, da chaufføren i den nye bus råber noget jeg ikke forstår, mens han river mig i armen og forsøger at trække mig forbi den åbne busdør (mens bussen køre) - bussen er TOTALT pakket og jeg kan ikke komme forbi og er bange for at falde ud af døren- hvilket han ikke forstår før jeg med meget høj stemme fortæller ham at NU STOPPER DU!!!!!!!!!!!!! Herefter er jeg så "heldig" at sidde ved siden at 2 piger, som sidder og griner og stirre mens de peger på mig, her måtte jeg virkelig tælle til 100000 for ikke at miste temperamentet... Da vi så endelig når til busstationen i Hanoi bliver vi bogstaveligt overfaldet af 7-12 taxi chauffører/motorbike drivers som alle ville have os med- Det var så bægeret der fik det hele til at flyde over- Sara stod og stirrede ud i luften og sagde: lalalalalalalaal og jeg gik rundt i ring og talte højlydt til 10 x mange. til sidst så vi på hinanden og kunne ikke lade være med at grine- det hele var bare lige lidt for meget...

Vi sluttede af med at spise varm dejlig mad i rekord fart på en restaurant i Hanoi, hvorefter vi slæbte vores slemt ildelugtende og ømme kroppe hjem i et varmt bad og direkte i seng...

Det er den hårdeste weekendtur jeg nogensinde har været på- men ville absolut bytte denne skøre/unikke/spændende/hårde og sjove tur for noget andet...!

Tak til Sara den bedste rejse makker ever! (-: