Til konferencen d. 20. september mødte vi Mr. Hái og 3 af hans medarbejdere, og de inviterede os til at komme til Nam Dinh og se deres institution: "Nam Dinh save disable children centre" og vi takkede selvfølgelig ja.
Dagen kom hvor Jannie, Allan og jeg skulle besøge Mr. Hái og hans center og vi havde forinden skrevet en mail til dem om vores besøg, men for lige at være sikre ringede vi om morgenen d. 27. oktober og fortalte at vi kom senere på dagen- Mr. Háis engelsk kan være lidt svært at forstå og tror heller ikke helt, at han forstod mig... Mr. Hái ringede nemlig efterfølgende omkring 15-20 gange indtil vi ankom til Nam Dinh!!! Størstedelen af vores "samtaler" var noget nær volapyk og indimellem måtte jeg finde en vietnameser, som kunne snakke lidt engelsk og få ham til at snakke med Mr. Hái for mig og derefter oversætte... Den sidste "samtale" jeg havde med Mr. Hái var i bussen mod Nam Dinh og jeg bad bus konduktøren om at snakke med ham- det udviklede sig til, at hele bussen fulgte med i samtalen og konduktøren hævede stemmen og på et tidspunkt lignede det at personerne i bussen var ved at komme op og skændes med hinanden, imens sad og forstod absolut intet af hvad der skete...
ENDELIG kom vi frem til Nam Dinh (3 timer i minibus) og da vi stod af stod der nogle med knallerter og jeg blev først lidt irriteret og vendte ryggen mod dem uden rigtig at se på dem- det viste sig så, at det var Mr. Hái og hans personale der var kommet for at hente os... PINLIGT!!!
Den ene af hans medarbejdere, Thuy, var vel hvad man kunne "helt oppe at kører" hun krammede os og grinte/fniste og krammede igen... Jannie sad bagpå Thuy på vej mod centret- en ikke helt ufarlig tur, da Thuy under det meste af turen skiftevis vendte sig om mod Jannie og grinte og aede hende og derefter grinte/fniste og kiggede på mig osv...
Da vi kom frem til Centret blev vi modtaget med håndtryk, bukken og smil og alle børnene/eleverne (fra ca. 3-40år) var meget nysgerrige på hvad vi var for nogle. Det som jeg straks bemærkede var, at atmosfæren på centret var meget "afslappet" ift. på Sao Mai og det var tydeligt at se, at børnene havde det godt indbyrdes og det sociale spillede en stor rolle her. Børnene/eleverne havde forskellige problematikker så som: døvhed, stumhed, spasticitet, Downs syndrom, autisme... Og aldersforskellen som først chokerede/undrede mig lidt, viste sig faktisk at være en positiv ting, da de ældste hjalp/guidede de mindste- hvilket var rart at se.
Én af pigerne, som var døv, havde et særligt talent, som hun stolt viste os: Catwalk! Det var helt fantastisk og helt uventet for os- alle klappede og heppede mens hun spankulerede op og ned af gulvet, hun var et naturtalent og vi blev igen bevidste om hvor godt sammenholdet mellem eleverne var!
Om aftenen tog Mr. Hái, Dr. Lóc og en 3. herre og ud og spise- meget interessant, der blev spyttet, bøvset og smasket under hele måltidet, og hvad man ikke lige kunne lide eller tygge røg på gulvet- Jeg havde det lidt svært med alle lydene, og jeg kæmpede med ikke at "reagere" på det- man er jo en høflig gæst... Da regningen kom, insisterede de på, at de ville betale og vi blev gænget ud mens det økonomiske blev ordnet... bagefter blev vi kørt på hotel og fik et værelse med 3 senge (hårde som sten), jeg gik en tur rundt i byen og fik en øl på en "Bier Hoi", Nam Dinh er vist ikke så vant til "hvide mennesker", så jeg blev kigget meget på og stort set alle jeg mødte sagde: Hallo, hvorefter de fniste helt vildt... det var nu meget sjovt.
kl. 7.00 næste morgen blev vi hentet og inviteret på morgenmad (nudelsuppe), hvilket faktisk også fungere ret godt som morgenmad... Og bagefter tilbage på centeret, hvor vi brugte lidt tid på at lege med de mindste børn. Mr.
Hái spurgte om hvornår vi havde tænkt os, at undervise lærerinderne...HVAD???!!! Øhhh det var vi jo ikke lige forberedt på... Vi fortalte pænt at det havde vi ikke forberedt og at det ikke helt var derfor vi var der... Men Mr. Hái gentog bare spørgsmålet og til sidst måtte vi sige, at det kunne vi altså ikke- Mr. Hái sagde så, at vi bare skulle lære dem hvordan tingene blev gjort på Sao Mai !!!- til sidst blev vi så enige om, at vi ville sende nogle af de pictogrammer, som vi bruger på Sao Mai... En temmelig pinlige situation, men MEGET typisk Vietnam...
Lidt senere fortalte vi, at vi gerne ville se lidt af Nam Dinh, inden vi skulle hjem- egentlig ville vi bare gerne gå lidt rundt på egen hånd, men Mr. Hái insisterede på at vise os rundt- hvilket var rigtig sødt af ham, men vi havde vist alle 3 brug for en lille pause... Nå men vi gik en tur rundt om den store sø i Nam Dinh og kørte ud til en stor Pagoda, det var SÅ smukt! Til sidst var vi alle 3 lidt "fyldt" op og måtte undskyldende og gentagende gange sige, at det var ok og at vi bare lige skulle gå lidt rundt og kigge...
Det var faktisk ret svært at sige, for de havde virkelig været overordentlig gæstfrie og gjort meget for os, så vi følte os til utaknemmelige, men vi havde VIRKELIG også bare brug for at være lidt alene og se lidt af byen på egen hånd... Vi tog hjem med bus kl. 13.30, det var et rigtig godt og lærerrigt besøg i Nam Dinh.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar