Dette skal fejres, og når man nu har lavet et program hvor børnene skal optræde og brugt til på at forberede det- ja hvorfor så ikke gentage succesen 3 dage i træk...!? Min første tanke er: hvor er det bare typisk Vietnamesere...
Vi slæber alle børnene op på første sal den 1. dag og ned i gården de andre dage - laver et program som varer ca. 2 timer, fylder de første 15-20 min. ud med underholdning med børn, for børnene og så fylder vi resten af tiden ud med taler af forskellig art- og hvorfor ikke invitere forældrene den ene dag, og sponsorer af forskellig art de 2 andre dage... Kan godt være jeg lyder lidt negativ- men det giver simpelthen ikke nogen mening for mig at tage alle børnene (de fleste autister) ud af deres vante rammer, for at de skal sidde stille og lytte til forskellige taler osv...Og så 3 dage i træk!
Den sidste dag, fredag, var der lidt mere for børnene, da en gruppe studerende havde taget sig tid til at komme og lave noget underholdning for børnene- det var dog tydeligt at mærke at flere af børnene ikke helt kunne overskue det- nogle græd, andre holdt sig for ørene, mens andre havde svært ved at skulle sidde stille...
Desuden var der en af de ældre (ca. 14år) børn, som meget gerne ville i kontakt med mig, først kom han hen og bogstaveligt talt satte sig på ryggen af mig, jeg forsøgte at forklare, at det gjorde temmelig ondt- men lidt efter kom han igen og satte sig, da jeg fik ham lidt væk prøvede jeg igen at forklare- men det virkede ikke helt, bagefter kom han og lagde hænderne rundt om min hals og klemte til- jeg fik hans hænder væk og sagde "Nej", hans lærerinder kiggede og smilede til mig, da jeg med mit blik prøvede at signalere at det ikke var rart- derefter kom han hurtigt tilbage og gjorde det samme igen- denne gang med et fastere greb og det var svært for mig at få dem væk igen. Det var så ubehageligt og der gik fuldstændig panik i mig, så jeg blev simpelthen nød til at forlade arrangementet, da jeg var bange for at jeg i ren refleks ville komme til at slå ud efter ham. Bagefter sad jeg lidt og tænkte over hvad det var der gjorde, at jeg reagerede så voldsomt og jeg tror at det var fordi, at jeg hverken kunne forklare drengen eller lærerinderne, hvad det gjorde ved mig, at han tog kvælertag på mig. Og at jeg går panik, når nogen gør det ved mig. Det var en rigtig ubehagelig følelse af fuldstændig afmagt, som jeg sad med bagefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar