Sao Mai

Faktisk rart at være tilbage på Sao Mai...

Efter at have været væk fra sao Mai i ca. 14 dage, var det overraskende rart at vende tilbage på Sao Mai. Da jeg trådte ind i klasselokalet om morgenen, kom børnene løbende over til mig og jeg fik massere af kram og lærerinderne smilede og forsøgte, så godt de nu kunne, at spørge ind til min ferie- hvilken dejlig velkomst... Må nok indrømme at jeg inden ferien ikke var helt sikker på, om jeg overhovedet var glad for at være på Sao Mai- hovedsageligt fordi kommunikationen imellem lærerinderne og mig er meget sparsom og derfor har jeg ofte følt mig meget alene og frustreret over ikke at kunne have en ordentlig samtale med nogle af dem. Dem som kender mig, ved også at jeg er glad for at snakke og oftest har en kommentar til det meste, så når jeg ser det lidt i bakspejlet, så er det måske en meget god øvelse for mig, at skulle observere uden faktisk at være i stand til kommentere på hvad jeg ser...

Inden jeg tog afsted på ferie, havde jeg sat et lille projekt igang (uden faktisk selv at være helt klar over det!!!) 2 af drengene i klassen, blev hver dag madet af læreinderne, selvom de er ca. 4 år og deres motorik umiddelbart er god til, at de kan spise selv- jeg havde længe siddet og tænkt over hvorfor de mon blev madet og eftersom det ikke var så nemt at få et svar fra lærerinderne, besluttede jeg mig en dag for, at finde ud af om de mon ikke selv var i stand til at spise selv. Jeg tog derfor et bord og 2 stole frem og satte de to drenge ved bordet, hvorefter jeg hentede en tallerken grød til dem begge og satte mig derefter foran drengene og gav dem en ske hver. Både lærerinderne, men også drengene kiggede lidt forundret på mig og jeg tror de tænkte "Hvad søren har hun gang i???"... Drengene tog skeerne i hånden, men var ikke helt klar over, hvad det var der skulle ske, jeg prøvede på mit gebrokne Vietnamesiske at sige "An di´" (Noget i retningen af spis...) Drengene kiggede endnu engang på mig og så på hinanden- "Hvad er det dog hun vil...". Nå, jeg tog så og hjalp drengene skriftesvis med at få en skefuld grød op på skeen og ind i munden og hvergang de havde spist en mundfuld, udbrød jeg en masse: jaaa! Godt! juhuuu!! efterfuldt af HighFive og thoms up... Hvilket var til stor morskab for drengene og der gik derefter hurtigt sport i at få spist en mundfuld, så vi kunne "fejre" det...

Dette gjorde jeg et par dage inden ferien og til min store overraskelse havde lærerinderne åbenbart fortsat med dette mens jeg var på ferie, for da børnene skulle til at spise frokost, havde læreinderne dækket op til de to drenge og mig!!! Det var en ubeskrivelig følelse af stolthed og glæde, der fyldte mig, da det gik op for mig, at lærerinderne rent faktisk havde lagt mærke til hvad jeg havde gjort og så endda fuldt op på det!!! Det gik ligepludselig op for mig, at det ikke kræver store samtaler, fagter osv. at kommunikere, men at en udemærket måde at kommunikere på faktisk er: "at gå foran" og på den måde vise hvad det er man tænker...

Senere på ugen havde jeg en tolk i klassen og jeg fortalte hvad der var "sket" og bad hende takke lærerinderne for at have lagt mærke til det og for at have fulgt op på det. lærerinderne fortalte at de synes det var en rigtig god idé, da det var "tidsbesparende" for dem og de roste mig for at have fundet en løsning! Ja der kan man bare se, det var jo ikke lige fordi jeg havde opfundet den dybe tallerken, men noget der var så indlysende og simpelt for mig, var rent faktisk "nytænkning" for dem- Så uden at lyde alt for "kliché agtig" så endte det med at vi alle lærte noget!

Drengene sidder nu sammen med de andre børn ved det store bord og spiser...

Sao Mai´s vagthunde...

Sao Mai har åbenbart 2 hunde som holder vagt om natten, de bor ude under en trappe i gården ved legepladsen- hvilket jeg først for nyligt har fundet ud af... Hundene bor i et bur, hvilket er ok- problemet er bare, at burets bund er lavet af hønsenet, hvilket er godt mørt og fyldt med store huller og da buret er hævet ca. 20cm over jorden, falder hundene igennem hullerne med deres poter og risikerer at få nogle dybe flænger- Og da jeg jo er en rigtig "dog-lover", var den eneste rigtige handling, at få fat i pedellen og spørge ham om det mon ikke kunne lade sig gøre, at hundene kunne få en ny bund i buret- jeg/vi skulle nok betale... Dagen efter kom han og viste mig det nye net han havde købt, samt en regning på 200.000VD (60kr) - Sara og jeg betalte med glæde og et par dage efter var den nye bund lagt i buret, Glade var vi!!! (-: