What too do...

Torsdag D. 18. september
(skrevet umiddelbart efter ”oplevelsen”, så i må bærer over med mig, mht. grammatik osv…)

Da jeg sad I klassen, mens børnene spiste, hørte jeg godt, at der var et barn der græd, men da strømmen havde været gået hele formiddagen (som det ofte sker), så er det ”normalt” at nogle børn græder pga. den ulidelige varme... Nå men denne pige havde jeg i hvert fald hørt græde i ca. 20 min. uden dog at tillægge det mere opmærksomhed. Da børnene var færdige med maden og vi havde ryddet af, gik jeg ud af klassen for at gå ned til frokost.
I det jeg trådte ud af klassen så jeg hvorfor, denne pige havde grædt – jeg blev helt forskrækket, da det gik op for mig, at hun havde lidt i 20 min. tid og jeg havde siddet og hørt på hendes gråd, uden at gøre noget ved det...
Pigen (ca. 2.5 år) lå på ryggen, mens en lærerinde holdt hende med en arm og med den anden arm bogstaveligt talt skovlede grød ind i munden på hende. Pigen forsøgte hver gang, at lade grøden flyde ud af munden igen, men da hun var ved at blive kvalt i det, måtte hun hoste og spytte for at få maden ud af munden. Lærerinden puttede, den grød pigen spyttede ud, ind i munden på hende igen. På gulvet var der opkast og lærerinden havde endda taget en fejebakke med, så hun kunne fjerne opkasten fra gulvet… Jeg stod et øjeblik og bare så på, mens min hjerne kørte på højtryk for at finde en logisk forklaring på scenariet - men den fandt selvfølgelig ingen... Derefter prøvede jeg på tusinder af forskellige måder, at fortælle lærerinden, at det var forkert, at hun skulle stoppe og at pigen var ved at blive kvalt- med mellemrum gik jeg ind og ud af min klasse- tror det var for lige at få lidt ”luft” for hele episoden. Lærerinden derimod kiggede bare på mig mens hun, stadig tvangs fodrede pigen og gestikulerede, at alt var helt okay og normalt- hvilket det jo bestemt ikke var... Til sidst begyndte jeg bare at græde, tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg febrilsk forsøgte at få hende til at stoppe. Endelig så mine egne lærerinder hvad det var, som jeg reagerede så voldsomt på og de så, at jeg græd- så de gik ud og sagde et eller andet til lærerinden, som så ENDELIG (efter 25 min. tortur) hjalp pigen op og sidde og stoppede!
Det var det hårdeste og sværeste jeg nogensinde har prøvet- at være tilskuer til et overgreb på et andet menneske, uden at være i stand til at kunne gøre noget ved situationen...
Peter (en engelsk mand, som arb. med lærerinderne på Sao Mai) og Phuong (Dr. Lans sekretær), hjalp mig efter frokost pausen med, at snakke med min egne lærerinder og Phuong oversatte/forklarede dem hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg prøvede også at forsøge at få en forståelse/forklaring på, hvorfor den pågældende lærerinde havde handlet, som hun havde. Den eneste forklaring/begrundelse jeg fik var, som jeg havde forventet: at pigen ikke ville spise… Jeg spurgte, om det kunne være pga. af varmen, om hun var syg e.l., at hun ikke havde nogen appetit eller om der var andre logiske forklaringer og om der ikke kunne være en anden måde at håndtere situationen på. det var meget vigtigt for mig, at fortælle at det ikke var for at ”skælde ud” og at jeg ikke ville gå til Dr. Lan med det, da det var tydeligt, at både Phuong og lærerinderne var meget bange for, at jeg skulle gøre det. Det ”eneste” der dog ville ske ved det var, at Dr. Lan ville tage ”affære” i form af, at trække lærerinden i løn og måske i værste tilfælde fyre hende… Hvilket ikke var det, som jeg ønskede at udfaldet af denne situation skulle være. Derimod fortalte jeg, at jeg synes vi skulle hjælpes ad, med at finde en bedre løsning… Må dog indrømme, at jeg mens situationen udspillede sig, bare ønskede lærerinden aldrig kom tilbage… Men fik heldigvis tænkt lidt mere over det…

Peter roste mig efterfølgende for min ”diplomatiske måde” at gribe situationen an på og tilbød at skrive en kommentar til situationen, hvilket jeg tog imod.

Louise told me about an incident that happened when she was in the classroom. She was upset and came to see me. Louise did not understand what had happened and thought it best to see me first. We decided to ask the interpreter to go with her and talk to the teacher concerned. They talked to the teacher and Louise was able to get some information as to why the incident happened.
I was impressed with Louise because she showed a lot of empathy and was careful not to blame anybody till she had discovered what was the cause of the incident. Her attitude was good because when you deal with Autistic children everything can be complicated and twice as complicated when you are involved with Autistic children in another culture. Louise is to be recommended for the way she handled this incident.
Peter Thomas. Teacher trainer. Voluntary Service Overseas.

Peter J Thomas. 19.September 2008


Opfølgning D. 19. september

Jeg bad om lov til at hjælpe, i den pågældende klasse, med at ”made” pigen, fra gårsdagens episode, hvilket jeg fik lov til. Jeg fik hurtigt en ”forståelse” for, hvorfor lærerinden havde set sig nødsaget til, at give hende mad som hun gjorde… det var tydeligt, at pigen absolut ikke ønskede at spise og efter et par forskellige forsøg, på at få hende til at spise, løb jeg ned i caféen og købte et brød- jeg tænkte at hun måske ikke kunne lide maden, havde dårlige erfaringer med grød (som den måde hun fik det i går) o.l. så måske ville hun være mere interesseret i at spise brød, da hun selv kunne bestemme mængden og tempoet… Hun tog imod brøden og jeg tænkte ”jeg har knækket koden”- meen så let var det selvfølgelig ikke! Pigen spise meget, meget lidt af brødet og brugte det meste af tiden på at smuldre det i bitte små stykker… What too do…? Jeg fik en af de andre lærerinder til at oversætte for mig- jeg fortalte til den føromtalte lærerinde, at jeg godt kunne se, at det var en meget svær situation, som hun stod i og at jeg i weekenden ville tænke over hvilke andre løsninger der kunne være. Så alt i alt en meget kompleks situation, da hun åbenbart heller ikke spiser derhjemme, så der er mange ting der spiller ind, men jeg vil forsøge, at finde en løsning- velvidende at jeg højest sandsynligt ikke finder én…