tirsdag den 25. november 2008
Afsked på Sao Mai
I dag holdt vi afsked med lærerinderne og Dr. Lan, da det var sidste dag, hvor vi alle var på arbejde på samme tid... Vi havde købt frugt og Kage og køkkenet havde lavet ekstra lækker mad (forårsruller...MUMS) Det var rigtig hyggeligt og vi fik sunget en masse- vi skiftedes til at synge henholdsvis danske og vietnamesiske sange...
Lego
Jannies forældre havde kontaktet Lego i DK og havde fået sponsoreret 30kg Lego til børnene på Sao Mai,!!!!!!!!!!!! Selvom det var et helvede og at det tog 4½ time at hente kasserne med Lego- så var det, bestemt alt besværet værd, da jeg så hvor glade børnene blev, da de fik det (-:
Lærerinderne blev ved med at sige "Beautiful, Beautiful !!" og jeg kunne sagtens forstå hvorfor- kvaliteten af Lego, er klasser over den normale standard for kvalitet på vietnamesisk legetøj!!!
Lærerinderne blev ved med at sige "Beautiful, Beautiful !!" og jeg kunne sagtens forstå hvorfor- kvaliteten af Lego, er klasser over den normale standard for kvalitet på vietnamesisk legetøj!!!
TAK LEGO!!!
mandag den 24. november 2008
Kulturbeskrivelse
Jeg oplever ikke, at religion er styrende på Sao Mai og det er ikke fremgår ingen steder, om hvilken religion børnene tilhører. Men jeg vil tro, at de fleste børn enten kommer fra buddhistiske eller katolske hjem - derimod har de en stor byste af Ho Chi Min oppe i mødelokalet – selvom det ikke er en religion, så er det det, som de fleste på Sao Mai har til fælles ... I de fleste butikker er der dog et lille ofringsbord/alter (aner ikke hvad det hedder), med figurer af Buddha og hvor der bliver offeret gaver og diverse mad, drikke og sågar cigaretter til Buddha.
Sao Mai er en selvstændig institution og den ”overlever” via diverse sponsorater og vha. forældrenes betaling. Alle, uanset social klasse, har mulighed for at få deres barn indskrevet på Sao Mai... Der er et udvalg, som tager ud til familierne og ser hvor mange midler de har at gøre godt med og vurderer derudfra hvor meget de skal betale, for at have deres barn på Sao Mai...
På Sao Mai (og Vietnam i det hele taget) er de ikke specielt lukkede omkring hvordan deres kultur er formet og man kan uden problemer diskutere/tale om, hvad forskellen er mellem den vestlige og den Vietnamesiske kultur. Jeg følerhelt klart, at de respekterer mig og den måde jeg tænker og reagerer på. Det er dog for alvor gået op for mig, i hvor høj en grad ens kulturelle baggrund præger ens tanke- og handlingsmønstre ....
Der fejres en del højtider på Sao Mai... Eftersom man kører efter den kinesiske kalender hernede, fejrer de dage som Månedagen (hvor månen er rundest) og går meget op i, at dagen er hyggelig med musik, mad og arrangementer.. Man fejrer også første skoledag som en festlig begivenhed, hvilket er lidt sjovt da den ligger midt i september og der ikke er forskel fra den ene dag til den anden dag, men man starter et nyt år alligevel og den bliver fejret lidt på samme måde som månefesten. To gange om året fejrer man Womensday hvor lærerinderne får blomster af forældrene og giver blomster til ledelsen... De fejrer også teachersday hvor man fejrer lærerinderne lidt på samme måde som på womensday... De fejrer faktisk også jul, hvilket nok mest har noget at gøre med den vestlige indflydelse som alle de frivillige har på stedet... ellers fejrer de fødselsdage og afslutninger næsten ligesom man gør i Danmark med sang og slik, hvor forældrene også deltager… Forældrene har dog ikke helt samme rolle som de har derhjemme. Eftersom børnene bliver hentet og afleveret ved porten til gangen hvor deres klasse er, har jeg ikke rigtig nogen ide, hvem der er forældre til hvem- men tror de fleste af forældrene til børnene i min klasse ved hvem jeg er- hvordan det er gået til, aner jeg ikke (-;
Generelt oplever jeg, at forældrene er meget omsorgsfulde og kærlige over for deres børn og bekymrer sig meget om deres børn (Hvilket vel ét eller andet sted er globalt…) - Forældrene og lærerinderne snakker sammen ude ved porten og jeg gætter, at de snakker om hvordan dagen er gået og om der er noget de skal være særligt opmærksom på. Det tænker jeg i hvert fald, da lærerinderne ved en masse om børnene... Forældrene bliver også inviteret med til workshop hvor de har mulighed for at høre om fx Autisme og hvordan man kan arbejde med det som forældre osv...
Som også tidligere beskrevet, er det Dr. Lan der er lederen på stedet og det er hende, som tager alle beslutningerne. Dr. Lan står helt og holdent for hvad børnene skal lære og hvordan dette skal foregå... Jeg oplever ikke, at der er mange diskussioner mellem lærerinderne og Dr. Lan, omkring hvordan og hvorledes tingene bliver gjort... En gang imellem kan lærerinderne godt diskutere med hinanden, men i bund og grund gør de som der bliver ”dikteret” oppe fra... De eneste tidspunkter hvor jeg har oplevet diskussioner, er til de workshops vi har været til... Her har vi/Peter specifikt bedt lærerinderne om, at komme med deres mening og det har ikke været helt nemt, men det lykkedes da meget godt til den første workshop... Men derudover er der ellers ikke personalemøder som man kender derhjemme, hvor man diskuterer hvordan det går og om man kan gøre tingene anderledes.. Man gør lidt hvad der bliver sagt til en og forventet af en, fra ledelsens side... Jeg ved ikke om jeg oplever en tydelig ledelse men man kan vel sige, at den er ”usynlig synlig” i og med, at der er videokamera i hvert klasselokale, og via disse bliver der holdt øje med lærerinderne og de er klar over at ledelsen holder øje..
Sao Mai er en selvstændig institution og den ”overlever” via diverse sponsorater og vha. forældrenes betaling. Alle, uanset social klasse, har mulighed for at få deres barn indskrevet på Sao Mai... Der er et udvalg, som tager ud til familierne og ser hvor mange midler de har at gøre godt med og vurderer derudfra hvor meget de skal betale, for at have deres barn på Sao Mai...
På Sao Mai (og Vietnam i det hele taget) er de ikke specielt lukkede omkring hvordan deres kultur er formet og man kan uden problemer diskutere/tale om, hvad forskellen er mellem den vestlige og den Vietnamesiske kultur. Jeg følerhelt klart, at de respekterer mig og den måde jeg tænker og reagerer på. Det er dog for alvor gået op for mig, i hvor høj en grad ens kulturelle baggrund præger ens tanke- og handlingsmønstre ....
Der fejres en del højtider på Sao Mai... Eftersom man kører efter den kinesiske kalender hernede, fejrer de dage som Månedagen (hvor månen er rundest) og går meget op i, at dagen er hyggelig med musik, mad og arrangementer.. Man fejrer også første skoledag som en festlig begivenhed, hvilket er lidt sjovt da den ligger midt i september og der ikke er forskel fra den ene dag til den anden dag, men man starter et nyt år alligevel og den bliver fejret lidt på samme måde som månefesten. To gange om året fejrer man Womensday hvor lærerinderne får blomster af forældrene og giver blomster til ledelsen... De fejrer også teachersday hvor man fejrer lærerinderne lidt på samme måde som på womensday... De fejrer faktisk også jul, hvilket nok mest har noget at gøre med den vestlige indflydelse som alle de frivillige har på stedet... ellers fejrer de fødselsdage og afslutninger næsten ligesom man gør i Danmark med sang og slik, hvor forældrene også deltager… Forældrene har dog ikke helt samme rolle som de har derhjemme. Eftersom børnene bliver hentet og afleveret ved porten til gangen hvor deres klasse er, har jeg ikke rigtig nogen ide, hvem der er forældre til hvem- men tror de fleste af forældrene til børnene i min klasse ved hvem jeg er- hvordan det er gået til, aner jeg ikke (-;
Generelt oplever jeg, at forældrene er meget omsorgsfulde og kærlige over for deres børn og bekymrer sig meget om deres børn (Hvilket vel ét eller andet sted er globalt…) - Forældrene og lærerinderne snakker sammen ude ved porten og jeg gætter, at de snakker om hvordan dagen er gået og om der er noget de skal være særligt opmærksom på. Det tænker jeg i hvert fald, da lærerinderne ved en masse om børnene... Forældrene bliver også inviteret med til workshop hvor de har mulighed for at høre om fx Autisme og hvordan man kan arbejde med det som forældre osv...
Som også tidligere beskrevet, er det Dr. Lan der er lederen på stedet og det er hende, som tager alle beslutningerne. Dr. Lan står helt og holdent for hvad børnene skal lære og hvordan dette skal foregå... Jeg oplever ikke, at der er mange diskussioner mellem lærerinderne og Dr. Lan, omkring hvordan og hvorledes tingene bliver gjort... En gang imellem kan lærerinderne godt diskutere med hinanden, men i bund og grund gør de som der bliver ”dikteret” oppe fra... De eneste tidspunkter hvor jeg har oplevet diskussioner, er til de workshops vi har været til... Her har vi/Peter specifikt bedt lærerinderne om, at komme med deres mening og det har ikke været helt nemt, men det lykkedes da meget godt til den første workshop... Men derudover er der ellers ikke personalemøder som man kender derhjemme, hvor man diskuterer hvordan det går og om man kan gøre tingene anderledes.. Man gør lidt hvad der bliver sagt til en og forventet af en, fra ledelsens side... Jeg ved ikke om jeg oplever en tydelig ledelse men man kan vel sige, at den er ”usynlig synlig” i og med, at der er videokamera i hvert klasselokale, og via disse bliver der holdt øje med lærerinderne og de er klar over at ledelsen holder øje..
søndag den 23. november 2008
Rejsebrev
Hmm, det er faktisk ret surrealistisk at skulle til at skrive dette rejsebrev, der er allerede gået 4 måneder og pludselig føles det som om jeg kun har været her i 4 uger- tiden er fløjet af sted og jeg synes der er så meget, som jeg ikke har fået nået- men på den anden side, får man nogensinde nået det man gerne ville??? Nej det tror jeg ikke, så selvom jeg havde været her i 4 år, så var der sikkert stadig 1000 ting som jeg gerne ville have set/gjort.
Jeg synes meget hurtigt, at jeg er faldet ind i hverdagen hernede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der ikke været meget energi tilbage, når jeg er kommet hjem fra Sao Mai... Jeg tror det har har haft meget at gøre med, at jeg ikke rigtig har kunne kommunikere med mine lærerinder og selvom om vi stort set hver dag har øvet forskellige ord på vietnamesisk og engelsk, så synes jeg ikke, at der har været noget mærkbart resultat ift. kommunikationen. En anden ting der har drænet mig meget, har været rutinerne, jeg trives bestemt ikke særlig godt med alt for mange rutiner, og selvom jeg faktisk har haft ok frie rammer til at gøre som det "passer" mig ift. arbejdet på Sao Mai, så har den manglende energi haft en indflydelse på mine initiativer. Men måske og nok meget sandsynlig, har jeg nok også haft alt for store forventninger til mig selv og hvad jeg kunne præstere ift. Sao Mai. Det har hjulpet mig meget, at Peter (fra VSO) har været der og har den "samme" kulturelle baggrund som mig, jeg har brugt ham meget som en slags rådgiver, når tingene blev lidt for meget for mig og vi har haft en masse gode snakke om netop det, at komme fra en anden kultur, end den man pt. bor i. Jeg har nogle gange befundet mig i situationer, hvor jeg har følt mig så presset, at jeg faktisk har taget mig selv i at tænke "Og hvorfor var det lige, at det er så slemt at slå børn". Det er UTROLIGT skræmmende, når man pludselig opdager, at man som person kan blive presset SÅ meget, at man tænker en tanke, som er SÅ langt fra ens syn på hvad der rigtigt og forkert og virkelig, virkelig frustrerende at opdage at man dybt, dybt inde rummer sådanne tanker/følelser, tanker/følelser man ikke troede man kunne få/have...
Den situation med pigen, Ming, har dog været min lille sejr (hvis man kan sige det) på Sao Mai og det har betydet meget for mig, at vide at jeg har gjort en lille bitte foreskel, mens jeg har været på Sao Mai- dermed ikke sagt, at det er det eneste jeg synes jeg har "fået noget ud af", men det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at beskrive hvad jeg ellers har fået ud af mit ophold i Vietnam- for jeg tvivler ikke på at listen er lang, men tror først at det rigtigt går op for mig, når jeg er kommet hjem til DK igen... Det er bare nemmere at sætte fingeren på de "store" ting som har "ændret" sig på Sao Mai og som har ændret mig- men i virkeligheden tror jeg måske at det er de små ting/episoder, som er sværere at beskrive, og som i længden har betydning for mig og "Sao Mai". En ting, som dog er gået op for mig er, at lærerinderne, i den tid jeg har været i klassen, er blevet mere legende, pjattende og kærlige overfor børnene, i starten så jeg INGEN af dem lege og pjatte med børnene og i fredags gik det så op for mig, at de nu faktisk leger, pjatter, krammer, kysser børnene, giver dem svingture, kilder dem osv. og jeg vælger, at tro, at det er min interaktion med børnene, som de har set og derfor gør det samme... Ja man har jo lov at være optimistisk (-;
En anden ting som jeg har opdaget om mig selv er, at i mit daglige færden i Hanoi, er mit temperament skrumpet betydeligt ift. hvordan jeg ellers ville reagere hjemme i DK, hvor jeg kender sproget, de uskrevne regler, kulturen og hvor demokratiet er så dybt forankret i hverdagen. lad mig give 2 eksempler:
1# Skulle hente en pakke fra Lego, som Jannies forældre havde sørget for var blevet doneret til Sao Mai, denne skulle hentes i lufthavnen, det tager ca. 45min i taxa hver vej, så tænkte det når jeg da lige i frokostpausen- 2 timer skulle være nok! Meeen NEJ, jeg brugte 4½ time alt i alt, måtte gå fra den ene skranke til den næste, til den tredje og så tilbage til den første, for at ordne div. papirer, stempler, bevise at jeg var mig osv... Den sidste og fjerde skranke jeg kom til, blev bestyret af en lille sur mand, som nægtede at give mig mit pas før han havde fået nogle penge og så skulle jeg da også lige udfylde det 3275432649 stykke papir i 2 eksemplarer...!!#"#! Så var det lige, at jeg brændte sammen og sagde meget højt og meget tydeligt "Nej (på vietnamesisk)" stampede i gulvet og hamrede hånden ned i disken- at han så bare grinede af mig hjalp så ikke lige på temperamentet og da jeg endelig fik mit pas igen- ja så ville de så ikke give mig pakken- !"¤""!#! Igen måtte min fornuft kapitulere og jeg råbte det er "for helvede CHARITY!!!!" Endelig fik jeg pakkerne (2x15kg) og var først tilbage på Sao Mai kl. 16.15.
2# Skulle i dag melde tyveriet af mit kamera (ja det blev så lige stjålet), jeg kørte ind, på min motorbike, på den store politistation ved Hoan Kiem søen og parkerede, gik hen for at finde en betjent, da jeg fandt ham der havde vagt spurgte jeg selvfølgelig, om det var her man skulle melde tyveri- Nej var svaret- hvor kan jeg så melde det??? Nej, var svaret igen..?? Jeg forsøgte med div. fagter at forklare, at mit kamera var blevet stjålet (lige til en oscar, hvis jeg selv skulle vurdere min optræden) Nej, var svaret igen... !#"!"!!!##¤? DOES ANYONE SPEAK ENGLISH??? Svaret var vist også NEJ, for betjenten tog mig hårdt i armen og ville føre mig ud på vejen, hvis det så ikke lige var fordi min motorbike stod parkeret inde i deres gård, så var jeg også gået... Jeg forsøgte mindst 5 gange at forklare, at jeg altså skulle have min motorbike med- og hver gang hev han bare hårdere i min arm- til sidst rev jeg mig løs og gik demonstrativt (Louise 4 år) over til min motorbike og så kørte jeg- jeg måtte yderligere på 2 politistationer inden det lykkedes mig, at få meldt tyveriet...
Tror ALDRIG at jeg før i mit liv, har været i sådanne situationer hvor jeg har tyet til så primitive metoder... Men det har for alvor fået mig til at indse, hvor svært det er, at være i et land hvor man ikke kender sproget, kulturen, "reglerne", procedurerne osv...
Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at tage praktikken her i Vietnam, er det BEDSTE jeg nogensinde kunne have gjort og jeg ville aldrig have gjort det anderledes, ville ikke være foruden!!!
Jeg synes meget hurtigt, at jeg er faldet ind i hverdagen hernede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der ikke været meget energi tilbage, når jeg er kommet hjem fra Sao Mai... Jeg tror det har har haft meget at gøre med, at jeg ikke rigtig har kunne kommunikere med mine lærerinder og selvom om vi stort set hver dag har øvet forskellige ord på vietnamesisk og engelsk, så synes jeg ikke, at der har været noget mærkbart resultat ift. kommunikationen. En anden ting der har drænet mig meget, har været rutinerne, jeg trives bestemt ikke særlig godt med alt for mange rutiner, og selvom jeg faktisk har haft ok frie rammer til at gøre som det "passer" mig ift. arbejdet på Sao Mai, så har den manglende energi haft en indflydelse på mine initiativer. Men måske og nok meget sandsynlig, har jeg nok også haft alt for store forventninger til mig selv og hvad jeg kunne præstere ift. Sao Mai. Det har hjulpet mig meget, at Peter (fra VSO) har været der og har den "samme" kulturelle baggrund som mig, jeg har brugt ham meget som en slags rådgiver, når tingene blev lidt for meget for mig og vi har haft en masse gode snakke om netop det, at komme fra en anden kultur, end den man pt. bor i. Jeg har nogle gange befundet mig i situationer, hvor jeg har følt mig så presset, at jeg faktisk har taget mig selv i at tænke "Og hvorfor var det lige, at det er så slemt at slå børn". Det er UTROLIGT skræmmende, når man pludselig opdager, at man som person kan blive presset SÅ meget, at man tænker en tanke, som er SÅ langt fra ens syn på hvad der rigtigt og forkert og virkelig, virkelig frustrerende at opdage at man dybt, dybt inde rummer sådanne tanker/følelser, tanker/følelser man ikke troede man kunne få/have...
Den situation med pigen, Ming, har dog været min lille sejr (hvis man kan sige det) på Sao Mai og det har betydet meget for mig, at vide at jeg har gjort en lille bitte foreskel, mens jeg har været på Sao Mai- dermed ikke sagt, at det er det eneste jeg synes jeg har "fået noget ud af", men det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at beskrive hvad jeg ellers har fået ud af mit ophold i Vietnam- for jeg tvivler ikke på at listen er lang, men tror først at det rigtigt går op for mig, når jeg er kommet hjem til DK igen... Det er bare nemmere at sætte fingeren på de "store" ting som har "ændret" sig på Sao Mai og som har ændret mig- men i virkeligheden tror jeg måske at det er de små ting/episoder, som er sværere at beskrive, og som i længden har betydning for mig og "Sao Mai". En ting, som dog er gået op for mig er, at lærerinderne, i den tid jeg har været i klassen, er blevet mere legende, pjattende og kærlige overfor børnene, i starten så jeg INGEN af dem lege og pjatte med børnene og i fredags gik det så op for mig, at de nu faktisk leger, pjatter, krammer, kysser børnene, giver dem svingture, kilder dem osv. og jeg vælger, at tro, at det er min interaktion med børnene, som de har set og derfor gør det samme... Ja man har jo lov at være optimistisk (-;
En anden ting som jeg har opdaget om mig selv er, at i mit daglige færden i Hanoi, er mit temperament skrumpet betydeligt ift. hvordan jeg ellers ville reagere hjemme i DK, hvor jeg kender sproget, de uskrevne regler, kulturen og hvor demokratiet er så dybt forankret i hverdagen. lad mig give 2 eksempler:
1# Skulle hente en pakke fra Lego, som Jannies forældre havde sørget for var blevet doneret til Sao Mai, denne skulle hentes i lufthavnen, det tager ca. 45min i taxa hver vej, så tænkte det når jeg da lige i frokostpausen- 2 timer skulle være nok! Meeen NEJ, jeg brugte 4½ time alt i alt, måtte gå fra den ene skranke til den næste, til den tredje og så tilbage til den første, for at ordne div. papirer, stempler, bevise at jeg var mig osv... Den sidste og fjerde skranke jeg kom til, blev bestyret af en lille sur mand, som nægtede at give mig mit pas før han havde fået nogle penge og så skulle jeg da også lige udfylde det 3275432649 stykke papir i 2 eksemplarer...!!#"#! Så var det lige, at jeg brændte sammen og sagde meget højt og meget tydeligt "Nej (på vietnamesisk)" stampede i gulvet og hamrede hånden ned i disken- at han så bare grinede af mig hjalp så ikke lige på temperamentet og da jeg endelig fik mit pas igen- ja så ville de så ikke give mig pakken- !"¤""!#! Igen måtte min fornuft kapitulere og jeg råbte det er "for helvede CHARITY!!!!" Endelig fik jeg pakkerne (2x15kg) og var først tilbage på Sao Mai kl. 16.15.
2# Skulle i dag melde tyveriet af mit kamera (ja det blev så lige stjålet), jeg kørte ind, på min motorbike, på den store politistation ved Hoan Kiem søen og parkerede, gik hen for at finde en betjent, da jeg fandt ham der havde vagt spurgte jeg selvfølgelig, om det var her man skulle melde tyveri- Nej var svaret- hvor kan jeg så melde det??? Nej, var svaret igen..?? Jeg forsøgte med div. fagter at forklare, at mit kamera var blevet stjålet (lige til en oscar, hvis jeg selv skulle vurdere min optræden) Nej, var svaret igen... !#"!"!!!##¤? DOES ANYONE SPEAK ENGLISH??? Svaret var vist også NEJ, for betjenten tog mig hårdt i armen og ville føre mig ud på vejen, hvis det så ikke lige var fordi min motorbike stod parkeret inde i deres gård, så var jeg også gået... Jeg forsøgte mindst 5 gange at forklare, at jeg altså skulle have min motorbike med- og hver gang hev han bare hårdere i min arm- til sidst rev jeg mig løs og gik demonstrativt (Louise 4 år) over til min motorbike og så kørte jeg- jeg måtte yderligere på 2 politistationer inden det lykkedes mig, at få meldt tyveriet...
Tror ALDRIG at jeg før i mit liv, har været i sådanne situationer hvor jeg har tyet til så primitive metoder... Men det har for alvor fået mig til at indse, hvor svært det er, at være i et land hvor man ikke kender sproget, kulturen, "reglerne", procedurerne osv...
Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at tage praktikken her i Vietnam, er det BEDSTE jeg nogensinde kunne have gjort og jeg ville aldrig have gjort det anderledes, ville ikke være foruden!!!
Vietnam overvejder at forbyde lave folk, tynde
folk
eller folk med små brystmål at køre motorcykel eller
scooter.
Sundhedsministeriet i Vietnam har for nyligt
anbefalet, at det skal
være forbudt for mennesker, der har et brystmål på
mindre end 71 cm, at køre på
scooter eller motorcykel. Samtidig skal det
være forbudt for tynde eller lave
mennesker. Det skulle være et spørgsmål om
sikkerhed.
Hvis det bliver en
realitet, vil det have store konsekvenser
for den vietnamesiske befolkning, der
jo ikke hører til blandt de højeste i
verden. Mange vietnamesere bruger nemlig
scooteren til at køre på
arbejde.
Forslaget er en del af en pakke, der skal
sikre, at de
vietnamesiske trafikanter er sunde og raske. Men der er ikke nogen
forklaring på, hvorfor ministeriet mener, at små mennesker er dårlige
trafikanter, og talspersoner fra ministeriet har ikke ønsket at kommentere
på
forslaget, skriver nyhedstjenesten CNEWS.
Vietnameserne finder
forslaget
grinagtigt.
"De nye forslag er virkelig sjove, men mange
vietnamesere
risikerer at blive ofre for denne vittighed. Mange
vietnamesiske kvinder har små
bryster. Jeg har mange venner, der ikke vil
være i stand til at opfylde disse
krav," siger Le Quang Minh, en 31-årig
børsmægler fra Hanoi
Vietnamesiske
bloggere gør grin med forslaget på
internettet og forudser færdselsbetjente med
målebånd, der ivrigt stopper
kvindelige scooter-kørere for at tjekke
brystmål.
"Fra nu af bliver BH'er
med indlæg en best-seller," skriver Bo Cu
Hung, der er en populær blogger
fra Ho Chi Minh City.
Den gennemsnitlige
vietnamesiske mand er 163 cm høj
og vejer knap 55 kg. Den gennemsnitlige kvinde
i landet er 155 cm og vejer
knap 47 kilo. Det er ikke lykkedes at finde
oplysninger om det
gennemsnitlige brystmål.
-Newspaq
Synes lige i skulle have det her med... Siger MEGET om Vietnam... Taget fra: http://avisen.dk/vietnam-vil-forbyde-fladbrystede-paa-scooter_99640.aspx
Gudske lak og tov, at man hverken er det ene eller andet... Lidt godt skal der da være ved, at falde uden for mængden der hvor man bor...haha
Weekendtur til Halong Bay D. 14-16. november
David og jeg havde købt en tur til Halong Bay gennem "Sinh Café" hvilket er et af de store travel agencies i Hanoi og havde derfor forventet en tur hvor vi fik det vi havde bestilt... Men vi måtte erfare, at intet er som det ser ud i deres brochure...
Vi havde betalt for:
Den første dag/nat på båd med dobbeltseng og god betjening, besøge en grotte, 2 timers kajak roning, et par timer på stranden, hvor man kunne bade og sole sig lidt...
Anden dag på Cat Ba island, med trekking og besøg på Monkey island hvor man kan se aber og en nat på et fint og lækkert hotel...
Vi fik:
Første dag besøgte vi den flotte drypstens -grotte- som desværre var oplyst af lilla,rødt, grønt og blåt lys, så fik mig til at føle at, jeg var med i en dårlig gyser fra 80`erne, hvor der hvert øjeblik kunne springe en kæmpe øgle (af den alt for dårligt lavede slags) frem fra en af de små grotter...
Og så tilbragte vi ellers resten af dagen/natten på Cat Ba, på et ok hotel- men ikke det som vi havde set i brochuren og med mange japanere, som festede til kl. 3 om morgene på etagen over os... Trekking i en national park op af et meget meget stejl og stenet bjerg- det var helt klart turens højdepunkt og det var en hel vildt fed og hård trekking- især da jeg havde valgt at gøre det i stramme cowboyshorts og klipklapper- alle andre, end David og jeg, havde fine vandresko på og vi havde selvfølgelig også taget hele vores oppakning med- selvom vi åbenbart kunne have efterladt det på hotellet- som de fleste andre havde gjort... Men hvorfor gøre det let for sig selv...haha
Så blev vi kørt til "havnen" og ventede så 1.5 time på båden- da vi kom ombord, på dem noget faldefærdige båd... Håbede ikke at vi kom i en situation, hvor vi fik brug for redningsbåd... Heldigvis lå vi SÅ tæt på de andre turist både, så vi bare lige kunne hoppe derover, hvis uheldet var ude...
Vi fik så et værelse med to senge- der var nemlig kun ét dobbeltværelse... Personalet på båden var ikke ligefrem serviceminded og alting blev sagt meget "stramt" og uden smil på læben- tror de har haft omkring 100000000000 turister for mange og bare er trætte af det- vi skulle f.eks betale 40.000VD for 2 øl som vi havde taget med ombord (de koste 20.000VD at købe!!!) Hvilket jeg nægtede!!!! næste dag havde vi 45 kajakroning, hvor en af de mange sejlende "kiosk kvinder" (som på billedet forneden)...
prøvede at tage Røven på mig- hun ville have 60.000VD for en pakke cigaretter (triple pris) og ville ikke give mig pengene tilbage for den Cola jeg lige havde købt af hende- Hvad fanden gør man lige, når man sidder midt på havet, i en lille skaldet kajak og ikke kan få sine penge tilbage... Man råber og plasker vand, selvfølgelig... det endte da også med at hun gav mig penge tilbage, prøvede dog lige at se, om jeg opdagede at hun gav 20.000VD for lidt retur...IHHHHHHH der var jeg lige på nippet til at give hende en ordentlig gang vand, meen beherskede mig dog- Faktisk lidt interessant hvordan ens lunte kan gå fra nærmest uendelig til knap 5cm bare fordi man rejser fra DK til Vietnam...
Efterfølgende var det ellers retur til Hanoi... Hmm ved ikke helt hvad jeg skal mene om Halong Bay, hel klart smukt men alt alt for turistet, og hvis jeg kunne gøre den om, så havde jeg nok sparet pengene og taget et par ekstra dage i Sapa og taget på homestay...
lørdag den 22. november 2008
Weekend tur til Sapa (Nordvest for Hanoi) D. 7-10. november
Efter 8 timer i tog i en sovevogn med 4 andre mennesker, på verdens tyndeste madras og med få timers søvn ankom David og jeg til Lao Cai, der blot ligger få kilometer fra grænsen til Kina, og derefter skulle vi så lige tilbringe lidt over 1 time i verdens mest ramponerede minibus, der til dags dato er set... Men til Sapa kom vi og hvilket et smukt sted!!! Sapa by er omringet af bjerge og risterrasser, mange af husene var udført i træ og luften var REN, der duftede af natur... Virkelig skønt med ren bjergluft til forskel fra smoggen i Hanoi...
Der er mange forskellige stammer i området omkring Sapa og dem vi kunne "identificere" var Black H´Mong, som er den største etniske minoritet i Vietnam, der tæller en halv million mennesker, de bor spredt i det nordlige Vietnam. De bærer en rigtig flot sort/mørkeblå dragt, som de selv væver af hampplanter og farver med indigoplanter (første billede) og Red Dzao (billedet efter).
David og jeg lejede en motorcykel til alle dagene.
Den første dag tog vi "ned" fra Sapa og forsøgte at finde en bestemt landsby (har glemt navnet :-( )Men pga. oversvømmelsen ugen før, så var de fleste veje meget dårlig og nogle helt ufremkommelige på motorbike, så vi kom aldrig ned til landsbyen, men fik en smuk og sjov tur med våde bukser og mudder...
Så da vi kom retur til Sapa satte vi os ind på en restaurant hvor de havde pejs og drak en lumomba- næsten som at være på skiferie...Og faktisk sad jeg også og forventede, at der snart ville komme nogen gående forbi med skistøvler og skitøj på- stemningen og byen kunne om aftenen minde meget om et sted i Østrig...
Om aftenen tændte vi op i pejsen på værelset på hotellet- hvilket et eller andet sted, var fuldstændig uansvarligt når man tænker over det: Hotellet er bygget hovedsageligt af træ, træet vi tændte op i spruttede og hvæsede og der var ingen metalplade på gulvet, så vi hældte vand på gulvet- skorstenen virkede ikke helt efter hensigten, så værelset blev FYLDT med røg, host host- men hyggelig var det...
Den anden dag tog vi ud af Sapa og op af bjergene- det var virkelig en smuk tur, men også MEGET kold og da vi kom tilbage til Sapa igen kunne jeg slet ikke få varmen igen. Jeg havde ikke fået taget nok tøj med, men jeg var for nærig til, at købe en Fleece trøje, så jeg gik ind i en lille butik og spurgte om jeg kunne leje den for et døgn- hmmm det spørgsmål havde de vist ikke fået før, men pigen (ca. 10år!!!!) som "styrede" forretningen og som havde overraskende godt engelsk kunne straks se en forretning i det og efter lidt forhandling blev vi enige om at jeg skulle give 200.000VD og dagen efter ville jeg så få 150.000VD tilbage- altså kostede det 50.000VD (15kr) at leje den i et døgn- de bedste 15 kr. jeg NOGENSINDE har brugt!!! Ahhh varme (-;
Den sidste dag tog vi til Ta Phin, som ligger ca. 30 min. udenfor Sapa, hvor mange Red Dzao stammefolk bor, og vi blev inviteret ind i en lille landsby (2 huse) og der sad vi i ca. 30 min. de kunne snakke lidt engelsk, men det meste af samtalen var med kropssprog og mimik... Den ældste i stammen var en dame på 75år og hun sad og syede da vi kom, hun viste mig hvad hun havde syet og så viste hun mig ét af deres tørklæder, som de alle bærer og ville give mig det på- meen det var ikke så nemt, for mit har var åbenbart mere glat end deres og til sidst måtte en af de andre komme og hjælpe... Vi blev også tilbudt, at ryge på hendes pibe, hvilket vi så gjorde- det er almindelig tobak, men det er MEGET stærkt, så jeg begyndte at hoste helt vildt, til stor morskab for de andre- David klarede den dog uden at hoste, hvilket synes at imponere dem (-;
Om eftermiddagen tog vi tilbage til Sapa by og spiste lækker grillet kød og fik en kold øl...
Sapa var en rigtig smuk og charmerende by, men man kunne også få for meget af det, så 3 dage var nok, det kan blive meget trættende hele tiden at skulle sig "no thank you" til alle dem der konstant vil sælge noget til en- selv små piger helt ned til ca. 4-5 årsalderen gik rundt og solgte med sætningen: “You buy from me, please?”, mens de så på en med det mest bedende og ulykkelige blik, som skulle få en til at føle medlidenhed og købe. Og der var da også en enkelt gang hvor jeg ikke kunne sige nej og købte lidt...
Torsdag d. 20. november
Happy teatchersday!!!!
Denne dag bliver fejret i hele Vietnam, det er en helligdag hvor lærerne får gaver af elever og forældre. Jeg havde købt en buket blomster til hver af mine lærerinder og da jeg kom ind i klassen med buketterne blev de meget glade- specielt Huong, som hvinede af glæde og sprang op på ryggen af mig og udbrød: Cam on.... (meget højt). Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine, det var simpelthen alt for komisk- der stod jeg med min lærerinde/kollega, på ca. 152cm og 45kg, på ryggen og en buket blomster i hånden, mens stort set alle de andrelærerinder stod og kiggede på... JA, det er utroligt hvad blomster kan gøre...haha
Blomsterne til mine lærerinder
Lidt efter kom nogle af børnenes forældre og gav lærerinderne og mig blomster og gaver.
Kl. 9.00 gik vi alle (børn og lærerinder) op på 4. sal hvor der igen blev givet blomster og gaver- Peter og jeg blev kaldt op og fik en laaang tale (på Vietnamesisk, men forstod da "Danmark" og"Tak") og vi fik en buket blomster og en gave hver (jeg fik en MEGET stor bøtte balsam og Peter et farverigt tørklæde) af forældrerådet - så vidt jeg forstod...
På egne hjul til Chua Huong = Perfume pagoda
Lørdag d. 22. november besluttede jeg at lufte den lille Motorbike...
Jeg tog en tur til Chua Huong, 60km fra Hanoi, for at besøge perfume pagoda- en samling af en templer, beliggende i smukke bjerg omgivelser og som kun kan besøges i båd via Yen-river. Jeg havde forinden købt et kort og jeg havde fået forklaret turen, skrevet notater, samt fået tegnet den ind på kortet, jeg ville for alt i verden ikke ende med at fare vildt IGEN og ende med endnu en usynlig turist attraktion.. Alt var på plads og jeg pakkede mig godt ind og tog af sted kl. 7.30 ruten så let ud, skulle kun dreje 3 gange, det var jo lige til at huske... Men da jeg havde kørt ca. 15 km havde jeg stadig kun drejet 1 gang og jeg skulle ifølge beskrivelsen have været drejet 2 gange på dette tidspunkt!!! PANIK, jeg spurgte nok ca. 10 pers. om vej på en strækning på 2km, som alle sagde at jeg var på rette vej- lettere mistroisk (det kunne jo være en sammensværgelse) kørte jeg videre og sørme om jeg ikke endte med at komme til Chua Huong efter at have kørt 60km og 2½ time- HALLELUJA !!!
Jeg købte en tur i båd i 2 timer af en pige som hed Ming, hun var rigtig god til engelsk og så tilbød hun den billigste tur, det kostede 110.000 VD (ca. 60kr). Turen på floden var meget smuk og utrolig fredfyldt- jeg var stort set den eneste turist- hvilket var 50% af oplevelsen!!! Vi stoppede "kun" ved et tempel, Den Trinh, da jeg desværre ikke kunne nå at se flere, fordi jeg skulle nå tilbage til Hanoi inden det blev mørkt. Ming lod mig ro lidt af vejen- til STOR morskab for os begge, det er sgu ikke så nemt som det ser ud til, skal jeg lige hilse at sige!!!
Gravstene, som engang var placeret på tør grund- men pga. turismen har regeringen udvidet floden!!!
Ming lavede en halskæde til mig af en åkande (vildt!)- for "good luck" (-:
Da vi kom op til selve templet, sad der 4 munke (3 af dem var kvinder!!! det troede jeg så ikke at kvinder kunne være?! Men de kan de altså godt...) og spiste frokost og de inviterede mig til at spise med. Det var en meget speciel og unik følelse, at sidde der og spise sammen med dem. Og jeg følte mig meget "heldig" - tror jeg følte en lille snert af religiøsitet - selvom jeg normalt ikke er troende på nogen måde... Efter maden blev jeg vist ind i de to rum, hvor de tilbad Buddha og vi bad sammen... Tror sgu godt jeg kunne falde for Buddhisme (hvis ikke allerede jeg er smidt ud af "klubben" for at bande og skrive buddhisme i samme sætning...haha).
Turen tilbage var laaang og kold, og min bagdel protesterede voldsom imod, at skule tilbringe endnu 2½ time på den knap så konfrontable motorbike, så da jeg endelig nåede Hanoi sov begge mine balder! og jeg måtte kæmpe en brag kamp for at komme af motorbiken...
Abonner på:
Opslag (Atom)
